Den 25. juli 1998 blev der holdt en sommerfestival i en bydel i Wakayama, hvilket dog udviklede sig til en lokal tragedie, da 63 mennesker endte med at blive svært syge, mens fire andre (to voksne og to børn) omkom som følge af organsvigt. Det viste sig, at de alle havde det tilfælles, at de havde spist den samme karryret, der blev serveret til festivalen, og noget tydede derfor på, at der var tale om et voldsomt tilfælde af madforgiftning, lige indtil man fik foretaget prøver af maden og i den forbindelse kunne konkludere, at denne i virkeligheden var blevet tilsat arsenik, hvorved man altså havde at gøre med et massedrab.
Mistanken faldt herefter hurtigt mod den 37-årige Masumi Hayashi – en hjemmegående husmor med fire børn, idet hun havde været med til at lave maden, hvor hun på et tidspunkt var blevet ladt alene ved gryderne, ligesom hun tilmed havde let adgang til arsenik, eftersom hendes mand var skadedyrsbekæmper. Kvinden kom derfor i mediernes søgelys og blev offentligt udråbt som den skyldige, før hun den 9. december blev anholdt, da politiet havde nok spor i sagen til at sigte hende, selvom hun i første omgang blev anholdt for forsøg på forsikringssvindel i sit tidligere erhverv som forsikringssælger. Efterforskningen viste nemlig, at Masumi tidligere havde forsøgt at forgifte tre forrige kunder for at få udbetalt deres livsforsikring, hvilket tilsyneladende var blevet gjort i forening med hendes mand. Men herudover havde Masumi åbenbart også forsøgt at dræbe sin mand, idet han havde været indlagt med arsenikforgiftning.
Alt pegede altså på Masumi Hayashi, som derfor blev dømt for de fire giftmord i Wakayama, selvom der ikke var håndgribelige beviser, som kunne bruges imod hende. Alligevel modtog hun dødsstraf for din forbrydelse i 2002. Årsagen til hendes handling skyldtes tilsyneladende had mod nabolaget for at have udstødt hende og hendes familie fra det lokale fællesskab. Familiens hus blev udsat for forskellige former for hærværk efter Masmis anholdelse, og det brændte ned i 2000. I 2021 begik Masumi Hayashis ældste datter desuden selvmord ved at springe ud fra en bro med sin 4-årige datter, som ligeledes mistede livet. Dette skete, efter at hendes 16-årige datter døde som følge af vold i hjemmet, hvilket ligeledes fik hendes far til at forsøge at tage livet af sig selv, hvilket mislykkedes.
I januar 1999 mødte den 20-årige Shiori Ino den 26-årige Kazuhito Komatsu, der dog påstod, at han var 23, ligesom han udgav sig for at være entreprenør, selvom han var ejer af en massageklinik. De to datede hinanden i et stykke tid, før Komatsu begyndte at give Ino meget dyre gaver såsom mærketøj og tasker, hvilket typisk foregik i offentligheden. Nægtede Ino at tage imod gaverne, ville Komatsu nemlig lave en pinlig scene, så hun følte sig nødsaget til at tage imod dem. Ydermere begyndte Komatsu at chikanere Ino med gentagende opkald, og hans besættelse af hende blev sidst for meget, så hun efter et par måneder valgte at slå op med manden, der imidlertid truede både hende og hendes familie på livet.
Sammen med sin storebror, Takeshi, og en ven invaderede Komatsu nemlig Inos hjem i Saitama, hvor hun boede med sine forældre, men denne hændelse blev imidlertid fanget på bånd af Ino, der næste dag valgte at anmelde Komatsu for stalking. Politiet tog dog ikke sagen seriøst, fordi de mente, at Ino var den skyldige part, idet hun havde såret en mands følelser ved at slå op med ham, ligesom de mente, at hun havde udnyttet ham ved at tage imod dyre gaver, så hun måtte altså fortsætte med at leve med Komatsus besættelse af hende, hvilket blandt andet førte til daglige opkald samt plakater, der blev sat op i det offentlige rum, hvor hun blev udstillet Ino som en luder, samtidig med at fremmede mænd sågar modtog visitkort med hendes telefonnummer.
Den 21. juni returnerende Ino alle de gaver, som Komatsu havde givet hende, og hun kappede således alle bånd til ham, hvorpå han begyndte at planlægge sin hævn, der simpelthen gik ud på, at hun skulle slås ihjel. Han var dog klar over, at han ville være den oplagte gerningsmand, så for at undgå at blive mistænkt for drabet tog han selv til Okinawa og fik sin bror til at hyre en lejemorder ved navn Yoshifumi Kubota, der de kommende måneder observerede Ino, før han den 26. oktober 1999 valgte at stikke den nu 21-årige kvinde ned i fuld offentlighed foran Okegawa station på hendes vej til universitetet. Shiori Ino blev hurtigt bragt på hospitalet, hvor hendes liv dog ikke stod til at redde. Hun var først blevet stukket i siden og havde derefter modtaget et dræbende stik i hjertet, så hun altså døde på gaden uden at kende den mand, som slog hende ihjel.
Umiddelbart efter mordet gav politiet i Saitama sig til at vaske hænder ved at fremstille Ino som en styg kvinde, der selv var skyld i sin skæbne – en historie som medierne omgående hoppede på og valgte at bygge videre på ved at sprede rygter om, at Ino arbejdede som prostitueret, og drabsofferet blev således udstillet som en skurk, hvilket mange japanere automatisk valgte at tro på. En enkelt journalist valgte dog at foretage sin egen research og fandt på den måde ud af sandheden – nemlig at Shiori Ino var et offer for stalking, og at dette højst sandsynligt havde ført til hendes død. Takket være hans afsløringer kunne politiet dermed anholde de sande skurke i december måned, hvor lejemorderen Kubota blev anholdt, ligesom endnu flere blev sigtet for medvirken i chikane og drab i den kommende måned.
