5. maj 2025: Sapporo

Sidste dag i Japan

Dette var min sidste dag i Japan for denne gang, og eftersom jeg var blevet vant til at stå tidligt op, så vågnede jeg af mig selv klokken 6.30, selvom jeg ellers først havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 8.30. Jeg skulle nemlig med et fly sent om aftenen, så der var tid nok, og jeg havde derfor heller ikke travlt med at tjekke ud fra mit hotel, hvilket jeg først valgte at gøre klokken 9.00, efter at jeg havde brugt morgenen på at tage et langt karbad og pakke mine tasker, som jeg nu havde to af, eftersom jeg havde pakket en ekstra med, som jeg nu havde fyldt op med varer efter at have købt stort ind dagen forinden. Jeg havde dog ikke tænkt mig at bære rundt på dem hele dagen, så først tog jeg toget til Sapporo station, hvor jeg anbragte taskerne i et opbevaringsskab, og eftersom mit rail pass var udløbet dagen for inden, så var jeg nødt til at betale for transport på denne dag. Og netop derfor havde jeg tænkt mig kun at bruge den i Sapporo.

Sapporo er den største by på Hokkaido, og det nordligste sted i Japan, jeg nogensinde havde været, så det var en anelse køligt, ligesom man kender det med foråret i Danmark. Byen var dog ikke meget anderledes i forhold til andre japanske storbyer, men her var imidlertid ikke så mange hvide turister. Langt de fleste var nemlig kinesere, men da dette var den 5. maj - altså 5/5 - så var det helligdag i Japan, hvor denne dag er kendt som Børnedag, og det vrimlede derfor mest med japanske børnefamilier - også da jeg ankom til dagens første seværdighed i form af Sapporo TV Tower, hvor børn tilmed havde gratis adgang. Der var derfor lang kø til at komme op i tårnet, hvor der også var proppet med mennesker, så det blev kun til et kort besøg i observatoriet, hvor der ellers var en flot udsigt ud over Sapporo.

Jeg ville dog hellere besøge nogle steder, hvor der ikke var så mange folk, så jeg begav mig i stedet hen til den botaniske have tilknyttet Hokkaido Universitet, hvor der stort set var mennesketomt. Det skyldtes nok, at der næsten ikke var nogen blomster, som var sprunget ud, så udenfor var der ikke så meget at se, men jeg var nu også mest kommet for at besøge de små museer, der befinder sig i haven. Blandt disse er eksempelvis et museum dedikeret til det indfødte Ainu-folk, og et museum med udstoppede dyr fra Japan - heriblandt de to eneste eksemplarer af den uddøde Hokkaido-ulv, som jeg havde glædet mig meget til at se. Hunden Taro, der i 1958 strandede på Sydpolen sammen med sin bror Jiro, var også udstillet på museet, mens Jiro står udstillet på det nationale videnskabsmuseum i Tokyo.

Selvom det kun var blevet middag, så besluttede jeg mig for at forlade bymidten og tage til udkanten af Sapporo, så jeg kunne være sikker på, at jeg ville nå at få set en af de ting, jeg var kommet til byen for. Jeg ville nemlig gerne en tur til Makomanai Takino Cemetery, der er blandt Japans største gravpladser med tusindvis af grave, men stedet er nok mest kendt for sine skulpturer, der både inkluderer kopier af Moai-statuerne fra Påskeøerne og Stonehenge. Hovedattraktionen er imidlertid en 13 meter høj Buddha-statue, der befinder sig i en menneskeskabt høj designet af arkitekten Tadao Ando.

Det kræver dog noget tid at komme frem til Makomanai Takino Cemetery, så derfor besluttede jeg mig for at få klaret mit besøg, før det blev alt for sent, selvom der stadig var ting i byen, som jeg gerne ville se. Men jeg skulle jo alligevel tilbage til denne, så besøget ved Makomanai Takino Cemetery var blot en lille smuttur.

