På denne dag besøgte jeg:
Aizuwakamatsu:
-Aizuwakamatsu-borgen
Tokyo:
-Tokyo Dome City
-Bunkyo Civic Center
-Koishikawa Shokubutsuen
Turen går til Aizuwakamatsu
Jeg var endnu en gang tidligt oppe, for jeg havde planlagt at besøge borgen i Aizuwakamatsu. Det er en lang tur fra Sendai, der først starter med shinkansen til Koriyama, hvorfra der går et lokaltog. Turen i lokaltoget er dog vildt fascinerende, da man kommer helt tæt på de omkringliggende bjerge og kan betragte dem i detaljer. Selv japanerne i toget hev deres mobiler frem og tog billeder, da vi passerede Bandai-vulkanen. På turen begyndte det at sne, og der lå allerede et lag på mange dele af strækningen. Det var meget køligere end andre steder, jeg hidtil havde været. Og eftersom borgen lå en halv times gang fra stationen i Aizuwakamatsu, måtte jeg ærgre mig over, at jeg kun havde valgt at iføre mig T-shirt. Som ventet var der ikke mange turister i byen, og de får vist heller ikke mange udlændinge på besøg, for da jeg ankom til borgen gjorde de ansatte det klart, at de ikke kunne engelsk, selvom jeg henvendte mig på japansk. Det er faktisk både en skam og underligt, for Aizuwakamatsu-borgen er virkelig imponerende.
Der er dog ikke tale om en original borg, men en kopi af beton. Men med sine fem etager er det alligevel en stor borg og så oven i købet med et unikt design. Jeg valgte at bestige borgen indvendigt, hvor det blev tydeligt, at den er af nyere dato, da der her var udstillinger med effekter fra fortiden, som man dog ikke må fotografere. Den øverste etage er udelukkende en udkigspost, hvor man kan gå rundt og nyde udsigten over byen og bjergene.
Imens jeg befandt mig alene på toppen med den kolde vind, begyndte det pludselig at sne, og da jeg kom ned igen, væltede det ned med store snefnug. Det fortsatte, mens jeg vendte tilbage til stationen og glædede mig over, at det trods alt sjældent sner i Danmark sidst i marts. Men vi har så heller ikke skyer der kæler mod frosne bjergrygge.
Smuttur til Tokyo
Eftersom der kun gik hurtigtog en gang i timen, måtte jeg løbe for at nå det, men det kunne mit ene knæ vist ikke holde til, for jeg fik ondt i det resten af dagen. Oprindeligt havde jeg planlagt at besøge Yamadera på denne dag også, men det var allerede gjort, så jeg tænkte i stedet, at det ville være oplagt at se, om Fuji-bjerget var lige så synligt som bjergene jeg så på togturen. Jeg vendte derfor tilbage til Koriyama og tog et tog til Tokyo, hvor jeg ellers var kommet fra nogle dage forinden, men her kunne jeg få Fuji-bjerget at se, hvis det altså var synligt. Jeg besluttede mig for at lægge turen forbi Bunkyo Civic Center, der har et gratis observationsdæk, men ved min ankomst til Tokyo kunne jeg dog se på den noget hvide himmel, at jeg godt kunne trække forventningerne ned. I stedet for at tage i Bunkyo Civic Center som det første lagde jeg i stedet vejen forbi Tokyo Dome City, der er et stort underholdningskompleks, som blandt andet indeholder en forlystelsespark. Jeg kom dog bare for at kigge mig omkring - ikke for at prøve noget.
Herfra tog jeg videre til Koishikawa Shokubutsuen, der er en botanisk have. Egentlig ville jeg have besøgt Koishikawa Korakuen, der også er en have i Bunkyo-distriktet, men jeg kom til at forveksle dem på min GPS-app og endte på den måde i Koishikawa Shokubutsuen, der er større end Koishikawa Korakuen, da den er et mix af en park, små skove og en japansk have. Her kunne man også gå ind i en bygning og nyde udsigten, og som ventet kunne jeg se tunge skyer i horisonten mod syd.
I den japanske have var der både skildpadder og karper, der spændte svømmede hen til en, når man nærmede sig søerne. De er tydeligvis vant til at personalet kommer med mad og går derfor ud fra, at synet af mennesker betyder spisetid. De samlede sig sammen i klynger og åbnede munden, men det var ikke tilladt at fodre havens dyr, så jeg måtte skuffe de små stakler.
Efter mit besøg i Koishikawa Shokubutsuen gik jeg så alligevel forbi observatoriet i Bunkyo Civic Center for trods alt at nyde udsigten over byen, før det blev mørkt. Bag skyerne i det fjerne kunne man svagt skimte Fuji-bjergets omrids, præcis som da jeg var i Skytree nogle dage før. Man kunne desuden også se Skytree, der tårnede sig op blandt alle andre bygninger. På den modsatte side kunne man se højhusene i Shinjuku, hvor solen også begyndte at gå ned. Eftersom jeg skulle hele vejen tilbage til Sendai, valgte jeg derfor at begive mig til stationen, og jeg endte med tiden i en shinkansen, der skulle bringe mig nordpå. Den næste dag var min sidste dag i Japan i denne omgang, så jeg ville gerne være tilbage på hotellet i god tid, så jeg kunne komme tidligt i seng.
På vej til Sendai
Ombord på shinkansen henvendte min sidemand sig pludselig til mig og spurgte på japansk, om jeg havde lyst til at snakke med ham. Japanere tror åbenbart, at så snart man kan sige konnichiwa, så er man flydende i japansk, for de taler ekstremt hurtigt og tager ikke hensyn til, at man for det første er udlænding og for det andet ikke bor i Japan og derfor har svært ved mange begreber, ord og dialekter. Han fandt sig dog til rette på mit niveau, og den næste halve time brugte vi på at snakke om forskellene mellem Danmark og Japan. Han vidste ikke så meget om Danmark og spurgte, om vi havde vundet Nobel-priser, om vi havde nogle kendte sangere eller sportsudøvere, men da jeg nævnte H.C. Andersen, vidste han dog, hvem jeg talte om... Han anede bare ikke, at han var dansk. Han blev overrasket over, at der ikke er bjerge i Danmark, og var meget interesseret i det danske sprog, så jeg forklarede ham, at det minder meget om et mix af engelsk og tysk, men med et væld af underlige vokaler som han naturligvis ikke kunne udtale, eftersom man på japansk kun har 5. Han viste mig billeder af sin hund, kone og café samt billeder fra jordskælvet i 2011. Japanere kan virke meget reserverede, men så snart de finder ud af, at man kan japansk, så er de meget snakkesaglige og spørger om virkelig underlige ting, som man normalt ikke går og tænker over. At tale med udlændinge kan for dem være en måde at udvide deres horisont, men de er også interesseret i at lære andre om Japan og deres tilværelse.
Dagens højdepunkt: Synet af Bandai-bjerget fra toget til og fra Aizuwakamatsu.
Dagens gode minde: Den japanske mand, der valgte at have en samtale med mig på vej hjem i shinkansen.
Dagens forbrug på seværdigheder: 710 yen.
Dagens gode råd: Tag en tur i observatoriet i Bunkyo Civic Center. Det giver en smuk udsigt ud over Tokyo og er gratis.