Kazuhito Komatsu formåede dog at undgå at blive fanget, idet han flygtede til Hokkaido, hvor han den 27. januar blev fundet død i en flod, hvor han havde valgt at begå selvmord. Han kunne derfor ikke stilles til ansvar for Inos død, og da de egentlige omstændigheder omkring drabet blev afdækket, skabte det stor forargelse i Japan, hvor man indtil da ikke havde taget stalking seriøst. Der var ingen lov, der kunne beskytte folk fra stalkere, hvilket også var grunden til, at Ino måtte affinde sig med Komatsu, men efter drabet erkendte man truslen ved at have en forfølger, hvilket førte til en antistalkerlov, der er kendt for netop at være blevet implementeret som følge af drabet på Shiori Ino, som derfor er en af de mest omtalte kriminalsager i Japan i nyere tid.
Politiet i Saitama mødte imidlertid voldsom kritik for deres håndtering af sagen og havde oven i købet forfalsket dokumenter for at skjule deres manglende handling. Det medførte fyringer af flere betjente, men selvom Inos familie sagsøgte politiet for at have medvirket til Inos død, så fik de dog ikke medhold i sagen, men endte i stedet med at modtage erstatning fra politiet. Kubota blev idømt 18 års fængsel, mens hans to håndlangere begge fik en dom på 15 år. Komatsus bror endte med at modtage den hårdeste dom, der lød på livsvarigt fængsel, fordi han hele tiden havde arbejdet sammen med sin bror og udført både chikane såvel som planlagt drabet.
Shinzo Abe fungerede som Japans premierminister i to perioder fra 2006 til 2007 og igen fra 2012 til 2020, hvor han trådte tilbage som premierminister og som formand for det Liberale Demokratiske Parti grundet helbredsproblemer. Han var dermed den længst siddende premierminister i Japans historie og forblev politisk aktiv, indtil hans liv endte brat den 8. juli 2022. På denne dag var Shinzo Abe nemlig på et besøg i Nara i forbindelse med en valgkampagne, og han holdt i den anledning en offentlig tale ved Yamato-Saidaiji station. Men selvom han ellers var omringet af livvagter, så forhindrede dette ham ikke i at blive ramt af et skud, da en af de fremmødte – den 41-årige Tetsuya Yamagami – pludselig valgte at affyre en hjemmelavet pistol, da han befandt sig bag ved Shinzo Abe, imens han var i gang med at holde sin tale.
Hændelsen blev fanget på film fra flere vinkler, da Shinzo Abe blev ramt i brystet af det andet skud, efter det første havde misset ham, og mens panikken spredte sig blandt folk, sørgede livvagterne for at få overmandet Tetsuya Yamagami, så han kunne blive anholdt af politiet på gerningsstedet. Men selvom man ellers forsøgte at yde førstehjælp, så stod Shinzo Abes liv ikke til at redde, idet han i en alder af 67 år blev erklæret for død på hospitalet som følge af blodtab, og Japan havde dermed mistet en af sine mest prominente politiske skikkelser i historien.
Dog var det ikke Shinzo Abes politik, der havde gjort ham til et mål for et attentat begået af en helt almindelig borger. Det var nemlig hans forbindelser til den koreanske nyreligiøse sekt, Moon-bevægelsen, der ifølge Tetsuya Yamagami havde ødelagt hans liv og bragt hans familie ud i gæld, og selvom Shinzo Abe ikke ligefrem repræsenterede Moon-bevægelsen, så mente Tetsuya Yamagami, at han grundet sin politiske status havde været med til at styrke bevægelsen, som hans bedstefar i sin tid havde været med til at popularisere i Japan. Hændelsen satte derfor fokus på problemet med nyreligiøse sekter og særligt Moon-bevægelsens udbredelse i Japan, og denne mødte i stigende grad modstand fra det japanske folk, idet man begyndte at forholde sig til de samfundsmæssige problematikker forbundet med nyreligiøse sekter. Det japanske folk var imidlertid også splittede over den statsbegravelse, man valgte at give Shinzo Abe, idet mange mente, at han ikke var værdig nok til denne.
Det var Tetsuya Yamagamis mor, der havde meldt sig ind i Moon-bevægelsen, som hun overdrog hele sin opsparing til, så hun til sidst gik personligt konkurs, men hun blev alligevel ved med at spørge sin søn om penge, så hun kunne fortsætte med at støtte sekten økonomisk. Men Tetsuya havde under sin opvækst bevidnet, hvordan Moon-bevægelsen havde misbrugt hans mor og drevet hende ud i gæld, så han var udmærket klar over, at hun var et offer for denne. Men eftersom hun af egen fri vilje lod sig udnytte, kunne han intet stille op. Frustrationerne over at se sin mors liv blive ødelagt påvirkede Tetsuya Yamagami under hele hans opvækst og videre i voksenlivet, hvor han udviklede et dybt had over for Moon-bevægelsen, hvilket han blandt andet skrev om på Twitter, hvor hans brugerprofil i 2019 blev deaktiveret grundet hans truende sprog.
Oprindeligt havde han da også tænkt sig at dræbe lederen af sekten, Hak Ja Han, da hun i 2019 besøgte Japan, men det var ikke muligt for ham at komme tæt nok på hende, og af den grund kastede han i stedet blikket mod Shinzo Abe, da han i 2021 så en video, hvor Shinzo Abe talte positivt om Hak Ja Han og Moon-bevægelsen. Han havde først planlagt at fremstille en bombe, men eftersom en eksplosion kunne dræbe uskyldige mennesker, besluttede han sig for at fremstille en pistol, så han kunne sigte mod sit mål og kun ramme dette. Og ved at følge Shinzo Abes politiske aktiviteter via hans hjemmeside, kunne Tetsuya Yamagami vælge den dato og det sted, hvor det var mest oplagt at likvidere den tidligere premierminister.
