23. marts 2023: Fra Tokyo til Osaka

Tilbage i Japan

Endelig gik turen til Japan igen efter fire lange år. Oprindeligt skulle jeg have været afsted i 2020, men ugen før jeg skulle rejse, lukkede hele verden ned grundet coronapandemien. Og eftersom jeg havde bestilt via KLM, måtte jeg vente over et år på at få mine penge tilbage, fordi de brød loven ved at udstede vouchers, som naturligvis ikke kunne bruges i et lukket verdenssamfund. Jeg havde også allerede dengang købt en masse yen, som lå og ventede på at blive brugt, indtil jeg endelig kunne komme til Japan igen, efter at landet var blandt de sidste til at åbne op for turister i slutningen af 2022.

Det har desværre også bekræftet, at Japan endnu besidder den nationale beskyttertrang samt frygt for omverdenen, der tilbage i 1600-tallet førte til en næsten 250 års lang isolation fra resten af verden. At man i et moderne samfund i den globale tidsalder fortsat har en sådan tilgang er både fascinerende, men samtidig skuffende, for dermed har Japan vist, at de grundlæggende set stadig er forankret i deres asiatiske mentalitet som visse af deres nabolande, selvom de gerne vil identificere sig med Vesten. Japan har ganske enkelt været alt for forsigtig med deres coronahåndtering, for mens det meste af verden åbnede op og glemte corona, så fungerede det japanske samfund som en lukket boble, hvor folk levede nogenlunde normalt med den ene forskel, at udefrakommende ikke var velkomne, skønt japanere sagtens kunne forlade landet og således bekræfte, at man på resten af kloden sagtens kunne leve med fri bevægelighed, uden at stigende smitte førte til de store ulykker.

Selv da Japan omsider åbnede grænserne op, valgte man at bevare coronarestriktioner i forbindelse med indrejse, som for længst blev fjernet i Vesten. Corona blev eksempelvis afskaffet som almenfarlig sygdom i Danmark, kort efter jeg tog til Japan, hvor jeg skulle vise coronapas for at komme ind i landet, hvilket jeg ikke havde benyttet i over et år. Det betød kort sagt, at jeg skulle have en negativ test eller være vaccineret tre gange, og heldigvis var jeg for længst blevet vaccineret, så jeg slap for at finde et endnu åbent testcenter i Danmark. Det sjove var dog, at mine vaccinationer på dette tidspunkt var så gamle, at de næppe havde nogen effekt længere, men dette virkede de japanske myndigheder ret ligeglad med. Jeg skulle blot fremvise bevis for, at jeg var vaccineret.

Ved ankomsten til Japan skulle jeg dog vente hele to timer på at komme igennem immigrationen, hvilket var absurd lang tid at bruge på at blive lukket ind i et land, men det skyldtes primært, at der kun var tre unge mennesker til stede i båsene, hvor pas og papirer blev kontrolleret, mens snesevis af ældre var ansat til at stå og pege folk i den rigtige retning. Så bliver det ikke mere japansk, for på gader ser man ligeledes folk, som er ansat til at stå og navigere mennesker og biler rundt som levende skilte. Turen til Japan havde endda også taget ekstra tid, fordi krigen i Ukraine havde ført til, at det russiske luftrum var blevet lukket ned, så flyvningen foregik over Centralasien. Jeg havde dog ingen vinduesplads, så jeg kunne ikke se, om der var forskel på landskabet i forhold til normalt.

Jeg havde desuden ikke ferie fra mit arbejde, men jeg ville gerne til Japan, mens kirsebærtræerne blomstrede, så jeg bestilte en kort ferie på mine seks almindelige fridage. En enkelt af disse blev brugt på turen til Japan, hvilket betød, at jeg kunne tilbringe fem dage i landet, hviilket ikke er meget, men nu havde jeg ventet så lang tid på at besøge Japan, at jeg ikke kunne vente mere. Så til Japan skulle jeg, og med udgangspunkt i min planlagte ferie fra 2020 blev rejsen centreret om Kansai-regionen. Flybilletter var dog billigst til Tokyo, så derfor startede og sluttede turen der, hvilket sådan set var fint, fordi jeg som altid havde bestilt et Rail Pass, som gør det muligt at rejse rundt i hele landet. Og da jeg skulle indløse dette efter at være landet i Narita lufthavn, blev jeg præsenteret for en af de ændringer, der var sket i Japan siden mit sidste besøg. Tidligere blev billetten nemlig klistret på et kort, som man skulle vise personalet på stationerne, men nu fik man i stedet billetten, så man kunne bruge den i billetlugerne ligesom en almindelig billet. En lille, men tiltrængt forandring.

