I Japan har man en unik skabelsesmyte inden for shintoismen, der er kendt som Tenchi-kaibyaku. Ifølge denne er der ingen skaber af universet, som derimod opstod som en kaotisk masse med form som et æg, der blot eksisterede i en lydløs intethed. Med tiden opstod der bevægelse og lyde fra denne, hvilket gradvist førte til, at massen blev splittet i to, hvorved man kan sige, at verden opstod, idet den blev opdelt i himlen og jorden, samtidig med at lyset blev skabt under adskillelsen af disse to modsætninger, der kan symboliseres som yin og yang: den lette himmel som yang, og den tunge jord som yin.
Himlen blev kendt som Takamagahara, hvor en lille plante groede frem, og fra denne sprang de første tre guder kaldet Amenominakanushi, Takamimusubi og Kamimusubi efterfulgt af Umashi-ashi-kabi-hikoji og Ame-no-toko-tachi. Disse er tilsammen kendt som Kotoamatsukami og opstod altså af sig selv, hvorefter de tilsyneladende valgte at gå i skjul og leve en solitær tilværelse, før de blev efterfulgt af en ny generation af guder kendt som Kamiyonanayo, hvoraf de første to kaldet Kuni-no-Tokotachi og Toyo-kumono ligeledes opstod af sig selv og også valgte at gå i skjul. Umiddelbart efter fulgte 10 nye guder fordelt på fem par bestående af en mandlig og en kvindelig gud, hvorimod kønnet ikke er blevet defineret hos de syv forrige guder. Det karakteristiske ved disse par var, at de ikke blot var mand og kone, men også bror og søster, og blandt disse fandt man blandt andet Izanagi og Izanami, der fik til opgave at gøre den ustadige jord fast, så denne kunne betrædes. Til dette anvendte de et spyd, med hvilket de skabte en ø kendt som Onogoroshima, da de stak klingen i vandet og løftede den op, så dråberne, der ramte vandoverfladen, formede det første stykke land på Jorden, hvor de kravlede ned for at bo og med tiden fik lyst til at forplante sig, hvorved befrugtning opstod. Både himlen og Jorden blev herefter befolket af guder, der i shintoismen således kan opdeles i to kategorier: de himmelske guder (amatsukami) og de jordiske guder (kunitsukami).
Izanagi og Izanami byggede Himmelsøjlen Ame-no-Mihashira, så de kunne foretage en "parringsdans", hvor de gik i hver sin retning rundt om søjlen, og når de mødtes ville de lade som om, at de ikke kendte hinanden og dermed lægge op til et romantisk sammentræf. Det var dog søsteren Izanami, der tog det første skridt og førte ordet, hvilket Izanagi ikke syntes var underligt, så de to fik ordnet det, de skulle, og inden længe kom små gudebørn til verden. Til deres forældres store forargelse viste det sig dog, at børnene var deforme, så de blev ikke betragtet for at være guder og blev derfor sendt ud på havet i en båd. I fortvivlelse valgte Izanagi og Izanami at konsultere de andre guder, som kunne berette, at det var dem, der havde forbandet børnene, fordi deres forhold var urent, eftersom det er mandens opgave at føre ordet, før et rent bånd mellem to parter kan blive dannet, og derfor fuldførte søskendeparret endnu en tur rundt om Himmelsøjlen, hvor Izanagi denne gang sørgede for at tale først, da han mødte Izanami. Dette resulterede herefter i skabelsen af otte andre øer kendt som Oyashima, hvilket i dag er flere af de japanske øer - det der engang var hele Japan og dermed også den jordiske verden.
En række mindre småøer kom til, ligesom Izanagi og Izanami fik fremavlet utallige guder, der kunne befolke disse, men Izanami døde imidlertid under fødslen af en ildgud, som Izanagi derefter dræbte ved at skære den i otte dele, hvilket skabte otte vulkaner, mens blodet fra hans sværd førte til at helt andre guder opstod. Med Izanamis død nåede verdens skabelse til en ende, men en ny kom imidlertid til - nemlig dødsriget Yomi, hvor Izanami faldt hen. Izanagi fulgte dog efter hende, og da han fandt frem til Izanami i den mørke grotte, bad han hende om at vende tilbage, men hun havde allerede spist noget af maden i Yomi og kunne derfor ikke forlade stedet. Izanagi nægtede imidlertid at forlade hende, men da han antændte en flamme for at kunne se på hende, viste det sig, at Izanami var gået i forrådnelse, hvilket fik Izanagi til skrigende at storme væk fra dødsriget, som han valgte at barrikadere med en sten foran Izanami, der skældte ham ud med trusler om, at hun hver dag ville dræbe 1000 af hans folk, hvortil Izanagi svarede, at han i så fald ville sørge for at skabe 1500 nye hver dag. Således blev Izanami til de dødes gud, der bragte livets cyklus til verden.
Efter at have forladt den beskidte underverden vaskede Izanagi sig selv, hvorved han skabte 26 guder, heriblandt solguden Amaterasu, måneguden Tsukuyomi, og hav- og stormguden Susanoo, der alle blev til fra vandet, der løb ud fra hans øjne og næse. Mens Susanoo fik til opgave at vogte havet, blev Amaterasu og Tsukuyomi begge sat til at vogte himlen som mand og kone. De blev dog senere skilt og skiftedes herefter til at varetage opgaven, hvorved nat og dag opstod. Det menes desuden, at Izanagi og Izanami indirekte har stået bag menneskeheden og dyrerigets skabelse, idet jordiske væsner uden forklaring opstod i den jordiske verden, på samme måde som der ikke er nogen forklaring på de oprindelige guders opståen. Menneskets eksistens er nemlig ikke relevant inden for shintoismen, idet denne ikke tjener noget formål ud over at tilbede guderne og værdsætte omgivelserne som værende deres værk og verden.
Da de himmelske guder havde overvundet de jordiske guder på Jorden - altså Japan, blev Amaterasus barnebarn Ninigi blev sendt dertil, hvor han slog sig ned og påbegyndte den japanske kejserslægt, hvilket er grunden til, at denne anses for at være guddommelig, idet hans oldebarn blev Japans første kejser: Jimmu. Ifølge legenden blev Ninigi og hans efterkommere gjort dødelige, da han blev forbandet efter at have afvist en kvinde grundet hendes udseende. På dette tidspunkt levede mennesker og guder tilsyneladende sammen på Jorden, fordi de lignede hinanden, men der er dog ingen forklaring på, hvorfor dette er tilfældet, hvis det kun er efterkommere af guderne, som har forbindelse til dem. Det er ligeledes uvist, hvordan andre lande kan eksistere, hvis Izanagi og Izanami kun skabte Japan, for skabelsesmyten blev åbenbart til, før man vidste, at verden rent faktisk var større, og derfor var denne begrænset til kun at beså af Japan og det japanske folk.
Myten har om ikke andet været medvirkende til en historisk lang tro på, at Japan var gudernes land, og at det japanske folk stammede fra guderne, hvilket har ført til en udbredt overbevisning om, at man var andre nationer og folkefærd overlegen. Dette var eksempelvis grundlaget for Japans krigsførelse under Anden Verdenskrig, så da Japan tabte denne, blev kejseren da også tvunget til at frasige sig sin guddommelige status, mens shintoismen blev afskaffet som statsreligion, idet man mente, at dennes myter havde været med til at fremkalde og styrke nationalistiske værdier og xenofobiske tendenser.