Den 7. juli 2022 deltog Shinzo Abe i et politisk arrangement i Okayama, hvor Tesuya Yamagimi derfor rejste til med intentionen om at dræbe ham efter at have testet sin hjemmelavede pistol. Men da det viste sig, at folks personlige ejendele blev gennemset, valgte han at udskyde sine planer til dagen efter, hvor Shinzo Abe meget praktisk ville ankomme til Nara, hvor Tetsuya boede. Den 8. juli befandt han sig derfor blandt de fremmødte ved Yamato-Saidaiji station, hvor ingen bemærkede, at han hev at skydevåben frem, som han uden varsel valgte at affyre mod Shinzo Abe, mens han stod og holdt sin tale.
Søndag den 8. juni 2008 blev Tokyo ramt af en tragedie, da en mand kørte en lastbil ind i en menneskemængde, der var ved at krydse vejen i den populære bydel Akihabara. Tre mennesker mistede livet, mens to blev såret, men efterfølgende steg manden imidlertid ud fra køretøjet, hvorved det viste sig, at der ikke var tale om en ulykke, idet han herefter gav sig til at stikke de chokerede vidner ned med en medbragt daggert, så der opstod panik, idet påkørslen havde fået mange til at stimle sig sammen på stedet – heriblandt en politimand, der var blandt de 12, der endte med at blive stukket ned. Fire af disse blev dræbt, og 17 mennesker lå dermed døde eller sårede midt på gaden, hvor de fleste gav sig til at flygte i stedet for hjælpe af frygt for at blive ofre for den gale gerningsmand, der gik rundt i et lyst jakkesæt og lignede en helt almindelig mand. Kort efter angrebet, der kun varede få minutter, lykkedes det dog for en politimand at opspore den skyldige i en sidegade, hvor han blev overmandet og anholdt for øjnene af en tilstedeværende fotograf.
Der var tale om den 25-årige Tomohiro Kato fra Shizuoka. Forinden angrebet havde han på internettet givet udtryk for, at han havde haft en forfærdelig opvækst med mishandling, og han havde i 2006 forsøgt selvmord grundet gæld. Årsagen til angrebet var muligvis Katos frygt for at miste sin stilling efter en hændelse på arbejdspladsen tre dage før, men der var tilsyneladende ingen planer om at fyre ham. Kato havde planlagt angrebet på forhånd, eftersom han havde købt to knive to dage før og tilmed advarede om det på internettet 20 minutter inden ved at skrive, at han havde i sinde at dræbe mennesker i Akihabara, ligesom han i den forbindelse postede selvnedsættende kommentarer om sin egen person.
Dette gjorde han ifølge ham selv for at gøre politiet opmærksom på ham, så de ville nå at stoppe ham i tide. Af samme grund havde han faktisk kørt rundt i området længe, før han til sidst besluttede sig for at køre ind i en menneskemængde. Akihabara blev udvalgt som mål, fordi Kato havde tænkt sig at dræbe så mange mennesker som muligt, og derfor udså han sig et af de mest befærdede byområder i Tokyo. Med syv dødsofre var der da også tale om den værste knivmassakre i Japan siden skolemassakren i Osaka i 2001, der underligt nok også fandt sted den 8. juni.
Kato blev i 2011 dømt til døden, og i 2014 begik hans lillebror selvmord – tilsyneladende i skam over det, som hans storebror havde gjort. Kato selv blev henrettet i 2022.
Den 1. juni 2004 var to skolepiger alene i et klasseværelse under frokostpausen på en skole i byen Sasebo i Nagasaki-præfekturet, da den ene af dem pludselig valgte at skære i den anden med en medbragt hobbykniv. Offeret var den 12-årige Satomi Mitarai, der fik halsen skåret over, så hun endte med at forbløde, og den anden pige efterlod herefter den livløs krop, da hun gik tilbage til deres fælles klasseværelse, hvor blodet på hendes tøj blev bemærket af en lærer, der herefter fandt frem til Satomi og omgående slog alarm. Men det var desværre for sent, idet pigen omkom af blodtab på skolen, før hjælpen nåede frem.
Den skyldige part blev hurtigt udpeget, eftersom hun havde blodpletter på sit tøj, men man troede i første omgang, at man havde at gøre med et uheld, indtil pigen indrømmede, at der faktisk var tale om en bevidst handling. Og hele Japan blev dermed rystet over at finde ud af, at der var tale om en kun 11-årig pige, der tilsyneladende var et offer for internetmobning begået af Satomi, hvilket førte til en konfrontation i klasseværelset, der eskalerede i den i forvejen planlagte hævnakt. Pigen var nemlig blevet inspireret af en scene på TV til at tage livet af Satomi med en hobbykniv, og derfor bragte hun en sådan med i skole, hvor hun under frokostpausen lokkede Satomi ind i et tomt klasseværelse, hvor hun kunne tage livet af hende uden vidner til stede.
Grundet hendes unge alder kunne pigen dog ikke dømmes for forbrydelsen, og hendes navn er af samme grund aldrig blevet offentliggjort. Man tog dog i betragtning, at hun trods alt havde taget et andet liv og myndighederne valgte derfor at institutionalisere pigen i 4 år. Hun blev efterfølgende diagnosticeret med Aspergers syndrom, og sygdommen er siden blevet anset for at være en del af forklaringen på hendes handling, men umiddelbart efter drabet blev der spekuleret i, hvilke andre mulige sociokulturelle faktorer, der kunne føre til, at en kun 11-årig pige blev morder. Børns adfærd på især elektroniske medier kom derfor i fokus, og den kriminelle lavalder blev atter diskuteret, efter den i 2001 var blevet sænket fra 16 til 14 år, efter en 14-årig dreng havde dræbt to børn i Kobe i 1997. Skoledrabet i Sasebo blev imidlertid anset for at være et ekstremt særtilfælde og der blev derfor ikke pillet ved den kriminelle lavalder, men sagen er fortsat en af de mest omtalte kriminalsager i Japan, og den 11-årige pige omtales ofte som Japans yngste morder, selvom det langt fra er tilfældet.
