4. maj 2023: Tottori

Turen går mod Tottori

Efter to nætter i Matsue var dagen kommet, hvor jeg skulle tjekke ud fra mit hotel og påbegynde en længere rejse rundt i forskellige egne af Japan, før jeg om en uge skulle afslutte min ferie i Tokyo. Mit næste hotel befandt sig i Fukuyama mod syd, så jeg havde planlagt, at jeg på vejen kunne tage en tur forbi Tottori for at se byens kendte sandklitter. Jeg var dog også taget til Japan i begyndelsen af maj, fordi jeg gerne ville nå at opleve blåregn i flor, så derfor havde jeg undersøgt steder med blåregn og faldt i den forbindelse over Juunji-templet, der tilfældigvis befandt sig på strækningen mellem Matsue og Tottori.

Men dette var dog også en helligdag, og togene kørte derfor uregelmæssigt, så jeg måtte skynde mig til stationen for at nå et tog klokken 7 om morgenen, hvilket jeg lige akkurat nåede, da det allerede holdt ved stationen, da jeg ankom til denne - og gudskelov for det, for ellers skulle jeg have ventet over en time på det næste.

På togturen havde jeg blandt andet mulighed for at nyde synet af Daisen-bjerget, der er det højeste bjerg i Chugoku-regionen, men grundet dets højde var toppen af det dog også dækket af skyer. Juunji-templet ligger desuden 2 kilometer fra den nærmeste station, så efter at være steget af på denne var der en længere gåtur frem til templet på små landeveje uden fortov.

Der var dog heller ikke ligefrem mange biler på vejene, og det var en hyggelig tur frem til templet, som viste sig at være ret lille, men på grunden befandt sig et virkelig stort træ med enorme grene, hvorfra der hang blåregn i flor. Desværre var mange af blomsterne allerede faldet af, men det var alligevel et imponerende syn at stå under et så stort træ med grene, som måtte holdes oppe af pæle. Grenene skyggede for solen, så det var som at gå rundt indendørs, og de strakte sig da så langt, så det nærmest mindede om et tag med klaser af blomster hængende fra loftet.

Juunji-templet lægger desuden grund til en festival, når blåregnen blomstrer, så derfor var man ved at gøre klar til denne ved at opsætte borde og stole på grunden, men der var alligevel kun få besøgende til stede, fordi det trods alt stadig var tidligt på dagen.

Men jeg befandt mig jo ude på landet, hvor togene kun kørte en gang i timen, så jeg måtte skynde mig tilbage til statione for at nå et lokaltog i retning mod Tottori. På turen havde jeg dog lige tid til at slå et smut forbi en lille helligdom, før jeg ankom til stationen, der desuden var så lille, at der hverken var personale eller billetautomater. Der var kun et venteværelse og en bænk på den eneste perron, hvor jeg også var den eneste person, som skulle med toget, så der følte jeg virkelig, at jeg var havnet i udkantsjapan.

Jeg nåede heldigvis mit tog, og så gik turen ellers mod Tottori, hvilket skulle have været en tur på halvanden time. Men undervejs standsede toget pludselig ved en station og holdt stille i flere minutter, uden at der rigtig blev givet nogen informationer om, hvad forsinkelsen skyldtes, inden jeg pludselig hørte lyden af sirener, hvilket jeg ikke rigtig tænkte over, før fire uniformerede betjente mødte op på stationen og begyndte at gennemsøge toget. De var tilsyneladende på udkig efter nogen, men jeg fandt ikke ud af, hvad det drejede sig om. Jeg så bare en kvinde blive ført bort på perronen af to betjente, mens de to andre havde en længere samtale med en mandlig passager, før de gik rundt og spurgte folk, om de havde set noget mistænkeligt.

Alle var helt rolige og nærmest ligeglade, så der var åbenbart ikke sket noget alvorligt, men det var alligevel en af de mere bizarre oplevelser, jeg har haft i Japan, og jeg undrede mig selvfølgelig over, hvad postyret skyldtes - ikke mindst fordi at toget endte med at blive 40 minutter forsinket, så jeg ankom til Tottori senere, end jeg havde planlagt.

Det var nemlig ved at blive middag, så det havde taget mig næsten fire timer at rejse de 100 kilometer fra Matsue, og hvis jeg skulle nå til Fukuyama, før det blev for sent, skulle jeg allerede med et tog omkring klokken 16. Jeg måtte derfor ændre i mine planer og droppede besøget ved Tottori Toshogu-helligdommen, som jeg ellers også gerne ville have set, nu hvor jeg befandt mig i byen.

I stedet steg jeg direkte på en bus med retning mod sandklitterne, som befandt sig flere kilometer fra stationen, og da fik jeg virkelig at føle, at der var tale om en helligdag, for ikke nok med, at bussen blev proppet af mennesker, så var der også fyldt med folk ved området med sandklitterne, hvor der var hundreder og atter hundreder af besøgende.

