Japan er et meget homogent land, hvor den etniske fordeling domineres af japanere, idet de udgør over 98 % af befolkningen. Folk, der ikke ligner asiater, har derfor nemt ved at skille sig ud fra mængden, men det er faktisk andre asiatiske folkefærd, der historisk set har oplevet mest diskrimination i Japan. Eftersom Japan er et ørige, så har indvandringen altid været begrænset og sådan er det altså endnu den dag i dag. Japan har en af verdens strengeste indvandringspolitikker, og det er generelt svært at blive permanent statsborger, og at blive anerkendt som japaner er stort set umuligt, da der i Japan forefindes en udbredt opfattelse af, at race og nationalitet går hånd i hånd.
Dette syn bliver ikke ligefrem bedre af, at Japan ifølge shinto-myterne er skabt af guderne, og at det japanske folk derfor besidder en slags guddommelig status. Før i tiden har dette blandt andet været forklaringen på, at man i Japan har betragtet sig selv som hævet over andre folkefærd, hvilket har resulteret i krig, massakrer på minoriteter og udryddelse af de andre indfødte etnicitetsgrupper, der har holdt til i Japan. Emishi-folket, der boede på det nordlige Honshu, eksisterer for eksempel ikke mere, mens Ryukyu-folkets kultur på Ryukyu-øerne og Ainu-folkets kultur på Hokkaido er på randen til at forsvinde grundet undertrykkelse. Eftersom man i Japan har haft en forestilling om, at andre folkefærd er urene, så har det i århundreder været et tabu at få børn med andre nationaliteter, og sådanne børn er typisk blevet betragtet som halve mennesker, hvorved deres samfundsstatus har været svækket. Selv den dag i dag kaldes man for en haafu (half), når man er et barn af en japaner og udlænding, selvom man ellers har japansk statsborgerskab. Japan tillader desuden ikke dobbelt statsborgerskab.
Grundet globaliseringen er det dog blevet mere almindeligt for japanere at gifte sig og få børn med udlændinge, så især blandt de yngre generationer er dette blevet meget acceptabelt, eftersom det virker eksotisk, hvilket kan være tillokkende, når man lever i et ensformigt samfund, hvor alle ligner hinanden og lever ud fra en fælles ideologi. En af forklaringerne på Japans tilbageholdenhed over for omverdenen skal desuden ses i et historisk perspektiv, for det japanske samfund blev i høj grad påvirket af interaktion med det asiatiske kontinent frem til slutningen af 1500-tallet, hvor man første gang fik kontakt med Vesten. Dette var dog under koloniseringen, så med europæerne kom også kristendommen, og da denne nye religion begyndte at blive udbredt i Japan, besluttede man sig for at forbyde både den og udlændinge på japansk grund, ligesom landets grænser blev lukket af i de næste 250 år, før de blev tvunget op, da Vesten igen tog kontakt - denne gang USA. Japan har altså befundet sig i en kulturel kiste i over 200 år, hvilket gjorde det muligt for homogeniteten og xenofobien at manifestere sig i flere generationer, så det altså først er fra slutningen af 1800-tallet, den almindelige japaner har haft mulighed for personligt at være i kontakt med udlandet.
Det, der mødte Japan, da man dengang åbnede sig op for resten af verden, var desuden noget, der kom til at præge samfundet og dets forestillinger om udlændinge helt frem til i dag. Man blev nemlig fascineret af Vestens fremskredne udvikling og begyndte at betragte Japan som værende tilbagestående, hvorved man satte gang i en hæsblæsende moderniseringsproces, hvor Vestlig kultur, ideologier og opfindelser blev indarbejdet i det japanske samfund på blot få årtier, så det altså blev løftet op på datidens standard. Denne fascination af Vesten har siden påvirket japanernes menneskebillede, så der generelt set er en større accept over for hvide mennesker og disses kulturer end over for andre folkefærd. Dette skyldes ikke mindst Japans rolle i krig, idet man netop blev overvundet af USA under Anden Verdenskrig, mens man indtil da havde haft held med at besejre og besætte andre lande. Hierarkisk set betragter Japan altså sig selv som placeret under Vesten, og derfor har man siden 1800-tallet og igen siden Anden Verdenskrig stilet efter at kæmpe sig selv op på det samme niveau, hvilket har haft konsekvenser for den måde, man ser på andre folkefærd, idet man ganske enkelt har sat lighedstegn mellem etnicitet og modernitet.