Selvom hendes identitet er forsøgt holdt hemmeligt, så florerer der billeder på nettet af den pågældende klasse fra Sasebo, hvor begge piger optræder. Eftersom den 11-årige drabsmand er iført en trøje med teksten “Nevada” på dette billede, så er hun blevet kendt som Nevada-tan (tan er en forenkling af “chan”: en tiltaleform, der anvendes til piger og små drenge). Hun fik desuden lov til at bestå grundskolen, så hun på den måde kunne få et diplom, der kunne bringe hende videre i uddannelsessystemet, så hun kunne opbygge en normal tilværelse som voksen.
Norio Nagayama var 16 år, da han i 1965 blev vidne til en gidselsituation i Shibuya i Tokyo, hvor gerningsmanden Misao Katagiri åbnede ild mod politiet og de flere tusinde opmødte på gaden. Dette inspirerede Nagayama til tre år senere at begå sine egne forbrydelser, da han som 19-årig tog på et drabstogt rundt omkring i Japan, hvor han slog 4 tilfældige mænd ihjel med en pistol, som han havde stjålet fra en amerikansk flådebase. Det første af disse drab fandt sted den 11. oktober 1968, hvor Nagayama skød en 27-årig vagt på Tokyo Prince Hotel. Tre dage senere var han taget til Kyoto, hvor han skød endnu en vagt – denne gang en 69-årig mand, der patruljerede ved Yasaka-helligdommen. Den 26. oktober var Nagayama så ankommet til Hokkaido, hvor han skød en 31-årig taxachauffør i Hakodate, og det sidste drab fandt sted den 5. november, hvor han skød endnu en taxachauffør – en 22-årig mand i Nagoya. Mens de første to ofre var blevet slået ihjel uden grund, så blev de to sidste dræbt i forbindelse med et røveri. Alle ofre var ikke desto mindre mænd i arbejde.
Selvom politiet ledte efter gerningsmanden bag de fire drab, så var de dog ikke på sporet af Nagayama, der derfor forblev på flugt helt frem til den 7. april 1969, hvor han ved et rent tilfælde blev anholdt, da det blev opdaget, at han var i besiddelse af et skydevåben. Efter det kom frem, at han stod bag drabene på de 4 mænd, stod man dog med et dilemma, for eftersom Nagayama var 19 år, så var han ifølge loven umyndig, så det var kontroversielt, om han skulle idømmes dødsstraf, selvom han havde 4 ofre på samvittigheden. Hans retssag endte derfor med at strække sig over 10 år, indtil han i 1979 rent faktisk blev dømt til døden, idet man ikke kunne ignorere omfanget af hans forbrydelse. Hans sag blev desuden gjort til udgangspunkt for fremtidige dødsdomme i Japan, hvor man siden har valgt at forholde sig til en række kriterier, før man dømmer folk til døden, og således blev det muligt at give umyndige gerningsmænd denne ultimative straf, indtil myndighedsalderen i 2022 blev nedsat til 18 år. I Japan kan personer under 18 år nemlig ikke idømmes dødsstraf.
Nagayama blev henrettet i 1997 i en alder af 48 år, og selvom han blev kendt som seriemorder, så døde han imidlertid som en prisbelønnet forfatter. I fængslet begyndte Nagayama nemlig at skrive romaner, og han nåede at udgive flere værker før sin død. Årsagen til hans forbrydelser skyldtes tilsyneladende, at han var vred på samfundet og ønskede at straffe dette for sin egen ulykke, idet han var vokset op i fattigdom på Hokkaido, hvor han aldrig havde oplevet omsorg og kærlighed. Dette fik ham til at rejse til Tokyo, hvor han levede en ussel tilværelse, der til sidst blev for meget for ham.
Tsutomu Miyazaki blev i 1962 født før tid og kom til verden med deforme hænder, så han blandt andet havde stive håndled. Dette forhindrede ham dog ikke i at leve en normal tilværelse, men han oplevede imidlertid social udstødelse grundet sit fysiske handikap såsom mobning i skolen, selvom han ellers kom fra en velhavende familie. Dette betød også, at hans forældre havde travlt med at arbejde, og han fik derfor stillet en støttepædagog til rådighed, men generelt oplevede han ikke omsorg i løbet af sin barndom, og han følte heller ikke, at hans familie gad lytte til hans problemer og tage dem seriøst. Da Miyazaki færdiggjorde skolen og begyndte at arbejde, besad han en så negativ attitude, at han fik et dårligt ry på arbejdspladsen og derfor blev forflyttet. Dette nægtede Miyazaki imidlertid, så han protesterede ved at nægte at tage på arbejde og isolerede sig selv i sine forældres hjem i Tokyo, hvor han boede og begyndte at dyrke sin interesse for voldelige videospil, gyserfilm, manga og anime.
Tsutomu Miyazaki havde et anspændt forhold til sine forældre og to søstre, som han altså boede sammen med, men han var imidlertid glad for sin bedstefar. Da han døde i 1988, førte dette derfor til et mentalt sammenbrud for Miyazaki, der havde svært ved at kapere tabet, hvilket bevirkede, at han i stedet begyndte at fokusere på at udleve de fantasier og lyster, som han indtil da havde tilbageholdt, da han nogle måneder senere påbegyndte den stribe af forbrydelser, der ville ende med at gøre ham til en af de mest omtalte drabsmænd i nyere japansk kriminalhistorie. Miyazaki var nemlig pædofil, og dagen efter sin 26 års fødselsdag, den 22. august 1988, så han en mulighed for at få realiseret sine seksuelle lyster, da han var ude at køre rundt nord for Tokyo og hér fik øje på den 4-årige Mari Konno, som var hjemme hos en veninde for at lege.