Efter at have modtaget mit Rail Pass steg jeg på et næsten tomt tog med retning Tokyo, og selvom der var gået fire år siden mit sidste besøg i Japan, så føltes det pludselig ikke som så lang tid. Det var et glædeligt gensyn med det japanske samfund, og jeg fandt mig hurtigt til rette igen, selvom mit japanske var blevet temmelig rustent, så jeg ikke længere kunne forstå de fleste skilte. Man behøver dog heller ikke at kunne japansk for at finde rundt i Japan, og jeg havde trods alt rejst rundt i Tokyo en del gange, så jeg nogenlunde følte mig hjemme, selvom man nok aldrig bliver helt fortrolig med det komplekse transportsystem. Men ved ankomsten til Tokyo station blev jeg igen konfronteret med et levn fra coronapandemien, for stort set alle japanere gik rundt med mundbind. Tidligere var det nok hver tredje eller fjerde gik, som gik med mundbind om foråret, men nu var det nok under 5 %, som IKKE gik med mundbind.

Jeg havde heldigvis sørget for at medbringe mine egne mundbind hjemmefra, så under hele min ferie valgte jeg at iføre mig disse i offentlig transport og ved seværdigheder for at vise hensyn. Jeg synes nemlig, at man som udlænding bør respektere og indordne sig efter de kulturer, man besøger. Så selvom mundbind ikke var et lovkrav, valgte jeg at tage dem på for ikke at give japanerne et negativt indtryk af turister og dermed udlændinge.

Min ferie skulle som nævn foregå i Kansai-regionen, så jeg skulle overnatte på et hotel i Osaka. Men jeg var landet i Japan tidligt, så der var ingen grund til at tage hele vejen til Osaka med det samme, for så ville flere timer af dagen blive brugt på at sidde i et tog, og med fem dage til rådighed ville jeg gerne have så meget ud af dem alle som muligt. Jeg havde derfor allerede planlagt at bruge dagen på at tage rundt i Tokyo og besøge nogle forskellige seværdigheder. Desværre øsregnede det, så jeg hurtigt besluttede mig for at droppe udendørsaktiviteterne. Turen gik derfor til Ginza-distriktet, hvor jeg valgte at lægge vejen forbi Art Aquarium Museum, hvilket er et kunstmuseum bestående af udstillinger, der kombinerer akvarier med levende guldfisk med planter, lys og lyd. Dette sted var temmelig svært at finde, fordi det underligt nok befinder sig i et indkøbscenter, og der var overraskende nok mange andre til stede, selvom det ellers var torsdag middag. Men jeg forstod sådan set godt populariteten, for det var godt nok et interessant sted med virkelig betagende kunstværker.

I Japan hører fisk ikke under dyrevelfærdsloven, så mange vil nok synes, at stedet er usmageligt, fordi fiskene svømmer på alt for lidt plads, mens andre mangler planter. Akvarierne var også ekstremt rene, som om fiskene hverken blev fodret eller sked i vandet, men de var alle flotte og velnærede, så fodring og rengøring må finde sted uden for åbningstiderne, hvor fiskene ikke fungerer som levende udstillinger. Alt i alt var det også interessant at se så mange forskellige arter, så der både var variation i fisk og kunstværker med en harmonisk balance mellem begge dele.

Jeg endte med at bruge lang tid på Art Aquarium Museum, eftersom der var langt mere at se, end jeg havde forventet, og da jeg forlod dette, havde regnen taget til, så jeg valgte meget hurtigt at finde tørvejr ved at tage tilbage til Tokyo station, hvor jeg steg på en shinkansen med retning mod Osaka.

