22. juli 2018: Fra Iya-dalen til Shingu

Morgen i Iya-dalen

Jeg havde overnattet i en bjerghytte på Miune-bjerget i Iya-dalen på Shikoku, hvor de to andre mænd, som ligeledes havde valgt at tilbringe natten der, snorkede ret højt. Men det var dog ikke det, der holdt mig vågen i lange perioder i løbet af natten, for jeg sov på et trægulv med et håndklæde som mit eneste underlag, så mest af alt var det bare ubehageligt for knoglerne, og så var der også lige nogle myg, der generede mig for første gang under mit ophold i Japan, så jeg endte med at få et par stik, før det var tid til at stå op. Jeg havde egentlig sat mit vækkeur til at ringe lidt over klokken 4, men grundet diverse gener vågnede jeg før tid, og da det allerede var begyndt at blive lyst, valgte jeg at forlade hytten i stilhed.

Udenfor fik jeg derfor mulighed for at beundre endnu en solopgang, der denne gang ikke var spoleret af lavthængende skyer, hvilket gjorde den lidt smukkere end den, som jeg havde set fra toppen af Fuji-bjerget nogle dage forinden. Jeg havde dog ikke tid til at falde i staver, for jeg skulle nå en bus om to timers tid i Nagoro, så jeg påbegyndte turen ned fra Miune-bjerget, hvor jeg denne gang havde mulighed for at se stien blandt de høje planter. På vejen var jeg så heldig at se hjorte, der gik rundt og græssede, så jeg kunne alligevel ikke lade være med at stoppe op og lige nyde synet og stilheden, før jeg vendte tilbage til civilisationen.

Det havde taget mig tre timer at bestige bjerget, selvom jeg var faret vild et par gange, så jeg regnede med, at jeg sagtens kunne komme ned igen på to timer. Denne gang sørgede jeg for at følge stien, men alligevel tog det alt for lang tid, og jeg kunne se på min GPS-app, at jeg stadig befandt mig flere kilometer fra foden, så jeg satte farten op og var nødt til at løbe, når terrænet gjorde det muligt. Jeg er ikke typen, der normalt løber, så at spæne rundt på et bjerg ved daggry var ikke ligefrem noget, jeg vil betegne som sjovt. Men eftersom den næste bus først gik klokken 10, så var jeg nødt til at nå den inden, før den kørte om en halv time... så tyve minutter... så ti minutter... og da der var 5 minutter til afgang, ankom jeg endelig til Nagoro, hvor jeg skyndte mig hen til busstoppestedet. Hér viste det sig at være den samme chauffør, der havde sat mig af i byen dagen forinden, og da han på det tidspunkt havde fået at vide, at jeg skulle med den første bus næste morgen, sad han heldigvis og ventede på mig, så i forpustet tilstand glædede jeg mig over, at jeg havde valgt at tage af sted tidligt og dermed lige akkurat nåede den bus, for ellers skulle jeg jo have ventet i fire timer på den næste.

Folk i Iya-dalen står åbenbart tidligt op, for selvom klokken var 6 om morgenen på en søndag, så var der aktivitet i de forskellige byer, som bussen kørte igennem. Buschaufføren så desuden ud til at kende alle, idet han dyttede og vinkede, ligesom han tilmed stoppede op for at hilse på folk. En gammel dame stod endda klar til at give ham en madpakke, hvilket lod til at være en daglig rutine, så det var lidt som at være med i en gammel lystspil.

Jeg blev sat af i Kubo, hvorfra jeg tog en større bus tilbage i retning mod Oboke, hvor jeg dagen før var ankommet med tog, men jeg skulle dog ikke tilbage til Oboke endnu, for jeg ville nemlig gerne med den første bus, fordi jeg ville nå at besøge den tredje slyngplantebro, Kazurabashi, mens jeg stadig befandt mig i Iya-dalen. Hér ankom jeg således ved 8-tiden, hvor der heldigvis ikke var særlig mange mennesker, og da man kun må passere denne bro én gang efter at have købt billet, gav jeg mig ekstra god tid til at krydse den og samtidig beundre udsigten fra den. Denne bro er længere end de to andre, og befinder sig også mere åbent, så det var muligt at få billeder af den på afstand. Dog var det allerede temmelig varmt med den bagende sol fra en skyfri himmel, så jeg besluttede mig for at slå tiden ihjel ved at begive mig ned til floden under broen for at tage et køligt fodbad.

