23. marts 2016: Fra Tokyo til Sendai

Morgen i Tokyo

Dette var dagen, hvor jeg skulle forlade Tokyo for i stedet at rejse mod nord. Jeg valgte dog at stå tidligt op, for eftersom jeg først skulle tjekke ud fra mit hotel klokken 10, kunne jeg lige nå at besøge Tokyo Skytree, der ville åbne klokken 8 og meget passende lå i nærheden, så det var hurtigt at komme frem til fods, og eftersom Tokyo Skytree er Japans højeste struktur, tårnede det jo frem blandt alle andre bygninger, så det derfor også var nemt at finde. På turen kunne jeg tilmed slå et smut forbi templet Sensoji, som alligevel lå på vejen. Det kan varmt anbefales at vandre rundt i Tokyo tidligt om morgenen, for der er kun få mennesker, så man har mulighed for at nyde omgivelserne i ro og fred. Selvom Sensoji eksempelvis er Tokyos vigtigste tempel, så fornemmede jeg på ingen måde dette, for der var under ti mennesker til stede på grunden, og alle var endda japanere, der kom for at foretage en hurtig bøn, inden de skulle på arbejde.

Da jeg senere ankom til Tokyo Skytree var jeg også blandt de første i køen, og da dørene åbnede klokken 8, blev jeg vidne til en højtidelig og nærmest ceremoniel velkomst fra personalet, der hilste på os med både buk og fanfare-musik, inden vi fik lov at købe billet. Eftersom jeg ikke havde taget en taske med, som skulle inspiceres for farlige genstande, var jeg en af de første fire, der blev lukket op på det nedre observationsdæk, der befinder sig i 350 meters højde.

Trods højden tog turen i elevatoren dog ikke lang tid, og man kunne sågar følge farten på en skærm. Det gav lidt propper i ørerne undervejs, og før man vidste af det, åbnede dørene op, og man steg ud og havde pludselig udsigt ud over Tokyo i en 360 graders vinkel, som jeg kunne gå rundt at nyde uden trængsel og larm fra andre mennesker, fordi jeg heldigvis havde valgt at ankomme så tidligt på dagen, at der kun var en lille håndfuld besøgende til stede.

Det var en vild udsigt, men alligevel ikke lige så mageløs, som når man befinder sig i skyskrabere, hvorfra omgivelserne virker mere detaljerede, samtidig med at man bedre kan fornemme sin plads i dem. Dette var nærmest som at sidde i et lavtflyvende fly, så det var svært at udse sig bestemte bygninger, men ikke desto mindre fik jeg igen bekræftet, at Tokyo er en gigantisk by, der strækker sig langt ud i horisonten. Eftersom det var tidligt på dagen, var det endnu diset, men jeg kunne svagt fornemme Fuji-bjerget i det fjerne, så i Japans højeste tårn fik jeg i det mindste set en smule af Japans højeste bjerg, hvilket jeg ikke havde haft held med dagen før.

Jeg valgte at betale ekstra for at komme yderligere 100 meter op til det andet observationsdæk, hvor man kunne gå opad i en spiral og hele tiden stige til nye højder. Udsigten var dog ikke meget anderledes, så hvis man ikke gider bruge pengene på det, så kan det øverste observationsdæk sagtens droppes, men netop fordi at det koster ekstra, så var der trods alt også færre mennesker, hvilket nok også er det, man betaler for. Efter besøget i 450 meters højde tog jeg en elevator ned til en etage, hvor man kunne se direkte ned med glasplader i gulvet, før jeg forlod Tokyo Skytree for at begive mig tilbage til mit hotel, så jeg kunne nå at tjekke ud i tide. Dette var således allerede dagen, hvor jeg havde brugt flest penge. For Tokyo Skytree er en dyr oplevelse i forhold til meget andet, og efterfølgende kom jeg til at gå souvenir-amok, hvilket blandt andet også skete, da jeg gik igennem Sensojis kendte shoppinggade på vej tilbage til hotellet, da denne i mellemtiden var åbnet.

Jeg havde på forhånd pakket min taske, så jeg var klar til at forlade hotellet, med det samme jeg var tilbage. Efter at være tjekket ud tog jeg dog først et tog til Shibuya station, så jeg hér kunne se det berømte fodgængerfelt, der er verdens mest befærdede, samt statuen af hunden Hachiko, der blev kendt for at have ventet trofast på sin afdøde ejer foran Shibuya station, før han selv døde.

Fra Shibuya station tog jeg så videre til Tokyo station, hvor dagens rejse for alvor begyndte, da jeg hér hoppede på shinkansen med retning mod Sendai, hvor jeg ankom nogle timer senere. Dette var således det nordligste sted, jeg hidtil havde været i Japan, men selvom mit hotel ganske vist lå i byen, så åbnede det dog først for tjek ind nogle timer senere, så jeg slæbte i stedet min bagage med mig til et lokaltog og satte kursen mod Yamadera.

