30. marts 2015: Nikko

Godmorgen Tokyo

Efter min første nat i Japan stod jeg op på mit hotel klokken 7, hvor det første, jeg gjorde, var at trække gardinerne fra og kigge ned på Shinjukus gader, som var fuldkommen øde. Der var kun et par cyklister og nogle taxier at få øje på, så jeg tænkte, at jeg måske var stået for tidligt op, for der var slet intet af det mylder, som ellers kendetegner en storby. Der var helt stille, så man kunne høre fuglene synge. Men klokken var ganske vist 7, så jeg besluttede mig for at gøre mig klar til at starte min anden dag i Japan.

Med i opholdet var godt nok inkluderet morgenmad, men jeg gad ikke spilde min tid på det, så jeg drak noget af det juice og spiste nogle af de kiks, jeg havde købt dagen forinden, inden jeg med min rygsæk bevægede mig udenfor. Jeg kiggede ikke ud af vinduet, inden jeg gik ud, så jeg blev pænt overrasket, da det viste sig, at gadebilledet på under en halv time havde foretaget sig noget af en forvandling. Nu vrimlede det nemlig med mennesker, så jeg for første gang fik indtryk af, at jeg var i en millionby. Massevis af mænd og kvinder i jakkesæt og nederdel fyldte gadebilledet. Klokken var ved at blive 8, så de var alle på vej til arbejde på punktlig vis.

Det var ikke synderligt stressende, for når man først havde fundet en plads i strømmen, så var man fanget der. Heldigvis skulle folk i samme retning som mig - hen til Shinjuku station, der er kendt for at være verdens travleste station, hvor jeg skulle veksle min medbragte voucher til et Rail Pass, hvilket er et kort, der gør det muligt for turister at rejse kvit og frit med offentlig transport i en eller flere uger. Dette var en del af rejsepakken, og det sparer en for rigtig mange penge, hvis man under sit ophold i Japan rejser meget rundt, hvilket jeg derfor havde tænkt mig at gøre.

Shinjuku station minder om en lufthavn. Den er kort sagt gigantisk. Der var både butikker, automater, politikontorer, restauranter og rulletrapper overalt, som førte videre til de enkelte perroner. Jeg var absolut ikke forberedt på det format, da man i Danmark har et par enkelte linjer, der på meget få stationer krydser med andre. Her var der tog i alle retninger og i alle kategorier. Godt nok var mange skilte på engelsk, men hvis man ikke er vant til et så omfattende system, så får man alligevel brugt en del tid på at finde ud af, hvor man skal hen. Man kan dog ikke komme frem til perronerne uden billet, da man først skal passere igennem automatiske porte, der lukker op, når man har skannet sin billet. På den måde har japanerne sikret, at man ikke kan rejse uden billet, og folk, der ikke har noget at gøre på perronerne, kan altså heller ikke komme frem til dem.

Før jeg overhovedet kunne rejse med toget, skulle jeg altså først have fat i mit Rail Pass. Dette blev klaret i et informationscenter på Shinjuku station, så hver gang jeg skulle rejse med toget, skulle jeg herefter blot vise mit Rail Pass til personalet ved de automatiske låger, og så ville de lukke mig ind. I de fleste tilfælde nærstuderede de det ikke en gang – de så bare, at jeg havde et og gav mig adgang. Første gang skulle jeg dog modtage et stempel, før passet var gyldigt, og så kunne jeg ellers rejse frit rundt i tog i den kommende uge, som jeg havde tilbage af min ferie. Problemet var bare, at jeg ikke kunne få erstattet mit Rail Pass, hvis jeg mistede det, så jeg pakkede det ned i min taske, fordi jeg var bange for at tabe det, og måtte bøvle med at finde det frem, hver gang jeg skulle vise det.

Turen går til Nikko

Jeg skulle nordpå til Utsunomiya, så jeg skulle i først med et lokaltog til Tokyo station. Det var heldigvis ikke så svært at finde en linje, der passerede igennem Tokyo, men togsystemet i Japan kan godt virke kompliceret - selv for japanere. Man skal for det første finde den rigtige linje. Så skal man sikre sig, at toget kører i den rigtige retning. Og så skal man også lige være sikker på, at man tager den rigtige togtype, da der i Japan er normale tog, hurtigtog og eksprestog, hvor man springer visse stationer over - nogle er endda limited express og kræver pladsreservation. På Tokyo station skulle jeg så videre med Japans lyntog, shinkansen, og da shinkansen-stationer ligger separat i forhold til de normale stationer, skulle jeg først lige lokalisere stationen, før jeg kunne begive mig op på perronen og vente.