Miyazaki så sit snit til at kidnappe den lille pige og køre væk med hende i sin bil, uden nogen nåede at se det, så da Maris forsvinden blev opdaget, vidste man altså ikke, at man stod med en kidnapning. Pigens forældre levede dermed i uvished om hendes skæbne, indtil den 9. februar 1989, hvor de fandt en æske foran deres dørtrin med en tilhørende tekst, som påstod, at den indeholdt Maris rester. Da æsken blev åbnet, viste det sig ganske vist, at den indeholdt både aske, knoglestykker og 10 små tænder, hvorved det stod klart, at Mari muligvis var død. For Miyazaki havde simpelthen kremeret pigen og afleveret hendes rester hjemme hos hendes forældre efter et halvt år, men han havde ikke blot slået hende ihjel – efter at have kidnappet hende, havde han nemlig kvalt hende i sin bil og derefter forgrebet sig seksuelt på liget, før han filmede den døde pige og skilte sig af med hende i naturen. Efter flere måneder vendte han så tilbage til den forrådnede krop, hvor han savede hænderne og fødderne af, som han bragte med sig hjem, hvor han ligeledes sørgede for at brænde resten af Maris krop, så han altså kunne aflevere hendes aske til hendes forældre med en tilhørende besked, der lød “Mari. Aske. Efterforskning. Bevis”. Dette tydede altså på, at Miyazaki ville have sagen efterforsket, for han var nok også den eneste, som vidste, at han i løbet af det halve år faktisk også havde stået bag to andre pigemord og dermed var en aktiv seriemorder.
Miyazakis andet drab skete nemlig den 3. oktober 1988, hvor han kom kørende på en øde landevej, da han fik øje på den 7-årige Masami Yoshizawa, som han tilbød et lift. Pigen blev enten tvunget ind i hans bil eller steg ind i den frivilligt, og hun blev herefter kørt hen til det samme sted, hvor Miyazaki havde dræbt Mari Konno halvanden måned tidligere. Hér valgte Miyazaki ligeledes at kvæle Masami, hvorpå han voldtog hendes lig og efterlod det i naturen. Hans tredje offer var en anden 4-årig pige ved navn Erika Namba, som blev kidnappet, mens hun var på vej hjem den 9. december 1988, og også hun blev dræbt og voldtaget i Miyazakis bil, hvorefter han bandt hendes arme og ben fast og denne gang skilte sig af med liget ved en parkeringsplads, hvor det blev fundet tre dage senere. Da Miyazaki så Erikas far på TV, som var glad for, at hans datter trods alt var blevet fundet, besluttede han sig for at finde frem til ligene af Mari og Masami, så også de kunne vende hjem til deres forældre, men det lykkedes ham imidlertid kun at finde frem til Mari, og det var så hér, han valgte at kremere hende.
Miyazaki valgte senere at sende en håndskrevet tilståelse til både Maris forældre og avisen Asahi Shimbun, hvorefter han sendte en lignende tilståelse til Masamis forældre og endnu en til Asahi Shumbun, og det var således hér, man indså, at de drabssager kunne være blevet begået af den samme gerningsmand, der kom til at gå under navnet “Pigemorderen”. I tilståelserne kaldte Tsutomu Miyazaki sig selv for Yuko Imada, og en nærmere undersøgelse af af hans håndskrift kunne faktisk afsløre hans medfødte deformitet, eftersom tegnene var kendetegnet ved at besidde en slags stivhed. Politiet kom dog ikke på sporet af Miyazaki, så han kunne i ro og mag begå sit fjerde drab, da han den 6. juni 1989 udså sig den 5-årige Ayako Nomoto, som befandt sig alene i en park i Tokyo. Hér valgte Miyazaki at henvende sig til den lille pige og tage billeder af hende med sit medbragte kamera, og det var sådan, han til sidst fik lokket hende med sig ind i sin bil, hvorpå han kørte bort med hende. Præcis som med de tre andre piger, så dræbte Miyazaki også Ayako i sin bil, men denne gang bragte han liget med sig hjem, hvor han over de næste par dage forgreb sig på den døde krop, mens han filmede det.
Da liget gik i forrådnelse, valgte Miyazaki at partere det, og han skilte sig efterfølgende af med kroppen ved at placere den på en gravplads, mens han kastede resterne fra sig få hundrede meter fra sit hjem. Da han indså, at politiet ville mistænke ham, hvis ligeresterne blev fundet i nærheden af hans hjem, valgte han dog at finde frem til dem igen og i stedet skille sig af med dem i en skov. Få dage senere blev Ayakos krop så fundet, og politiet fik hurtigt identificeret hende, men man var endnu ikke på sporet af nogen gerningsmand i nogle af de fire drabssager, der i løbet af et år havde fundet sted i og omkring hovedstadsområdet, og man var sådan set heller ikke sikker på, om de alle var begået af den samme gerningsmand.
Tsutomu Miyazaki blev imidlertid anholdt i juli 1989, men det var ikke, fordi han var mistænkt for drab. I stedet blev han fanget i at tage nøgenbilleder af en lille pige, da hendes far dukkede op og konfronterede Miyazaki, der samtidig blev anholdt af politiet for sin krænkende adfærd. Politiet var dog overbeviste om, at Miyazaki ikke blot var pædofil, men at han også havde noget at gøre med de mystiske pigemord i området, og efter gentagende afhøringer, valgte Miyazaki så endelig at krybe til bekendelse, da han den 9. august tilstod drabet på Ayako Nomoto, hvis hoved og fødder blev fundet i en skov dagen efter. Hendes hænder blev imidlertid ikke fundet, for ifølge Miyazaki, så havde han nemlig spist dem, fordi pigen havde kommenteret hans deforme hænder, da han kidnappede hende.