Ankomst til Yamadera

Yamadera er navnet på et tempel, der befinder sig på en bjergside, og det var et af de steder, jeg virkelig gerne ville opleve, mens jeg befandt mig i Tohoku-regionen, men dette ligger desværre også lidt afsides, så det var et besøg, der krævede lang rejsetid. Selvom jeg ellers først havde tænkt mig at tage forbi nogle dage senere, besluttede jeg mig derfor for at få det klaret med det samme, nu hvor jeg netop havde tid til det.

Turen i lokaltoget var virkelig en oplevelse i sig selv. Mens japanerne sad forgabt i deres mobiler og bøger, var jeg opslugt af udsigten, da vi rejse igennem et bjergrigt område, hvor naturen hele tiden havde noget at byde på. Der var sneklædte bjergkæder, enorme grantræsskove, vandfald og brede floder. Det var tydeligt, at vi kom længere væk fra storbyerne og hele tiden kom dybere ind i landet og højere op mod himlen. I et par minutter var alt mørkt, da vi kørte igennem et af de største bjerge, og ikke længe efter ankom vi til Yamadera, der både er navnet på templet såvel som byen, hvor befinder sig i. Jeg ville dog ikke slæbe min efterhånden tunge bagage med mig, så jeg valgte at låse den inde i et opbevaringsskab på stationen, før jeg satte kursen mod templet, som jeg allerede kunne se fra stationen, fordi det jo netop befinder sig på en bjergside. For at komme frem til templet skal man derfor også lige bestige godt og vel 1000 trappetrin, men vejen dertil var bestemt ikke kedelig.

Ikke nok med, at man på hele turen er omgivet af fantastik natur med gigantiske stenstykker og enorme træer, så er der også alt lige fra buddha-figurer, stenlanterner, udskæringer i klipperne og op til flere gamle bygninger, så man hele tiden er klar over, at man befinder sig på et historisk sted. Jeg var alt for betaget til overhovedet at tage mig af den kølige bjergluft. Temperaturen mindede om den, jeg var kommet fra i Danmark, hvilket er klart, eftersom Yamadera både ligger nordpå og samtidig er højt oppe i bjergene. Enkelte steder lå der endda stadig små bunker sne.

Jeg havde egentlig forventet mange flere turister sådan et særpræget sted, men eftersom det var ved at blive sent, og fordi Yamadera ligger så afsides, kunne jeg atter nyde at være næsten alene, idet der foruden mig kun var enkelte japanere, og de fleste af disse var endda unge mennesker, der besøgte stedet i grupper á 2-3 personer.

Turen eskalerede ved ankomsten til en samling gamle bygninger. Mest kendt er nok den del af templet, der ligger ude på kanten af klippevæggen, hvilket inkluderer en lille udskigspost, der hænger ud over bjergvæggen med støtte fra træpæle. Det tænkte jeg dog ikke på, da jeg gik derop, for jeg var i stedet optaget af at beundre den fantastiske udsigt, der var intet mindre end overdådig.

Landskabet lignede et virkelliggjort maleri, så jeg kunne knap nok tro mine egne øjne, for jeg havde aldrig set naturen være så smuk. Danmark er jo et fladt og kedeligt land, så jeg stod længe og betragtede udsigten til de mange bjerge, som jeg ikke ville få at se igen i meget lang tid, så jeg kunne indprinte synet i min hukommelse og dermed også den følelse, det vakte i mig.

Klokken nærmede sig dog 16, hvor Yamadera ville lukke, og jeg stødte derfor ikke ind i andre mennesker på min tur ned fra templet. På denne tid af dagen kørte togene desuden kun én gang i timen på denne strækning, men jeg var så heldig, at det næste tog ville komme 10 minutter efter, at jeg havde samlet min bagage op på stationen, så jeg derfor ikke skulle vente så længe, før jeg kunne tage den lange tur tilbage til Sendai, hvor jeg skulle bo på hotel i de kommende dage, der skulle bruges på at udforske Tohoku-regionen.

Da jeg i løbet af aftenen ankom til Sendai, handlede jeg først lidt ind, inden jeg fandt frem til mit hotel, der heldigvis kun lå nogle hundrede meter fra stationen. Jeg fik denne gang værelse på 10. sal, hvilket var den øverste etage, og jeg sluttede som altid dagen af med et langt karbad, før jeg gik i seng, så jeg kunne være udhvilet til næste morgen.

Total Page Visits: 861 - Today Page Visits: 1