Der var heldigvis butikker og automater på stationen, så jeg kunne købe noget at drikke og spise. Det var også hér, jeg blev opmærksom på genbrugsskraldespandene, som folk flittigt anvender, da der stort set ikke er offentlige skraldespande i Japan, som man derimod kan være sikker at finde på stationer. Der er heller ikke pant på flaskerne i Japan, men alligevel stiller folk dem ikke fra sig. De bærer tværtimod deres skrald på sig, indtil de støder ind i en skraldespand, hvor de kan skille sig af med dem. Af samme grund er stationerne virkelig rene – det flyder ikke med affald på skinnerne, som man ser det i Danmark, og alle respekterer, at stationerne er røgfrie. Alt i alt er japanske stationer et pragteksempel på den ordentlighed, som kendetegner Japan og det japanske folk, hvilket blot beviser, at god opførsel er kulturbundent og noget, som alle folkefærd kunne lære, hvis man som samfund gad bruge kræfter på at opdrage sine borgere til at besidde en fælles mentalitet.

På japanske stationer standser togene desuden på nøjagtige steder, så man kan stille sig i kø på de markerede pladser og vente på, at toget kommer. Når det sker, vil der på perronen lyde en jingle fra højtalerne, der er forskellig fra station til station. Jeg havde ikke reserveret plads på shinkansen, så jeg skulle køre i en vogn med ikke reserverede pladser. Jeg havde derfor regnet med, at der ville være proppet – især så tidligt på dagen, men det lykkedes mig alligevel at få en vinduesplads, og sæderne ved siden af mig var ledige på hele turen.

Fra toget så jeg for første gang i mit liv bjerge, som er et normalt syn, når man rejser med tog i Japan. Shinkansen har dog virkelig fart på, så når jeg tog billeder ud af vinduet, var der mange der blev sløret, fordi det gik så stærkt. Indeni mærker man imidlertid intet til farten. Det er en rigtig behagelig oplevelse, hvor man kan slappe af med god benplads. Informationen i højtalerne er både på japansk og engelsk, og indimellem kommer der en servitrice igennem vognen og sælger magasiner, slik og te.

Da jeg så ankom til Utsunomiya, skulle jeg skifte til et lokaltog, for formålet med min tur var nemlig, at jeg skulle til Nikko, hvilket var et af de steder, jeg virkelig gerne ville besøge, hvilket var grunden til, at jeg valgte at gøre dette så tidligt på min ferie, så jeg hurtigt kunne få krydset det af listen.

Toget mod Nikko gik dog ikke så tit, så jeg brugte meget tid på at vente på stationen. Det var hér, jeg lærte, at det er praktisk at undersøge togtider hjemmefra, så man kan få en fornemmelse af afgangstider, for det kom alligevel bag på mig, at der var så lang tid mellem afgangene frem til en af Japans mest populære turistdestinationer. Der var trods alt mange vesterlændinge omkring mig, så jeg vidste, at jeg var på rette vej, og selvom det var sidst i marts, var det omkring 20 grader, så vi turister gik med korte ærmer, mens japanerne åbenbart syntes, at det endnu var koldt, eftersom mange af dem havde jakke på.

Da toget endelig ankom, var der heldigvis ikke mange stop til Nikko, så turen dertil tog faktisk kortere tid, end jeg havde brugt på at vente på toget. Det var primært byens berømte helligdomme og templer, jeg var kommet for at besøge, men generelt er Nikko et sted, hvor der er så meget at opleve, at det ikke kan klares på én dag. Alligevel havde jeg kun afsat en enkelt dag, så jeg var nødt til at begrænse mig til det mest populære - nemlig Toshogu-helligdommen, der er stedet, hvor den første Tokugawa-shogun er stedt til hvile.