Senere tilstod Miyazaki så også at stå bag drabene på Erika Namba, Masami Yoshizawa og Mari Konno, og i hans hjem fandt man herefter tusindvis af videobånd – heriblandt hjemmeoptagelser, hvor han forgreb sig på nogle af pigernes lig. Man fandt samtidig en stor samling gyserfilm, videospil, tegneserier og tegnefilm, og Miyazaki blev af den grund betragtet som en otaku – en inkarneret fan af popkulturelt materiale, hvilket førte til, at han i medierne blev udråbt som Otaku-morderen. Dette resulterede i en decideret hetz mod otakuer, der fik tillagt negative værdier, så der i samfundet opstod en afstandstagen til og frygt for folk, hvis hobby eksempelvis var videospil og tegnefilm, ligesom producenterne af disse blev beskyldt for at skabe en fantasiverden, som visse folk blev fanget i, så de mistede deres virkelighedopfattelse og sociale kompetencer og dermed blev til psykopater.
Liget af Masami blev omsider fundet i september, hvor man også fandt Maris hænder og fødder hos Miyazaki, og man stod således med beviser nok til at kunne føre en sag imod ham. I retten gav Miyazaki en detaljeret beskrivelse af sine forbrydelser, og han opfandt samtidig et alter ego og påstod, at det var denne anden personlighed, som havde kontrolleret ham under drabene på de fire piger, men selvom man erkendte, at han tydeligvis led af mentale problemer, så blev han ikke desto mindre dømt til døden i 1997 – tre år efter at hans far tilsyneladende havde begået selvmord i skam over at have en barnemorder som søn. Miyazaki blev hængt i 2008 i en alder af 45 år, og på dette tidspunkt var man også begyndt at forholde sig til otaku-miljøet på mere nuanceret vis, da det efterhånden stod klart, at det ikke er fankulturen, som er skadelig, men derimod den manglende ansvarstagen fra samfundets side, når folk med psykiske problemer ikke får den hjælp, som de har brug for. Det er nemlig dette, som ofte fører til den isolation og tilbagetrækning, der for manges vedkommende ender med en dyrkelse af fantasiverdener, og for meget fås vedkommende kan dette eskalere og udvikle sig til voldelig adfærd, perversioner og mørke tanker, fordi de i forvejen lider af mentale forstyrrelser.
Nytårsaftensdag i år 2000 tog en kvinde hen for at besøge sin datter, svigersøn og børnebørn i Setagaya-distriktet i Tokyo, men endte imidlertid med at finde dem alle døde, da hun ankom til huset, der fungerede som en tilbygning til hendes eget. Der var tale om den 44-årige Mikio Miyazawa, hans 41-årige kone Yasuko og deres to små børn, 8-årige Niina og 6-årige Rei. Alle foruden Rei var blevet stukket ihjel – han var som den eneste derimod blevet kvalt. Og da politiet ankom til gerningsstedet kunne man konkludere, at familien højst sandsynligt havde været døde i godt og vel et halvt døgn, hvilket vil sige, at de altså blev slået ihjel om aftenen den 30. december.
Der var desuden tegn på, at morderen herefter blev i huset i flere timer, hvilket betød, at politiet kunne indsamle en overvældende mængde bevismateriale i form af over 10.000 effekter og spor – heriblandt tøj, gerningsvåben, afføring i toilettet, fingeraftryk og DNA. Alligevel var dette dog ikke nok til at fange den skyldige, for til trods for at der var tale om en af de største menneskejagter i landets historie med over 200.000 politifolk involveret i sagen, så er det aldrig lykkedes at opklare denne. Heller ikke selvom at man ud fra mandens efterladte tøj og fodaftryk har kunnet definere hans høje, kropsbygning og skostørrelse, mens man fra DNA-spor har kunnet konkludere, at der muligvis er tale om en mand med en asiatisk far og en mor med europæiske gener i sin slægt.
Sagen om familiedrabet i Setagaya er således en af de største mordgåder i Japan, der endnu efterforskes af det lokale politi, da denne sag i høj grad var medvirkende til, at ændre loven, så drabssager i Japan ikke længere kan forældes, hvilket var tilfældet i 2000, hvor drabssager blev forældet efter at have været uopklarede i 15 år. Der er ingen der ved, hvorfor lige netop Miyazawa-familien skulle dø, men umiddelbart kunne det tyde på, at der var tale om et planlagt hjemmerøveri, eftersom gerningsmanden havde medbragt sin egen kniv, som dog knækkede under angrebet på Mikio, så han måtte erhverve sig en af familiens knive fra køkkenet, som han anvendte til at dræbe Yasuko og Niina med, efter at han på forhånd havde stukket dem med den ødelagte kniv. Han var efter alt at dømme brudt ind i huset via et vindue på første sal og dræbte umiddelbart først sønnen Rei, der lå og sov på sit værelse ved at kvæle ham, hvorefter han knivstak Mikio, mens han kom op ad trappen fra stueetagen. Manden gik herefter videre til loftværelset, hvor han ligeledes stak Yasuko og datteren Niina, som vist også lå og sov. De blev dog fundet på første sal, hvor de efter alt at dømme søgte ned, da gerningsmanden opgav det første angreb på dem, men de blev herefter udsat for et nyt angreb med en ny kniv, som blev hentet fra køkkenet på samme etage.
Det er muligt, at gerningsmanden herefter blev i huset helt frem til klokken 10.40 næste dag, da børnenes mormor ringede på. I dette tidsrum brugte han blandt andet familiens computer, rodede i deres personlige papirer, spiste is, drak te og sov på sofaen i stuen. Om han kendte familien eller ej er dog et mysterium, ligesom det er en gåde, hvorvidt han brød ind i huset for at dræbe dem, eller om dette var et uforudset udfald. At han medbragte sin egen kniv tydede dog på, at han var beredt på at slå ihjel, hvis det blev nødvendigt, men det er ikke til at sige, hvad der har været motivet bag denne forbrydelse. Dog ved man, at gerningsmanden slap afsted med et stort kontantbeløb, men man ved ikke, hvorfor han efterlod størstedelen af sin påklædning – heriblandt overtøj.
