11. april 2017: Hiroshima, Mine og Shimonoseki

Morgen i Hiroshima

Jeg stod op til endnu en dag med regn, så bevæbnet med min paraply begyndte morgenen med en lille tur i Hiroshima, hvor jeg besøgte de samme steder, som da jeg for to år siden var i byen første gang. Denne gang startede jeg med at tage forbi fredsparken, hvor den sidste tilbageværende bygning efter atombomben i 1945 var ved at blive renoveret, sidst jeg var forbi, så denne gang fik jeg den at se i sin blottede form, hvilket gav et helt andet indtryk af stedet. Især når det var tidligt om morgenen, hvor der ikke var nogen mennesker, da dette var med til at forstærke visheden om de rædsler, som folk for 70 år siden havde oplevet i byen, der desværre siden har været kendt for disse. Fredsparken er derfor ikke blot et mindesmærke til ære for ofrene, men også en påmindelse om den uundgåelige ulykke, som krig altid vil føre med sig, men alligevel bliver mennesker ved med at indgå i dem.

Jeg passerede desuden den bro, som piloterne brugte som mål, da de kastede atombomben, da jeg herefter slog et smut forbi Hiroshima-borgen. Denne var dog endnu ikke åben, så hér kunne jeg også gå rundt alene og betragte området, idet parken, der er en del af Hiroshima-borgen, var temmelig øde, hvilket naturligvis også skyldtes det kedelige vejr. Det er altid sjovt at gå rundt ved forholdsvis kendte seværdigheder uden andre i nærheden, men generelt er det japanske gadebillede bare mennesketomt før klokken 8, hvilket jeg derfor valgte at udnytte.

Da klokken så blev 8, vendte jeg næsen mod stationen, og da begyndte det gradvist at vrimle med mennesker på fortovene og biler på vejene. Folk var på vej i skole og på arbejde, så i løbet af meget kort tid havde gadebilledet forandret sig, hvilket jeg efterhånden er blevet vant til, når jeg starter mine ture tidligt om morgenen. Ved ankomsten til Hiroshima station, var det blevet myldretid, og også denne dag skulle jeg med shinkansen mod vest - denne gang til Yamaguchi, der heldigvis ikke ligger langt fra Hiroshima.

Videre til Yamaguchi

Det var dog ikke Yamaguchi by, jeg skulle besøge, for da jeg var stået af shinkansen, skiftede jeg først til et lokaltog, før jeg skulle videre med en almindelig bus for første gang i Japan. Hér går man ind i midten, hvor man tager en billet i en tilhørende automat. På denne står der et nummer, der viser, hvilket stoppested man er stået på, og ud fra ens nummer kan man på en skærm over chaufføren se, hvor meget man skal betale, efterhånden som turen skrider frem. Når man skal af, trykker man på stopknappen, men man må først rejse sig, når bussen er standset. Man forlader bussen fortil, hvor man skal betale for turen ved at smide sin billet og lige penge i en anden automat ved siden af chaufføren. Dette slap jeg dog for, da mit rail pass fungerede som billet, eftersom der var tale om en JR-bus drevet af det nationale jernbaneselskab, så jeg skulle blot vise det, da jeg steg af.

Dette var også første gang, hvor jeg rejste ud på landet, for jeg skulle nemlig besøge en af Japans største kalkstensgrotter, Akiyoshido, der befinder sig en times kørsel fra Yamaguchi i byen Mine. Bussen kørte forbi store marker og rundt på stejle skråninger, og så var der kun et par andre passagerer ombord, så allerede da var jeg klar over, at jeg var på vej mod et knapt så populært sted i Japan. Det var da også kun tilfældigt, at jeg faldt over grotten på internettet, men efter at have set billeder derfra var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville se den med mine egne øjne, nu hvor jeg alligevel skulle opholde mig i området.

Modsat i Danmark kører japanske busser dog ikke efter en struktureret tidsplan, så jeg havde begrænset tid til at besøge Akiyoshido, der heldigvis var lige i nærheden af stoppestedet. Da jeg købte billet, fik jeg rabat, fordi jeg havde udenlandsk pas, og turen mod grotten var betagende i sig selv, idet indgangen lignede noget fra en naturserie.

Mineralerne, der strømmer ud fra grotten, gjorde nemlig vandet uden for denne azurblåt, så det nærmest lignede en sø af rengøringsmiddel. Men selvom det ganske vist så unaturligt ud, så var det alligevel et usædvanligt smukt syn, så jeg glædede mig allerede til at træde ind i grotten - ikke mindst så jeg kunne komme i tørvejr, men naturligvis også så jeg kunne få en speciel oplevelse ved at vandre rundt dybt nede under jordens overflade.