Jeg steg dog af bussen i nærheden af Tottoris sandmuseum, hvilket er et indendørs museum, hvor der hvert år udstilles sandskulpturer fremstillet af kunstnere fra hele verden, så dette valgte jeg at besøge som det første. Temaet var dette år Egypten, og sandskulpturerne var både imponerende store og detaljerede, men der var også så mange mennesker til stede, at der var trængsel på den beskedne plads, og derfor var det lidt svært at nyde det arbejde, som var blevet lagt i værkerne. Der var også vagter over det hele, som holdt øje med, om folk filmede eller kom for tæt på skulpturerne, så generelt var det ikke en særlig museumsagtig oplevelse. Kun fra udkigsposterne over udstillingerne var det faktisk muligt at få et pusterum og nyde synet af værkerne i deres helhed, men dermed også på afstand.

Sandmuseet i Tottori består trods alt kun af en enkelt sal, så det var et hurtigt besøg, og derefter gik turen ellers videre til de nærliggende sandklitter, der i kontrast var enorme, så selvom der var hér, de fleste folk opholdt sig, så var der i det mindste plads nok til alle.

Præcis som på billeder lignede området nemlig også en ørken i virkeligheden, fordi de høje sandbakker blokerer for udsigten til havet, så man derfor også bliver lidt overrasket over, at der faktisk er tale om en strand, når først man får besteget bakkerne og får udsyn til vandet. Disse er nemlig flere meter høje og har nogle steder stejle vinklinger, hvor de fleste folk opholdt sig.

Mens børn rullede ned ad bakkerne, var der andre, der konkurrerede i at komme først frem til toppen, men der var dog behov for, at man tog sine sko af, hvis man skulle kunne stå stabilt, så jeg tog i stedet turen uden om, så jeg fra toppen kunne beundre synet af havet, som fremstod ekstra blåt i kontrast til det gyldne sand, hvis farve kun blev forstærket af solen fra den skyfrie himmel, hvilket dog også gjorde det temmelig varmt, så det i sandhed føltes som en ørken. De fleste folk opholdt sig i det samme område, så der var steder, hvor man kunne gå helt alene, og så var der både paraglidere, som sprang ud fra bakkerne, og kameler, som man kunne ride på. Men når det kom til stykket, var der jo sådan set bare tale om et stort klitområde, så det var ikke, fordi det var mit mest mindeværdige besøg i Japan.

På denne dag fik jeg derimod spildt størstedelen af tiden på transport og fik kun besøgt ganske få steder, og på vejen tilbage mod Tottori station, kom jeg endda til at tage den forkerte bus, så jeg ankom for sent til at nå mit tog klokken 16. I stedet måtte jeg vente til klokken 17, og jeg fordrev blandt andet den lange ventetid ved at tage forbi en flod i nærheden af stationen, hvor der hang enorme koinoborier (vindposer formet som karper), fordi det dagen efter var børnedag (kodomo no hi), hvilket er en japansk helligdag, som markeres ved, at der hænges koinoborier op i byerne og ved private hjem. Jeg havde dog aldrig set så mange på samme sted, så var var egentlig glad for, at jeg fik mulighed for at betragte dette specielle syn.

Afsted til Fukuyama

Og så var klokken ellers blevet 17, og tiden var kommet, hvor jeg skulle rejse den 5 timer lange tur til Fukuyama, hvilket krævede flere togskift undervejs. Hvis jeg havde nået mit tog klokken 16, kunne jeg være rejst med et hurtigtog til Okayama, men i stedet måtte jeg nøjes med små lokaltog, som stoppede ved alle stationer undervejs, og det var egentlig også en interessant oplevelse, fordi nogle af togene kun bestod af en enkelt vogn, hvor vi kun var en lille håndfuld mennesker ombord, så dette var generelt en dag, hvor jeg fik det landlige Japan at opleve og dermed også transportudfordringerne i de knap så befolkede egne.

Det blev dog mørkt klokken 19, så på den sidste halvdel af turen kunne jeg ikke beundre udsigten, men kunne i stedet slappe af, indtil jeg endelig ankom til Okayama. Herfra skulle jeg nemlig videre med shinkansen til Fukuyama, men der var så også lige 40 minutters ventetid på stationen, og da jeg endelig ankom til Fukuyama, skulle jeg desuden lige gå halvanden kilometer til mit hotel, så klokken altså nåede at blive over 22, før jeg kunne tjekke ind.

På min vej til hotellet blev det også tydeligt, at jeg befandt mig i Japan under helligdagsperioden kendt som Golden Week, for det vrimlede nemlig med fulde japanere i gaderne - både unge og gamle. Og da et par berusede fyre pludselig trak bukserne ned og begyndte at tisse midt på fortovet, blev mit indtryk af japanerne for en kort stund spoleret af denne hensynsløse opførsel. Men for dem er Golden Week jo en efterstræbt pause fra hverdagen, så de nyder det naturligvis ved at slå sig løs og smide de hæmninger, der normalt kendetegner deres høflige og respektfulde adfærd.

Total Page Visits: 330 - Today Page Visits: 1