Baoh the visitor er en såkaldt OVA – et slags enkeltstående værk, der bare er lavet for at underholde fans af et bestemt franchise. Der er derfor ikke den store historie, ligesom man som seer bliver kastet ind i denne uden rigtig at blive introduceret for handlingen. Boah the visitor er derfor mest af alt et eksempel på, hvordan anime består af forskellige universer, der byder på vidt forskellige ting, og denne film er nok mest kendt for at være en af de mere makabre af slagsen med grafisk vold af temmelig modbydelig karakter. Den er nemlig fra en tid, hvor censur ikke havde vundet ind, så der er masser af eksempler på blodige scener. Faktisk er det tydeligt, at filmen udelukkende har til formål at chokere på visuel vis, for der er både dyr, der bliver dræbt, ansigter, der smelter, og øjne, der popper ud af hovedet. Filmen er altså ikke for sarte sjæle, men det er alt i alt også bare en handlingsløs en af slagsen med svingende kvalitet
Nasu: Summer in Andalusia er et eksempel på, at der bliver lavet anime om alt, idet handlingen udspillet sig under cykelløbet Vuelta a España i Andalusien. Hvis man er cykelfan, er filmen derfor værd at bruge tid på. Særligt fordi at den kun varer 47 minutter og derfor er langt kortere end et rigtigt cykelløb. Hér får man tilmed mulighed for at komme tæt på en rytter og ind på livet af ham, så man lærer hans drive og problemstillinger at kende, så filmen giver endda en forståelse for, hvordan det er at være en professionel cykelrytter. Når det er sagt, så er det dog også netop en kort film, hvor man kastes direkte ind i handlingen uden at kende til hverken den eller dens karakterer.
Black Magic M-66 blev udgivet et par år efter Terminator, men mangaen er skrevet før udgivelsen af Terminator. Alligevel er lighederne mellem de to film mange. Da der er tale om en såkaldt OVA (Original Video Animation), så er Black Magic M-66 meget kort, idet filmen varer 48 minutter, og den er derfor ikke fyldt med så meget handling eller fortælling. Størstedelen af filmen er faktisk bare actionscener, hvor man på visuel vis forsøger at skildre kreativiteten fra skaberen Masamune Shirow, der nok er mest kendt for at være manden bag Ghost in the Shell. Når man forholder sig til, at denne film er fra 1987, så er der da også tale om mange fascinerende effekter, og både vold og ødelæggelser er på ingen måde tegnefilmsagtige.
Typhoon Noruda er en kortfilm på sølle 27 minutter, der i 2017 blev udgivet af det unge Studio Colorido. Og dette gjorde de tydeligvis bare for at kunne vise, hvad de var i stand til at kreere – muligvis i et forsøg på at skaffe investorer til større projekter. For at engagere sig i noget så grundlæggende som en historie, har man åbenbart ikke haft midlerne til, så derfor har man valgt at producere en film uden andet end et klimaks. Det er ærgerligt at man filmen igennem skal sidde med en forvirret følelse, som stadig er intakt når den slutter, for filmen er flot og dynamisk animeret, så hvis der var tale om en rigtig film, så kunne den uden tvivl have været god.
Goku: Midnight Eye er en 50 minutter lang film af Yoshiaki Kawajiri, og når man tænker på, at denne film er fra 1989, så er den faktisk ret godt lavet. Så det er egentlig irriterende, at man ikke lige investerede en lille smule mere, så den kunne være blevet trukket op på et bedre niveau. Det er ærlig talt en ret ukendt film af gode grunde, for historien hænger lidt, selvom den godt nok er dramatisk og actionfyldt. Tempoet og fortællemetoden trænger bare til nogle justeringer, og så kunne filmen sagtens have hamlet op med Akira, som jo blev udgivet året forinden. Dette er derfor et eksempel på, hvordan en film kan fejle i at blive kendt og dermed også ikonisk, hvis der ikke investeres nok penge i projektet, for kreativiteten og talentet har tydeligvis været til stede hos folkene bag.