Jeg var helt fedtet af sved, og min krop var udkørt, så det var ret forfriskende at sætte sig ned og stikke benene i den brusende flod og så ellers bare slappe af. Freden varede dog ikke ved, for snart kom der flere turister til - heriblandt en bus med højlydte kinesere, men ikke desto mindre befandt jeg mig i unikke omgivelser, der slet ikke mindede om dansk natur. Med tiden måtte jeg dog begive mig hen til busstoppestedet, hvor der heldigvis var skygge. Imens jeg ventede på bussen hørte jeg imidlertid en høj summen, der viste sig at være en japansk kæmpehveps, der fløj rundt ved siden af mig. Selvom man er klar over, at hvepse kun gør noget, hvis de føler sig generet, så bliver man alligevel en anelse nervøs ved at se sådan en enorm fætter dingle rundt i luften, men den fløj heldigvis ind i venteværelset, hvor jeg kunne betragte den gennem ruden.

Videre til Shingu

Og så ankom bussen ellers, som skulle tage mig tilbage til Oboke station, hvor jeg ankom klokken 11 og dermed kunne nå et hurtigtog til Okayama, efter jeg havde hentet min taske i opbevaringsskabet, hvor jeg havde efterladt den for et døgn siden. Fra Okayama skulle jeg så videre til Osaka med shinkansen og derfra skulle jeg på en flere timer lang togtur langs Kii-halvøen til Shingu. Præcis som med dagen efter jeg havde besteget Fuji-bjerget, havde jeg nemlig planlagt en længere rejse, så jeg kunne få hvilet helt ud efter turen op og ned fra Miune-bjerget, og jeg havde i den forbindelse valgt at tage til Shingu, fordi jeg for det første gerne ville besøge Japans højeste vandfald og desuden også Japans vigtigste helligdom i Ise.

Jeg skulle denne gang overnatte i et privat hjem hos en kvinde og havde på forhånd aftalt med hende, at jeg ville ankomme med toget klokken 19.30, hvor hun ville hente mig på stationen, og derfor var det vigtigt for mig at overholde tidsplanen. Da jeg ankom til Wakayama syd for Osaka, var der dog en time til toget gik, så jeg valgte at bruge tiden på at købe lidt mad og drikke til den lange tur. Ude foran stationen blev jeg desuden stoppet op af en burmesisk kvinde, der påstod, at hun samlede penge ind til "forældreløse i sit hjemland", men det er vigtigt at påpege, at når man som vesterlænding rejser rundt i Japan, og folk henvender sig til en for at få penge, så er de ikke en del af nogen organisation, men derimod svindlere, der nærer sig på naive udlændinge - specielt hvide mennesker, fordi man betragter dem som nemme ofre grundet den kristne næstekærlighed, der gør os mere tilbøjelige til at yde donationer.

Fra Wakayama tog jeg så den lange tur med toget til Shingu, hvor kvinden, jeg skulle overnatte hos, stod og ventede på mig på stationen med mit navn på et skilt. Hun kørte mig hjem til sit hus med sin elbil, hvilket var første gang, jeg befandt mig i sådan en, så jeg var overrasket over, at kørslen var så behagelig, for man kunne næsten intet høre eller mærke. På turen lærte vi hinanden at kende ved at snakke sammen på japansk, og da vi ankom til hendes hus, spurgte kvinden ind til mine planer og hjalp mig med at koordinere det, så jeg kunne nå alt det, jeg ville. Foruden mig var der to piger fra Taiwan, der boede hos hende, men jeg fik dog mit eget private værelse på første sal, som var traditionelt indrettet med tatami-gulve, skydedøre og en futon på gulvet.

Vi skulle imidlertid deles om bad og toilet, så jeg spurgte, om jeg kunne nå at tage et bad, inden jeg skulle sove, fordi jeg både var våd og lugtede af sved. Dermed fik jeg også prøvet at bade på japansk vis, hvilket foregår ved, at man sidder på en lille taburet på gulvet, mens man vasker sig selv under en lavthængende bruser. Jeg havde foretrukket et varmt karbad, men eftersom jeg ikke havde fået vasket mig i to dage, så var det yderst tilfredsstillende bare at blive gjort ren. Oven i det havde jeg nu igen noget blødt at sove på - og bedst af alt, så kostede det kun 200 kroner for to nætter, hvilket var grunden til, at jeg havde udset mit et privat hjem til en afveksling, eftersom hotellerne i området var alt for dyre.

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 916 - Today Page Visits: 1