Den 27. maj 1997 blev den 11-årige Jun Hases afhuggede hoved fundet ude foran en skole i Kobe, før eleverne mødte op til undervisning. I munden havde han en seddel, der var skrevet med rødt blæk, hvor morderen, der kaldte sig for Seito Sakakibara, opfordrede politiet til at prøve at finde ham. Imens efterforskningen stod på, modtog en avis et identisk brev, der ligeledes var underskrevet “Seito Sakakibara”, hvilket er blevet det pseudonym, som gerningsmanden offentligt er blevet kendt som. Det viste sig nemlig, at Juns morder var en kun 14-årig dreng, der blev anholdt efter en måneds efterforskning, som var målrettet ham, idet politiet i forvejen havde kendskab til den mistænkte grundet sager om dyremishandling. Men ved at læse hans dagbog blev det samtidig afsløret, at Jun slet ikke var hans første offer.
Seito Sakakibara stod nemlig bag en række hidtil uopklarede angreb på tilfældige piger i Kobe siden februar, og den 16. marts havde han overfaldet den 10-årige Ayaka Yamashita med en hammer, og hun endte simpelthen med at dø af sine kvæstelser en uge senere. Da Seito fandt ud af dette, udviste han ingen skyldfølelse, for han agtede nemlig at eksperimentere med grænsen mellem liv og død og udså sig derfor yngre børn som sine ofre. Den 24. maj blev Jun Hase så meldt savnet, da han ville besøge sin bedstefar, men aldrig dukkede op. Han blev nemlig kidnappet på åben gade af Seito, der denne dag var taget ud på en cykeltur for at lede efter et barn, så han kunne få opfyldt sin fantasi om at slå et menneske ihjel. Han udså sig i den forbindelse Jun, fordi han gik alene, og lokkede drengen med sig ved at spørge, om han ville med op i bjergene og se på skildpadder. Og det var så hér, den 14-årige forsøgte at dræbe Jun ved at kvæle ham, men drengen kæmpede dog imod, så der gik lang tid, før han døde. Seito blev vred over, at det var så svært at slå Jun ihjel, men han følte samtidig en vis forløsning over at have taget et andet liv, så han nu havde to på samvittigheden.
Seito gemte Juns lig og vendte tilbage dagen efter, hvor han havde planlagt at save drengens hoved af, hvilket han tidligere havde gjort med katte, men at gøre det på et menneske var noget, som han ifølge sig selv nød at gøre endnu mere, eftersom det ligefrem tændte ham. Han maltrakterede desuden Juns ansigt og drak sågar noget af hans blod, fordi han mente, at det ville rense hans krop, eftersom det kom fra et uskyldigt barn. Seito efterlod kroppen og tog hovedet med sig i en medbragt taske, og han blev faktisk spottet af nogle betjente, som ledte efter Jun, da han var på vej ud fra skoven, men fordi han selv var en dreng blev han ikke mistænkt for at have foretaget sig noget ulovligt. Han gemte efterfølgende hovedet i et hult træ, men han indså samtidig, at politiet på et tidspunkt ville finde frem til enten det eller resten af kroppen, og af den grund besluttede han sig for at drille politiet ved selv at stille hovedet til offentlig skue. Den 26. maj hentede han hovedet hjem, hvor han vaskede det og skrev den seddel, som han placerede i munden, før han midt om natten tog hen til sin skole, og hér anrettede hovedet ude foran indgangen. Drengens krop blev fundet næste morgen, da man havde opdaget hovedet.
Den 14-årige gerningsmand tilstod begge drab, men kunne ikke blive straffet for disse, fordi han på daværende tidspunkt var mindreårig. Han endte i stedet med at blive sendt på en ungdomsanstalt, men allerede i 2004 blev han prøveløsladt, og året efter var han en fri mand med adressebeskyttelse. I 2015 udgav han sågar en bog, hvori han selv har klarlagt detaljerne omkring drabene. Sagen har været en af de mest omtalte kriminalsager i Japan, og den førte til, at man så sig nødsaget til at nedsatte den kriminelle lavalder fra 16 til 14 år. Japanske medier har valgt at bryde loven og siden offentliggøre den sande identitet på gerningsmanden som værende Shinichiro Azuma, da de mener, at det er i offentlighedens interesse at vide, at der går en farlig mand løs iblandt dem. Flere japanere har samme opfattelse, og derfor deles der nu og da billeder af Azuma på internettet, når det lykkes for folk at genkende ham i offentligheden, således at hans anonymitet altså ikke længere er sikret.
Junko Furuta var en 17årig pige fra Misato i Saitama-præfekturet, hvor hun ved 21-tiden den 25. november 1988 blev kidnappet af en teenagedreng ved navn Hiroshi Miyano, der sammen med sin ven Nobuharu Minato gik rundt i byen med det formål at berøve og voldtage kvinder. De to var i forvejen kendt af politiet for lige netop denne type forbrydelser og udså sig Junko som deres offer, da de om aftenen så hende komme cyklende på vej hjem var arbejde. Kidnapningen skete ved at Nobuharu væltede Junko af cyklen, hvorefter han flygtede fra stedet. Hiroshi spillede rollen som vidne og foreslog at følge den forskræmte pige hjem, men i stedet tog han hende med til et nærliggende pakhus, hvor han bad hende adlyde ham, medmindre hun ville dø. På den måde overtalte han Junko til at tage med til et hotel, hvor han voldtog hende og desuden ringede til Nobuharu og to andre venner, Jo Ogura og Yasushi Watanabe, og fortalte dem, hvad der foregik. De fire mødtes efterfølgende i en park, før de tog hjem til Nobuharus forældres hus i Adachi i Tokyo og hér voldtog Junko på skift.