Først skulle jeg med et tog fra Sapporo til endestationen Makomanai, hvorfra der kun går busser til Makomanai Takino Cemetery en gang i timen. Efter i forvejen at have rejst langt skulle jeg derfor også stå og vente på bussen i en halv time, og eftersom jeg var blandt de første i køen, troede jeg, at der ikke var så mange, der skulle med bussen, men da denne omsider kom, var køen i mellemtiden vokset så meget, at bussen endte med at blive fyldt op, så det dermed var tydeligt, at Makomanai Takino Cemetery trods sin beliggenhed alligevel er et populært sted for turister, for langt de fleste passagerer var faktisk udlændinge. Ved ankomsten blev jeg da også bekræftet i dette, for der var flere mennesker, end jeg umiddelbart havde troet, men der var heldigvis også rigeligt med plads. Det finurlige ved Makomanai Takino Cemetery er jo, at det egentlig er en gravplads, der er blevet til en seværdighed, men gravstederne befandt sig trods alt afsides det parklignende område, som folk primært kom for at besøge.

Ved indgangen bliver man mødt af de enorme Moai-statuer, der står på række langs vejbanen, hvor der kørte biler, hvilket var et usædvanligt syn, og det samme var den lidt malplacerede kopi af Stonehedge, der stod som en ruin på et øde græsareal uden nogen information om, hvorfor den var blevet opført på dette sted.

Det er lidt svært at forstå japanernes tanker bag den slags installationer - specielt på en gravplads, men der var trods alt en mening bag højen med Buddha-statuen, hvor man kunne komme og bede for de døde, hvilket der derfor var mange, som valgte at gøre. De fleste lod dog til bare at ville betragte Buddhaen, hvilket jeg også selv var kommet for, idet det er et specielt syn at se en så stor statue stå gemt væk under jorden, hvor der er et enormt hul til himlen, der tilmed var klar, så der udenfor var en flot udsigt til det fjerne bjerglandskab i horisonten.

Jeg valgte dog også at tage på en længere gåtur rundt blandt gravstederne, som der var overvældende mange af i forskellige udgaver. Der var traditionelle japanske gravsteder, men der var også nogle, der kun bestod af en gravsten, som man kender det i Danmark, og så var der endda "massegrave" bestående af grave, der var blevet forenet i store cirkler, så de tilsammen kunne danne blomsterbede, hvilket var en virkelig fin ide. Det var imidlertid de identiske gravsteder, der gav størst indtryk, for disse stod typisk symmetrisk på række, så når man betragtede dem fra en øvre vinkel, kunne man virkelig fornemme det enorme antal og dermed også, hvor mange mennesker der var blevet stedt til hvile på denne grund. Grundet det høje antal gravsteder var der derfor også mange besøgende ved disse, og det var interessant at se, hvordan japanerne besøgte deres kære på forskellig vis. Mens nogen bare anbragte blomster, var der andre, som sad og snakkede med de afdøde eller bad for dem.

Jeg endte med at opholde mig i Makomanai Takino Cemetery i omkring to timer, mens turen frem og tilbage sammenlagt tog tre timer, men jeg synes alligevel, at det var det værd, for det var en dejlig lille oase uden for den travle storby, der ikke ligefrem var blevet mindre travl, da jeg i løbet af eftermiddagen vendte tilbage. Jeg havde jo stadig nogle timer til rådighed, før jeg skulle til New Chitose Lufthavn uden for byen, så jeg valgte først at tage en tur forbi Hokkaido-helligdommen, hvor der godt nok var gang i den. Både fordi at det var helligdag, men også fordi at kirsebærtræerne stod i flor, så mange derfor var ude at nyde synet af dem. På ruten frem til helligdommen var der et utal af boder, hvor man kunne købe snacks eller spille spil, og ved selve helligdommen var der mange japanere, der stod i kø blot for at bede. Der skulle endda også afholdes bryllup, idet et brudepar begav sig ind i helligdommens bygninger sammen med deres familie.

Der var simpelthen så mange mennesker ved Hokkaido-helligdommen, at jeg valgte at droppe mit ellers planlagte besøg ved Sapporo Fushimi Inari-helligdommen. I stedet besluttede jeg mig indstille min sightseeing og at tage ud for at shoppe, for jeg stod i den uvante situation, at jeg havde alt for mange penge tilbage, som jeg blev nødt til at bruge, inden jeg skulle forlade Japan. Jeg lagde derfor de penge til side, som jeg skulle bruge på togbillettet til lufthavnen, så jeg stod med omkring 10.000 yen, hvilket var 1/7 af det budget, jeg var kommet til Japan med. Jeg havde dog allerede fyldt min ekstra taske op, så jeg blev nødt til at finde få ting, der kostede mange penge, og af den grund valgte jeg at købe nogle anime-figurer, præcis som jeg havde gjort de forrige år. Jeg havde dog ikke plads til flere i min samling derhjemme, så denne gang købte jeg nogle figurer med henblik på videresalg, for det lykkedes mig at finde en butik med nogle virkelig billige figurer, så jeg faktisk havde råd til flere end de tre, jeg endte med at købe.