Majoriteten af udlændinge i Japan har altid bestået af andre asiater, og især kinesere og koreanere dominerer blandt den etniske minoritet. Det er også kinesere og koreanere, der historisk set har oplevet mest diskrimination i Japan, hvor de er blevet set ned på i generationer udelukkende fordi, man betragter dem som mindreværdige og urene, fordi de er asiater - men ikke japanere. Selv koreanere, der er født i Japan, som bor i Japan og ikke kan andet end japansk bliver anset for at være koreanere, og dette hæmmer både deres status i samfundet, og de muligheder de har i dette. Koreanere og kinesere i Japan er desuden et indirekte offer for spændingerne mellem Japan og Kina og Korea, da det japanske folk retter deres had mod de kinesere og koreanere, der befinder sig i Japan, selvom de altså ikke har noget at gøre med de politiske uoverensstemmelser, der hersker mellem de tre lande.
Ifølge japansk lov er alle mennesker lige, men der er dog ingen lov, der forbyder diskrimination grundet raceforskelle på samfundsbasis, så dette betragtes som et generelt problem i Japan, hvor mange udlændinge stadig må finde sig i at blive set ned på, bare fordi de har en anden etnicitet. Omkring en tredjedel af udlændinge bosiddende i Japan har på et eller andet tidspunkt oplevet diskrimination på grund af deres nationalitet eller race, og det er særligt slemt i forbindelse med udlejning af boliger, hvor man mange steder oplever, at japanere bliver prioriteret højere end andre ansøgere, fordi man simpelthen ikke ønsker at have dem boende af frygt for kulturelle uoverensstemmelser. Andre steder såsom barer og badeanstalter har også for vane at nægte udlændinge adgang.
Dette hænger nok også sammen med kriminalitetsstatistikker, for netop fordi udlændinge udgør under 2 % af befolkningen, så bliver det tit gjort til en stor historie, når en udlænding begår en forbrydelse, hvilket skaber både modstand og frygt for stigende indvandring. Selvom der er et tæt samarbejde med USA, så er der stadig mange japanere, der ønsker de amerikanske militærbaser på Okinawa fjernet, netop fordi der har været mange eksempler på forbrydelser begået af amerikanske soldater. Omvendt har der også været sager om udlændinge, der har haft svært ved at få hjælp fra det japanske politi i sager, hvor de har været ofre for kriminalitet begået af japanere. Som fastboende udlænding i Japan skal man tilmed altid have sin opholdstilladelse/visum på sig, når man bevæger sig udenfor, idet man kan blive anholdt, hvis man ikke kan bevise, at man har en god grund til at opholde sig i Japan, selvom man altså bor der.
Det, man i Vesten er begyndt at kalde for racistiske portrætteringer, er temmelig udbredt i Japan, hvor stereotype karikaturer af udlændinge er ret almindeligt og acceptabelt. I tegnefilm kan man for eksempel stadig se kulsorte mennesker, og selv hvide mennesker bliver fremstillet på en forenklet måde med store næser og lyst hår. Der findes sågar en amerikansk accent, som man kan gøre brug af til at imitere amerikanere. Japanerne selv betragter det ikke som racisme, når man portrætterer andre folkefærd på en generaliseret måde - for de gør også det samme med dem selv. Når man lever i et homogent samfund er forskelle bare lige så sjove, som de er interessante eller afskrækkende. For selvom mange japanere lægger afstand til det, der virker anderledes, så er der samtidig mange, der finder det befriende og tillokkende at se og møde mennesker, der adskiller sig fra en selv og alle omkring en.