De fire drenge fortalte Junko, at de var medlemmer af den japanske mafia Yakuza, og at de ville sørge for, at hendes familie blev slået ihjel, hvis hun forsøgte at flygte. De overtalte hende på den måde til at ringe til sine forældre for at fortælle, at hun var stukket af hjemmefra, og at hverken de eller politiet skulle lede efter hende. Det var et faktum, at Hiroshi Miyano rent faktisk havde forbindelser til Yakuzaen, og derfor turde Nobuharus forældre intet gøre, da de blev opmærksomme på, hvad der foregik i deres hus. Faktisk var der omkring 100 individer, der til sidst vidste, at Junko blev holdt fanget, fordi de fire drenge pralede om dette til deres venner, hvoraf mange af disse var medlemmer af mafiaen, og tilmed inviterede flere af dem til at komme forbi og voldtage hende, mens hun blev holdt fanget som en slave. Ingen af drengene gik i skole, og de opholdt sig derfor for det meste hos Nobuharu, hvor de hang ud og fik tiden til at gå ved at ryge og drikke, mens de underholdt sig med Junko ved at voldtage hende eller tæske hende, når de fik lyst.
Junko blev holdt indespærret i 41 dage, hvor hun blev voldtaget over 400 gange og udsat for både vold og forskellige grader af tortur, der for eksempel indebar, at hun blev hængt op og brugt som boksebold, ligesom hun blev tvunget til at drikke sit eget tis og fik stukket fyrværkeri i mund, ører, vagina og anus. Hun fik desuden flået sin ene brystvorte af med en knibetang og blev sat ild til flere gange, hvilket blot var nogle af de afskyelige ting, som pigen blev udsat for. Alt dette foregik frem til den 4. januar 1989, hvor Junko blev udsat for massiv vold, så hun endte med at dø af indre blødninger. Pigen havde i forvejen gennemgået så meget tortur, at hendes ansigt var så hævet og misfarvet af blodansamlinger, at man ikke kunne kende hende. Hun havde mistet evnen til at holde på vandet, hun kunne ikke længere gå, og de mange brandsår på hendes krop var inficerede, så hendes kød var gået i forrådnelse.
Drengene pakkede Junkos lig ind i tæpper og lagde det i en taske, før de skilte det af vejen ved at anbringe det i en tønde, som de fyldte med cement. Denne kørte de så til en byggeplads i Koto-distriktet i Tokyo, hvor de efterlod den, før de tog hjem og fortsatte tilværelsen, som om intet var sket. Men i forbindelse med afhøringen i en anden voldtægtssag tilstod Hiroshi Miyano dog den 23. januar, at han sammen med sine tre venner havde dræbt Junko, og han fortalte samtidig politiet, hvor de kunne finde hendes lig, så hendes død dermed blev bragt frem i lyset. Hiroshi og de tre andre gerningsmænd blev efterfølgende anholdt for drabet på Junko, men de var imidlertid mellem 16 og 18 år, så ifølge japansk lov var de umyndige, hvilket betød, at deres navne blev holdt hemmelige, men på grund af sagens brutalitet valgte flere medier alligevel at offentliggøre deres identiteter, idet de mente, at det var i offentlighedens interesse at vide, at så ondskabsfulde unge mennesker kunne eksistere.
Da sagen kom frem i lyset, og detaljerne omkring denne blev afsløret, vakte det nemlig et ramaskrig i Japan, da man fandt ud af, hvad Junko havde været udsat for, før hun døde, og at så mange tilmed havde haft kendskab til hendes lidelser uden at gribe ind eller blot anmelde det. At det var teenagedrenge, der stod bag en så brutal forbrydelse var ligeledes med til at vække forargelse og den blev således et symbol på den stigende ungdomskriminalitet, der prægede Japan i denne tid, hvorved sagen blev et symbol på et samfund i krise. Sagen blev dermed en af de mest omtalte drabssager i Japans historie og er fortsat en af landets mest famøse kriminalsager, idet den har kastet moralsk skam over samfundet ved at vise dets allermørkeste sider.
Dog har sagen også ført til fejlinformationer på internettet, hvor det af en eller anden grund er en populær myte, at Junko Furuta blev holdt fanget i 44 dage, selvom man med simpel matematik kan regne sig frem til, at dette ikke passer. Der er ligeledes blevet lavet flere film om mordet på Junko Furuta, hvilket har resulteret i, at makabre scener fra disse bliver delt med påstanden om, at det er billeder af Junko Furuta, selvom der blot er tale om skuespillerinder. Til trods for at Junko godt nok blev fotograferet af de fire drenge, så er disse billeder aldrig blevet offentliggjort. Tidligt under hendes tilfangetagelse blev der nemlig taget nøgenbilleder af hende for at forhindre hende i at flygte med påstanden om, at billederne ville blive udgivet, hvis hun stak af.
Hiroshi Miyano var den ældste og blev anset for at være gruppens leder, og han modtog derfor også den strengeste straf på 20 års fængsel, mens hans yngre venner fik noget mildere domme. Nobuharu Minato modtog en dom på 5 til 9 års fængsel, og Yasushi Watanabe blev idømt 5 til 7 års fængsel, mens Jo Oguras dom lød på mellem 5 og 10 års fængsel. De milde domme skyldtes deres alder. Havde de været fyldt 18, kunne de nemlig være blevet idømt dødsstraf og livsvarigt fængsel. Alle fire er siden blevet løsladt, men de har alle, foruden Yasushi, været i klammeri med loven på ny, hvilket har ført til nye fængselsstraffe. Flere af dem foretog desuden navneændringer, så Nobuharu eksempelvis skiftede navn til Shinji.