26. marts 2016: Kyoto

Endnu et smut til Kyoto

Dette var min sidste dag i Japan for denne gang, idet jeg skulle med et tidligt fly fra Narita lufthavn den næste morgen, hvor denne dag derfor skulle slutte, uden at jeg på forhånd vidste, hvad den skulle bruges på. Jeg havde nemlig allerede været alle de steder, jeg hjemmefra havde planlagt at besøge. Dog havde jeg endnu ikke set Fuji-bjerget, som jeg ellers havde håbet, fordi det hele tiden lå gemt bag skyer, hver gang jeg havde prøvet at se det, og jeg kunne se på himlen, at det også var tilfældet på denne dag. Tidligere på ugen havde jeg imidlertid været i Kyoto, hvor jeg ikke havde tid til at få set alt det, jeg gerne ville, så jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne tage til Kyoto og tilbringe dagen dér. Det er dog en lang tur fra Sendai til Kyoto. Selv med shinkansen tager de 800 kilometer over 5 timer, så eftersom jeg tog afsted klokken 7, var jeg således først i Kyoto klokken 12.

Da jeg var tjekket ud fra mit hotel, havde jeg dog al min bagage med mig, som jeg havde tænkt mig at anbringe i et opbevaringsskab på Kyoto station. Men det viste sig, at samtlige af de flere hundrede skabe simpelthen var optaget, og turister stod sågar i kø og ventede på, at nogle blev ledige. Det var nemlig lørdag, og kirsebærtræerne stod i fuld flor, så der var fyldt med mennesker i byen - præcis som under mit forrige besøg.

Jeg gad dog ikke at spilde tiden med at vente på et skab, for jeg havde trods alt pakket let, så jeg derfor kun havde en enkelt sportstaske at bære rundt på, så denne valgte jeg at slæbe med mig, da jeg begav mig ud i Kyotos gader, hvor første stop var templet Higashi Honganji, der meget praktisk ligger tæt på stationen. Dette var derfor mit tredje besøg, for man kan jo lige så godt tage et kig, når man alligevel går forbi.

Herefter gik jeg dog videre til et sted, som jeg endnu ikke havde besøgt, da jeg satte kursen mod Heian-helligdommen, og på vejen så jeg tilfældigvis afslutningen på et traditionelt japansk bryllup, hvor bruden klædt i sin hvide kimono og store hovedbeklædning blev eskorteret ud i en bil, hvor hun bukkede og tog afsked med sin nye svigerfamilie i meget fornemt og langsomt tempo midt på åben gade, inden hun satte sig ind i bilen og blev kørt væk - tilsyneladende af sin mand. Det var en meget speciel scene at blive vidne til, og den passede til omgivelserne, for Kyoto er en spændende by med en balanceret blanding af nyt og gammelt både hvad angår bygninger, påklædning og transport. Især i de små gader vrimler det med ældgamle huse og unge mænd (og også enkelte piger), der eskorterer folk rundt i rickshaws. Det ene øjeblik befinder man sig på en befærdet vej med rokader af biler i fart, og når man drejer om et hjørne er man pludselig på en stille vej med huse af træ.

I Kyoto kan man også se mange folk, der er iført kimonoer, men de fleste af disse er turister, for kimonoer er ikke længere hverdagstøj i Japan, så når japanerne går i kimono, er det som regel i forbindelse med en særlig lejlighed - eksempelvis et bryllup. Man kan derfor leje eller prøve kimonoer overalt i Kyoto og tilmed købe brugte for billige penge. Desværre går piger i kimono også virkelig langsomt, så de er ofte med til at skabe menneskelige trafikpropper i de små gader, hvor folk også hele tiden vil tage billeder af dem, selvom Kyotos byregler ikke tillader, at man generer dem med den slags. Jeg nøjedes derfor med at tage et enkelt billede, da jeg gik bag to kvinder for at give et indtryk af bylivet i Kyoto.