Shinkyo-broen, der er en af Japans tre flotteste broer, markerer begyndelsen på helligdommen, der er kendt for sine mange bygninger med detaljerede udskæringer og farverige dekorationer, og de var da også imponerende, så jeg forstod skam godt, at der var fyldt med besøgende, men heldigvis var der godt med plads til os alle.

Toshogu-helligdommen er omringet af enorme træer, der rager op mod himlen og giver det ellers åbne område en huleagtig stemning, hvilket også gav nogle af mine billeder et tusmørkelignende udseende. Desværre var der også renovering i gang, så nogle bygninger var spærret af, mens nabotemplet Rinnoji var fuldkommen tildækket, så jeg undlod at besøge det. Ligesom mange andre påbegyndte jeg i stedet turen op ad en nærmest endeløs forhøjning af stentrapper, der første frem til den urne, som indeholdt Tokugawa Ieyasus rester - stående i et spirituelt åndehul afsides de prominente bygninger, der gav en helt anden stemning. Man kunne dog ikke komme tæt på urnen, men blot betragte denne på afstand, imens man begav sig rundt om den. Dette punkt symboliserer dermed afslutningen på turen, da man herfra kun kan bevæge sig tilbage ad den vej, man er kommet.

Jeg fik dermed mulighed for igen at nyde arkitekturen og omgivelserne, inden jeg begav mig videre til helligdommen Futarasan Jinja, der er noget mere uformel i sin fremtræden i forhold til Toshogu-helligdommen. Der var derfor heller ikke lige så mange besøgende som ved Toshogu-helligdommen, så hér var det faktisk mere behageligt at gå rundt, fordi det rent faktisk føltes som et helligt sted frem for en turistattraktion.

Efter at have tilbragt nogle timer i Nikko, var det dog allerede blevet eftermiddag, så jeg blev nødt til at vende tilbage til stationen, så jeg kunne vende tilbage til Tokyo, før det blev alt for sent. Jeg havde godt nok ikke nået at få set så meget, som jeg gerne ville, men jeg var alligevel mæt af sanseindtryk, for Toshogu-helligdommen er et overdådigt sted, så jeg forstod sådan set godt, at der var så mange besøgende, selvom det var mandag.

Nikko har to stationer, hvoraf den ene af disse er knyttet til en privat jernbanelinje, som mit Rail Pass ikke var gældende på. Da jeg passerede forbi denne station, bemærkede jeg dog, at der foregik noget med en masse larm og aktivitet, så jeg besluttede mig for at se, hvad der foregik. Og da viste det sig, at personalet var gået i en form for alarmberedskab grundet en ”personulykke”, der havde medført, at den ene linje var sat ud af drift, og jeg blev således vidne til japanernes punktlighed, idet personalet gjorde alt, hvad de kunne, for at få folk over i et andet tog, der var blevet sat ind som erstatning, og for alt i verden skulle af sted til tiden, så køreplanen kunne holdes. Højtalerne flød med informationer, personalet stod med gule veste og fløjter og dirigerede folk mod den rigtige perron, mens der samtidig blev talt ned til afgang over en megafon. Passagererne LØB fra det ene tog til det andet, og på få minutter lykkedes det således at få et nyt tog af sted til tiden.

Tilbage til Tokyo

Jeg var både forundret og imponeret over den kollektive indsats, der blev ydet bare for at få et tog afsted til tiden, og efter denne unikke oplevelse tog jeg så hen til den anden station, hvorfra jeg påbegyndte turen tilbage til Tokyo, hvor jeg først kom tilbage til mit hotel, efter det var blevet mørkt. Jeg var endnu ikke blevet vant til at begå mig i Shinjuku, så det var nemt at fare vild blandt de høje bygninger, men mit hotel var heldigvis en af dem, så når jeg fik øje på det, var det jo nemt nok at finde hjem.

Selvom jeg godt nok havde siddet ned det meste af dagen, så var mine fødder alligevel ømme efter at jeg havde gået så meget rundt, for ikke nok med, at bydelene i Tokyo er store, så er stationerne det også. Det var også en længere gåtur til og fra Toshogu-helligdommen, der også var enorm, så jeg skulle generelt lige tilpasse mig de nye størrelsesforhold, jeg nu befandt mig i.