25. marts 2016: Aizuwakamatsu og Tokyo

Turen går til Aizuwakamatsu

Jeg var endnu en gang tidligt oppe, for denne dag havde jeg planlagt at besøge Aizuwakamatsu, hvilket var en lang tur fra Sendai, der først startede med, at jeg tog shinkansen til Koriyama, hvorfra jeg tog et lokaltog til Aizuwakamatsu. Turen i lokaltoget var dog vildt fascinerende, da man kommer helt tæt på de omkringliggende bjerge og kan betragte dem i detaljer. Selv japanerne i toget hev deres mobiler frem og tog billeder, da vi passerede Bandai-vulkanen. På turen begyndte det tilmed at sne, hvilket var første gang, jeg havde oplevet dette i Japan, og der lå da også et lag sne langs jernbanen. Det var derfor også meget køligere end andre steder, jeg hidtil havde været, og eftersom jeg kun var iført T-shirt, blev jeg derfor ramt af et kuldechok, da jeg steg af toget i Aizuwakamatsu, hvor jeg var kommet for at se byens borg.

Som ventet var der ikke mange turister i byen, og de får vist heller ikke mange udlændinge på besøg, for da jeg ankom til borgen gjorde de ansatte det klart, at de ikke kunne engelsk, selvom jeg henvendte mig på japansk. Det var faktisk både en skam og underligt, for Aizuwakamatsu-borgen er virkelig imponerende. Der er dog ikke tale om en original borg, men en moderne kopi af beton. Men med sine fem etager er det alligevel en stor borg og så oven i købet med et unikt design.

Jeg valgte at bestige borgen indvendigt, hvor det blev tydeligt, at den er af nyere dato, idet de fleste etager bestod af udstillinger med effekter fra fortiden, som man dog ikke måtte fotografere. Den øverste etage var derimod en udkigspost, hvor man kunne gå rundt og nyde udsigten over byen og bjergene.

Imens jeg befandt mig alene på toppen af borgen med den kolde vind, begyndte det igen at sne. Og da jeg kom ned igen, væltede det ned med store snefnug i disse i forvejen eventyrlige omgivelser. Det fortsatte endda, mens jeg vendte tilbage til stationen og glædede mig over, at det trods alt sjældent sner i Danmark sidst i marts. Men vi har så heller ikke skyer der kæler mod frosne bjergrygge.

Eftersom der kun gik hurtigtog en gang i timen, måtte jeg løbe for at nå det næste, men det kunne mit ene knæ åbenbart ikke holde til, for jeg fik ondt i det resten af dagen. Oprindeligt havde jeg planlagt at besøge Yamadera på denne dag også, men det havde jeg allerede fået gjort nogle dage forinden, så nu hvor jeg stod med tid til rådighed, tænkte jeg, at det ville være oplagt at se, om Fuji-bjerget var lige så synligt som bjergene jeg så på togturen, da det var en af de ting, jeg gerne ville nå at se på denne ferie, men endnu ikke havde fået mulighed for.

Smuttur til Tokyo

Jeg vendte derfor tilbage til Koriyama og tog shinkansen til Tokyo, hvor jeg ellers var kommet fra nogle dage forinden og tilmed skulle tilbage til dagen efter. Men hér kunne jeg trods alt få Fuji-bjerget at se, hvis vejret altså tillod det. Jeg besluttede mig derfor for at lægge turen forbi Bunkyo Civic Center, der har et gratis observationsdæk, men allerede ved min ankomst til Tokyo kunne jeg dog se på den noget hvide himmel, at jeg godt kunne trække forventningerne ned.

I stedet for at tage i Bunkyo Civic Center som det første lagde jeg derfor vejen forbi Tokyo Dome City, hvilket er et stort underholdningskompleks, som blandt andet indeholder en forlystelsespark. Jeg kom dog bare for at kigge mig omkring - ikke for at prøve noget, så det var bare et hurtigt besøg.