Videre mod Osaka

Det var virkelig skønt at være tilbage i Japan og kunne gøre brug af et punktligt og velfungerende transportsystem, og turen til Osaka kunne klares på tre timer, så det stadig var lyst, da toget nåede frem til Kyoto. Jeg tog derfor en temmelig spontan beslutning, idet jeg simpelthen valgte at stige af, så jeg lige kunne nå et smut forbi et af mine yndlingssteder - nemlig Fushimi Inari Taisha, som jeg havde besøgt to gange før. Friheden ved et Rail Pass er trods alt, at man ikke bliver bundet til en bestemt destination ligesom med en almindelig billet, og man skal heller ikke bøvle med at overholde tidsplaner med eventuelle pladsreservationer.

Jeg havde egentlig valgt at ekskludere Kyoto fra denne ferie grundet antallet af turister om foråret, men jeg tænkte, at der nok ikke var så mange folk til stede ved Fushimi Inari Taisha så sent på dagen, og da det kun er få stop fra Kyoto station, var det oplagt at tage forbi, inden mørket faldt på. Og da jeg ankom til Fushimi Inari Taisha, var der som håbet ikke mange mennesker til stede. Det mindede faktisk om mit første besøg i 2015, hvor jeg var taget forbi tidligt om morgenen, så jeg genkaldte hurtigt den følelse, der i sin tid gjorde mig forelsket i stedet, som primært er kendt for sine tusindvis af orange torii-porte, hvoraf de største af disse står så tæt, at de nærmest former tunneller. Og at kunne tage billeder i disse uden andre mennesker er helt specielt.

Dog fandt jeg også ud af, at mange af de billeder, man ser på internettet, åbenbart er taget i tusmørke, for efterhånden som mørket faldt på, ændrede stemningen og omgivelserne sig fuldkommen, så jeg blev klar over, at det er på dette tidspunkt af dagen, man bør besøge stedet. Men det begyndte desværre også at regne, og da vi alle gik rundt med paraplyer, var det lidt svært at passere hinanden under torii-portene. Mange vendte også om ret tidligt, mens jeg tog turen op til de små helligdomme med de mindre torii-pore, og her så jeg blandt andet en orange kat, der satte sig i tørvejr lige under en torii-port, hvor den endda blev fodret af en mand, der gik og delte mad ud til de omstrejfende katte, man kan se ved Fushimi Inari Taisha. Dette lod til at foregå på dette tidspunkt af dagen, for kattene var mere opsøgende, end de plede at være, som om de forventede, at man kom med mad til dem.

Det fortsatte dog med at regne, og da det samtidig var ved at blive mørkt, endte jeg med at vende om og begive mig tilbage til stationen, så jeg kunne nå til Osaka, inden det blev alt for sent. Jeg var jo landet i Japan tidligere på dagen og havde ikke rigtig sovet i flyet, så jeg var sådan set træt, selvom glæden over at være tilbage i Japan overskyggede det. Turen fra Kyoto til Osaka er dog en hurtig en, men mit hotel befandt sig i den sydlige del af byen, så det var en lille gåtur dertil. Det var ovenikøbet et trestjernet hotel til kun 250 kroner per nat, og da jeg fik værelse på 7. sal, havde jeg en flot udsigt ud over den lysende storby. Der var også TV i badet, så jeg kunne ligge og se TV, imens jeg tog et dejligt langt karbad.

Forinden gik turen dog til en nærliggende butik, så jeg kunne købe noget at spise, og hér opdagede jeg endnu en ændring, som var fundet sted i Japan, siden mit sidste besøg. Før fik man nemlig gratis poser under sine indkøb, men nu skulle man betale for dem ved at bekræfte, at man ville have en pose med, når scanningen af ens varer begyndte. Det var dejligt at se, at Japan var begyndt at erkende problemet med engangsplast, men poserne kostede kun få yen, så prisen på dem var ikke ligefrem medvirkende til, at folk sagde nej tak, og man fik stadig gratis spisepinde, når man købte kopnudler, og vådservietter i plastik, når man købte brød og kager. Jeg fik desuden en gratis pose, selvom jeg takkede nej, fordi ekspedienten åbenbart syntes, at det var synd, at jeg skulle stå og pakke mine varer ned i min ellers medbragte taske...

Klokken endte med at blive 23, før jeg kom i seng, og næste dag skulle jeg tidligt op, for jeg havde nemlig valgt at bo på et hotel i det sydlige Osaka, så jeg nemt kunne komme videre til min næste destination, der enten skulle være Yoshino eller Koyasan.

Total Page Visits: 331 - Today Page Visits: 1