Devilman: The Birth er den første filmatisering af manga-serien om Devilman, der allerede blev lavet til en serie i 1972, da mangaen begyndte. I 1987 producerede man så en 50 minutter lang film om Devilmans oprindelse, og selvom kvaliteten i denne er svingende, så er det trods alt en værdig introduktion til universet. Handlingen er desværre svag, hvilket skyldes, at denne udspiller sig på under et døgn, hvor man som seer ikke rigtig har mulighed for at forholde sig til historien eller dens personer, før det hele eksalerer på forskellig grafisk vis med al den vold, sm Devilman trods alt er kendt for at besidde. S selve karakterregistret består overordnet set af 3 karakterer, men der ikke lagt vægt på eksplicit at skildre forholdet imellem dem, så filmen bliver mest af alt bare action med drama på i stil med OVA’erne fra 1980’erne.
Into the Forest of Fireflies’ Light gør noget, som de færreste kortfilm kan. Den fortæller simpelthen en komplet og fængende historie på bare 45 minutter. Der er ikke behov for mere, selvom man ellers har lyst til det, for dette er en rigtig sød film, der kun er lavet for at tiltale de romantiske sjæle. Og der er ikke brug for det store drama, når man har med kærlighed at gøre. Længsel i sig selv er nok til at få folk til at lide, mens det at man ikke kan få hinanden er et klassisk romantisk plot, der denne gang har fået et tvist, når en pige forelsker sig i en ånd, som hun ikke må røre. Et simpelt men emotionelt stærkt koncept fortalt i et betagende miljø og interessant univers.
Cencoroll er snarere et enkeltstående afsnit end en film, idet den kun varer en halv time. Filmen er navngivet efter væsnet Cenco, der er et af de mest besynderlige væsner i anime, så det er lidt en skam, at man som seer ikke bliver sat dybere ind i universet, så man kan danne sig en forståelse for dette og en tilknytning til dets karakterer. Trods den høje kvalitet er der tydeligvis tale om en lavbudget-produktion, men på trods af det er det nu engang en vellykket en af slagsen, for anime-kortfilm er ofte så dårlige, at man undrer sig over, hvorfor der overhovedet er blevet investeret tid og penge i dem. Men denne var dog så vellykket, at den efter hele 10 år fik en efterfølger, der kunne bygge videre på handlingen.
Blood: The Last Vampire er første segment i Blood-franchiset, men den egner sig dog ikke som oprindelsesfortælling, eftersom der ikke er nogen introduktion til universet eller karaktererne. Som seer bliver man bare kastet ind i en verden og må forholde sig til den uden nogen forudgående forklaring, og det er derfor mest af alt en konceptudgivelse, hvilket filmens længde på 45 minutter også afspejler. Der er heldigvis lagt penge og energi i kvaliteten, så det har været muligt at producere en betagende og interessant film med banebrydende effekter og nytænkning inden for vampyrgenren. Det realistiske karakterdesign og den dynamiske animation gør i sig selv filmen seværdig, men som introduktion til Blood-franchiset er den også værdig.
The Garden of Words er en film af Makoto Shinkai, der er kendt for at levere visuelt flotte værker. Dette er dog en af hans kortere film på kun 46 minutter, men kvaliteten er endnu på et absurd højt niveau, og på tre kvarter bliver der fortalt en simpel men komplet historie med et voksent publikum som målgruppe. For det første fordi handlingen tager fat om emnet kærlighed fra et tabubelagt perspektiv, ligesom fortællingen foregår i et meget naturligt og langsomt tempo, hvilket kan få filmen til at føles længere end den er. Men netop fordi filmen ikke er længere, så ville dette være en oplagt mulighed for folk at smage på Makoto Shinkais fortællerteknik og overdådige animationseffekter, før de giver sig i kast med hans længere værker.