Mere kunne det ikke blive til, fordi jeg ikke havde plads til flere i bagagen. De sidste penge brugte jeg på at købe nogle smykker og souvenirs til min niece, som havde haft fødselsdag, imens jeg var i Japan, og så var der stadig nok til, at jeg kunne købe noget at spise i lufthavnen, som jeg valgte at tage toget til klokken 18, idet jeg skulle med et fly klokken 21, så jeg ville være hjemme i Danmark klokken 13 den næste dag, hvor jeg således kunne få slappet af og sovet igennem, før jeg igen skulle på arbejde dagen efter.

Men selvom min ferie nu var slut, så blev der alligevel samlet til bunke med førstegangsoplevelser. For dette var ikke kun første gang, jeg skulle rejse med et fly fra en lufthavn uden for Tokyo og Osaka, det var også første gang, jeg havde tre flyvninger på min rejse hjem, idet jeg først skulle med et indenrigsfly til Tokyo, hvorfra jeg først skulle til Stockholm og herfra videre til København. Det var også første gang, jeg nogensinde er blevet ombooket, eftersom mit fly til Tokyo var forsinket, så jeg derfor fik lov til at blive sat på en tidligere afgang, og så foregik turen til Sverige desuden nordpå mod øst over Canada og Grønland, hvilket jeg heller aldrig havde prøvet før. Det var dog indenrigsflyvningen fra Sapporo til Tokyo, jeg husker bedst, for jeg var den eneste vesterlænding ombord på flyet, hvor jeg derfor nok også var den eneste, der undervejs blev underholdt af en advarsel om, at man ikke måtte fotografere op under stewardessernes skørter. For tænk, at det er nødvendigt at skulle informere om den slags. Jeg bliver konstant underholdt såvel som forundret over japanske advarslers åbenlyshed.

Dette var mit rejsedagbogsindlæg nummer 99, og selvom det havde været min 10. tur til Japan, så havde denne alligevel bragt mange nye oplevelser og indtryk med sig, idet den generelt havde været præget af rejser til hidtil ubesøgte egne af Japan. Jeg fik endelig besøgt de nordligste egne af landet, hvilket inkluderede Hokkaido, men der var dog ingen nye steder, der kom på min liste over favoritsteder i Japan. Det nærmeste var nok Noboribetsu Jigokudani, hvor der var et virkelig mageløst naturlandskab. Jeg var dog glad for, at der var nogle ting, jeg omsider fik oplevet - eksempelvis krybende floks i Hitsujiyama Park og de talrige måger ved Kabushima-helligdommen. Det var også specielt at genbesøge de tsunamiramte områder i Ishinomaki og gå alene rundt i byen Futaba, hvor indbyggerne omsider havde fået lov til at vende tilbage, efter at de alle blev evakueret under Fukushima-atomulykken i 2011. Hvis jeg skal vælge et højdepunkt baseret på de følelser, der blev vakt i mig, så var det nok mit besøg i Futaba, der gav det største indtryk og dermed fremkaldte de stærkeste minder.

Forrige dag

Dagens højdepunkt: Makomanai Takino Cemetery

Dagens gode minde: Da jeg var i et storcenter i Sapporo, stod der et klaver, som alle kunne spille på, hvilket en dame valgte at gøre, da hun satte sig til at spille "Love Lifts Us Up Where We Belong", hvilket var en hyggelig form for baggrundsmusik. Der er flere steder i Japan med klaverer, som folk opfordres til at spille på, så dette var vist fjerde gang, jeg havde oplevet det, og det skaber bare en god stemning, når amatører spontant vælger at underholde fremmede for fornøjelsens skyld

Dagens forbrug på seværdigheder: 1420 yen

Total Page Visits: 108 - Today Page Visits: 1