Jeg ankom med tiden til Heian-helligdommen, der er en gruppe bygninger i en stærk orange farve, så de derfor er svære at overse - ellers kan man også nemt lokalisere indgangen grundet den enorme (ligeledes orange) torii-port, der står og fylder i gadebilledet.

Efterfølgende gik turen så mod Nanzenji-templet, hvor man blandt andet finder noget så unikt som en gammel akvædukt, der sjovt nok passer ind og forstærker stedets historiske udtryk. Man kan tilmed gå på den brolignende akvædukt, hvilket jeg valgte at gøre, men det var svært med den ekstra bagage, for i midten lå et brusende vandløb og til den ene side var der en dyb afgrund uden værn, så det var bare med at holde balancen, mens jeg gik på den halvanden meter brede sti, hvor man samtidig skulle gøre plads, når folk kom gående imod en.

Akvædukten førte frem til et vandværk og en nedlagt toglinje, hvor jernbaneskinnerne var blevet bevaret. Det var som en rejse gennem tiden, da man gik fra templer og helligdomme til industrielle omgivelser, og da jeg herefter ankom til endnu et tempel - denne gang Chionin - blev turen fuldendt, da jeg herfra begyndte at begive mig tilbage mod bymidten. På turen slog jeg lige et smut forbi Maruyama Park, hvor kirsebærtræerne ligeledes var sprunget ud, så hér var der ekstra mange mennesker forsamlet for at tage mere eller mindre opstillede billeder af hinanden foran de lyserøde træer, som jeg derimod nød synet af, da jeg på min vej tilbage til stationen valgte at begive mig langs Kamo-floden - velvidende at når jeg vendte tilbage til Danmark, ville alt stadig være dødt og trist grundet det køligere vejr. Temperaturen i Japan var allerede omkring 20 grader, så jeg gik rundt og svedte i T-shirt, mens japanerne stadig var iført jakker. Varmen havde dog fået skyerne til at fordampe, så jeg havde et spinkelt håb om, at jeg på turen til Tokyo kunne få et længe ventet glimt af Fuji-bjerget.

Afsted til lufthavnen

Klokken var dog ved at blive mange, og ombord på shinkansen på turen mod Tokyo, nåede det desværre at blive mørkt. Jeg nåede dog lige at spotte foden af Fuji-bjerget, da vi kørte forbi dette, men resten var desværre dækket af mørke skyer, så det var altså ikke på denne ferie, jeg fik Japans højeste bjerg at se, selvom jeg havde forsøgt op til flere gange, hvilket blot er et bevis på, at Fuji som regel er gemt væk bag skyer, så man derfor ikke skal forvente, at man nødvendigvis får bjerget at se under en tur til Japan.

Efter ankomsten til Tokyo tog jeg straks et hurtigtog videre til Narita lufthavn, hvor min sidste nat i Japan skulle tilbringes på et lufthavnshotel, så jeg nemt og hurtigt kunne tjekke ud og påbegynde den lange flyvetur hjem næste morgen.

Dette havde været endnu en god tur til Japan, hvor jeg havde fået set meget og besøgt nye egne af landet, selvom nogle steder havde været proppet med mennesker, så det var lidt svært at nyde dem. Det, jeg huskede mest fra denne tur, var helt sikkert besøget i Yamadera, der sammen med Fushimi Inari Taisha blev et af mine favoritsteder i Japan grundet den spirituelle atmosfære, der prægede dem begge under mit første besøg - primært grundet det beskedne antal mennesker, for da jeg på denne ferie besøgte Fushimi Inari Taisha for anden gang, var der nemlig alt for mange besøgende, og stemningen var derfor også meget anderledes.

Min udflugt til Ishinomaki, hvor jeg oplevede de tsunamiramte områder, var også en oplevelse, der gav stort indtryk, for den vil for altid minde mig om, hvor sårbare vi mennesker og vores samfund er over for naturens kræfter. Og tre uger efter min hjemrejse oplevede Japan faktisk endnu en stor naturkatastrofe, da Kumamoto blev ramt af to jordskælv.

Total Page Visits: 701 - Today Page Visits: 1