Det var en fascinerende tur i mørket, hvor man var omgivet af klipper til alle sider, mens lyden af rindende vand gav ekko overalt. Jeg havde ikke regnet med, at jeg kunne tage billeder i grotten, men projektører gjorde det muligt for mig at benytte nattilstand på min telefon, så jeg de fleste steder kunne fange de flotte klippeformationer, der alle havde fået navne efter det, de lignede - såsom The hundred dishes og The golden pillar. Selve grotten er over 10 kilometer lang, men kun en kilometer er åben for besøgende, og cirka halvvejs befinder sig en elevator, hvor man kan begive sig 80 meter op, så efter at være nået frem til enden vendte jeg om og valgte at forlade grotten på denne måde. Jeg vidste dog allerede godt, hvad der ventede mig på toppen, for derhjemme havde jeg læst om stedet, så jeg var udmærket klar over, at dette var et åbent plateau kaldet Akiyoshidai, der er kendt for at have den største samling klippefremspring i Japan.

Det er faktisk plateauet, der har været med til at forme grotten, idet denne er blevet skabt af regnvand, der gennem tiden er sivet ned i jorden, og det er derfor også regnvand, der fører til den blå farve ved grottens åbning, idet det optager mineraler på vejen.

Selvom jeg allerede havde set billeder af Akiyoshidai, så blev jeg alligevel overvældet af stedets størrelse. Selv fra et nærliggende observationsdæk kunne man ikke se enden på de tusinder af klipper i den store ødemark, som jeg valgte at begive mig ud i under min paraply. Men til trods for at vejret godt nok var en gene, så var det samtidig medvirkende til, at der ikke var andre omkring mig, så jeg endnu engang kunne gå rundt helt alene og nyde freden i det smukke landskab, der ganske vist var fyldt med døde og visne planter, men dermed fremstod klipperne jo også synlige.

Plateauet strækker sig dog over flere kilometer, så jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at gå. Jeg nøjedes derfor med at tilbagelægge 1,5 kilometer gennem det våde vildnis, inden jeg vendte tilbage til grotten ved at vise min billet ved elevatoren.

Da jeg forlod denne, var det i mellemtiden holdt op med at regne, og der kom også mange flere besøgende til, ligesom der var kommet gang i souvenirboderne på strækningen mod busstoppestedet, hvor der endnu var over en halv time, til bussen ville komme. Da jeg købte en souvenir til mig selv, blev jeg derfor tilbudt at slå ventetiden ihjel ved at spise frokost på en restaurant, hvor jeg bestilte en typisk japansk ret kaldet karee, mens jeg forkælede mig selv med en chokolade-softice til dessert. Og så var det ellers blevet tid til at tage bussen tilbage til Yamaguchi.

Sidste stop: Shimonoseki

Det blev eftermiddag, da jeg kom tilbage til Yamaguchi station, så jeg kunne lige nå et smut til Shimonoseki, som jeg faktisk havde set fra Ganryujima dagen inden. Hér ankom jeg omkring klokken 16 og tog som det første til Kaikyo Yume Tower, som indeholder et observatorium, og igen fik jeg rabat på min billet ved at vise mit pas.

Selvom regnen godt nok var stoppet, så hang der endnu tunge skyer på himlen, men man havde alligevel en skøn udsigt fra 30. etage, hvor man kunne betragte mødet mellem Honshu og Kyushu med Kanmon-broen og de passerende fragtskibe. Heller ikke hér var der overrendt af mennesker. Foruden mig selv var der kun to kærestepar, for tårnet er tilsyneladende et populært datingsted, så det var for eksempel muligt at trække en hjertehængelås i en automat, hvorpå man kunne skrive sine navne og derefter sætte den på et gitter proppet med andre hjertehængelåse.

Selvom japanske par ikke skilter helt vildt med deres kærlighed, så har de dog intet imod at vise deres følelser for hinanden i offentligheden. Eksempelvis går folk mere i hånd end i Danmark. Kys oplevede jeg imidlertid først under min rejse året efter.

Efter mit besøg i observatoriet tog jeg videre mod Akama-helligdommen, men den lukkede allerede klokken 17, og da det begyndte at blive mørk, indså jeg, at jeg desværre ikke ville nå frem i tide. Jeg besøgte i stedet en mindre helligdom, før jeg tog turen tilbage mod stationen. På turen dertil passerede en politibil med udrykning mig, og nogle minutter efter viste det sig, at en sænket sportsvogn havde sat sig fast på kantstenen længere fremme, hvilket tilsyneladende krævede politiets assistance. Det var et sjovt lille indslag, fordi folk gik forbi og grinte, mens bilens ejer stod og ærgrede sig.

Turen tilbage mod Hiroshima var ikke så lang, men jeg skulle tjekke ud fra mit hotel dagen efter, så jeg skulle bruge resten af aftenen på at pakke min taske. Efter at have taget et bad og fået lidt at spise kunne jeg således gå i seng ved 22-tiden, så jeg var klar til at rejse mod nye egne af Japan den næste morgen.