Herfra tog jeg videre til Koishikawa Shokubutsuen, der er en botanisk have. Egentlig ville jeg have besøgt Koishikawa Korakuen, der også er en have i Bunkyo-distriktet, men jeg kom til at forveksle dem på min GPS-app og endte på den måde i Koishikawa Shokubutsuen, der er større end Koishikawa Korakuen, da den er et mix af en park, små skove og en japansk have. Hér kunne man også gå ind i en bygning og nyde udsigten, og som ventet kunne jeg ikke se andet end tunge skyer i horisonten mod syd.

I den japanske have var der både skildpadder og karper, der spændte svømmede hen til en, når man nærmede sig søerne. De var tydeligvis vant til, at personalet kom med mad og gik derfor ud fra, at synet af mennesker betød spisetid. De samlede sig sammen i klynger og åbnede munden, men det var ikke tilladt at fodre havens dyr, der også inkluderede fiskehejrer.

Ud over dyrene var der desværre ikke meget andet at se, for eftersom det endnu var tidligt på foråret, så var blomsterne endnu ikke sprunget ud, så alt var endnu grønt og brunt - foruden kirsebærtræerne, hvor de fleste besøgende derfor opholdt sig for at tage billeder af de lyserøde blomster, der trods alt var det eneste farverige element i hele den store have, der om ikke andet var hyggelig at gå rundt i som et naturligt afbræk fra storbyen, der omgav den.

Efter mit besøg i Koishikawa Shokubutsuen gik jeg så alligevel forbi observatoriet i Bunkyo Civic Center for trods alt at nyde udsigten ud over byen, før det blev mørkt. Bag skyerne i det fjerne kunne man svagt skimte Fuji-bjergets omrids, præcis som da jeg var i Tokyo Skytree nogle dage før. Man kunne desuden også se Tokyo Skytree, der tårnede op blandt alle andre bygninger.

På den modsatte side kunne man se højhusene i Shinjuku, hvor solen også begyndte at gå ned, og eftersom jeg skulle hele vejen tilbage til Sendai, valgte jeg derfor at afslutte mit besøg i Tokyo ved at begive mig til stationen, hvor jeg atter hoppede på shinkansen med retning mod nord. Den næste dag var min sidste dag i Japan i denne omgang, så jeg ville trods alt gerne være tilbage på hotellet i god tid, så jeg kunne komme tidligt i seng.

På vej til Sendai

Ombord på shinkansen henvendte min sidemand sig pludselig til mig og spurgte på japansk, om jeg havde lyst til at snakke med ham. Nogle japanere har tendens til at tro, at så snart man kan sige konnichiwa, så er man flydende i japansk, for de taler ekstremt hurtigt og tager ikke hensyn til, at man for det første er udlænding og for det andet ikke bor i Japan og derfor har svært ved mange begreber, ord og dialekter. Han fandt sig dog til rette på mit niveau, og den næste halve time brugte vi på at snakke om forskellene mellem Danmark og Japan. Han vidste ikke så meget om Danmark og spurgte, om vi havde vundet Nobel-priser, om vi havde nogle kendte sangere eller sportsudøvere, men da jeg nævnte H.C. Andersen, vidste han dog, hvem jeg talte om... Han anede bare ikke, at han var dansk.

Der var tale om en midaldrende herre, som var meget interesseret i det danske sprog, så jeg forklarede ham, at det minder om en blanding af engelsk og tysk, men med et væld af underlige vokallyde, som han naturligvis ikke kunne udtale, eftersom man på japansk kun har 5. Han viste mig blandt andet billeder af sin hund og kone samt fra jordskælvet i 2011, idet han havde ejet en café, som måtte lukke grundet skader.

Alt i alt var det en hyggelig samtale med en ellers fremmed person. Japanere kan virke meget reserverede, men så snart de finder ud af, at man kan japansk, så er de meget snakkesalige og spørger om virkelig underlige ting, som man normalt ikke går og tænker over. At tale med udlændinge kan for dem være en måde at udvide deres horisont, men de er også interesseret i at lære andre om Japan og deres tilværelse.

Total Page Visits: 785 - Today Page Visits: 1