På denne dag besøgte jeg:
Koyasan:
-Okunoin
-Kiyotaka Inari-helligdommen
-Danjo Garan
-Daimon-porten
-Tokugawa-mausoleum
-Nannin-templet
Wakayama
Afsted til Koyasan
Jeg stod allerede op klokken 5, fordi jeg skulle ud på en længere rejse, idet jeg på denne dag skulle besøge Koyasan, hvilket er et af mine yndlingssteder i Japan, og derfor ville jeg gerne besøge dette, nu hvor jeg var i nærheden. Men selvom man nemt kan komme til Koyasan fra Osaka, så var det dog søndag, og jeg ville derfor gerne undgå menneskemængder, hvilket altså var grunden til, at jeg stod tidligt op, så jeg også kunne tage tidligt afsted. Jeg tjekkede således ud fra mit hotel, så jeg kunne nå et tog klokken 5.50 og dermed være på Koyasan klokken 8, for selvom der godt nok er direkte forbindelse dertil fra Osaka, så skal man både rejse med tog, kabelbane og bus, og derfor ville det altså tage over 2 timer at komme frem.
Det var dog virkelig behageligt at rejse i tog klokken 6 på en søndag morgen, for der var stort set ingen mennesker. Problemet var bare, at turen ikke var inkluderet i mit Rail Pass, så jeg derfor måtte bruge penge på billet. Og mit Rail Pass udløb desuden på denne dag, selvom jeg ellers skulle være i Japan i to dage mere, idet jeg havde forlænget min ferie, efter at jeg havde bestilt mine Rail Pass, så jeg dermed måtte klare mig med at købe billetter på de to sidste dage. Af den grund havde jeg egentlig også planlagt at besøge Koyasan på min sidste dag i Japan, når jeg alligevel skulle betale for transport, men på denne skulle jeg med et sent fly hjem, og jeg orkede derfor ikke at stå tidligt op.
Jeg havde også tjekket vejrudsigten og set, at det ville blive regnvejr på denne dag, hvilket er oplagt Koya-vejr. Og hvis der var noget, jeg virkelig havde lyst til, så var det en dag med regn, for det var stadig ulideligt varmt, og derfor havde jeg absolut intet imod et ordentligt uvejr, der kunne sætte solen på plads, eftersom den ikke havde været andet end en plage under hele min ferie.
De var dog først senere på dagen, det ville begynde at regne, så det var stadig tørvejr, da jeg ankom til Koyasan, der er kendt for sine mange templer - heriblandt Okunoin, hvor man finder Japans største gravplads, og det var primært denne, jeg kom for at besøge. Først skulle jeg dog lige skille mig af med noget af min bagage, for jeg havde nu to tasker at bære rundt på, så derfor valgte jeg at lægge den ene i et opbevaringsskab på kabelbane-stationen, inden jeg steg på bussen med kurs mod Okunoin.
Da jeg i 2023 var på Koyasan den første gang, var der en karakteristisk tåge, hvilket ikke var tilfældet denne gang, hvor vejret var mere klart. Det gav derfor også en helt anden stemning, da jeg steg af bussen og begav mig gennem den enorme gravplads med retning mod Okunoin, hvor der som ventet ikke var mange folk, der var i gang så tidligt på dagen. Klokken var kun blevet 9, så jeg kunne i ro og fred gå rundt og nyde stedet, hvilket blandt andet betød, at jeg valgte at udforske grunden ved at begive mig rundt på nogle af de stier, der løber mellem gravstederne, og således fik jeg også indtryk af, hvor stor gravpladsen egentlig er, idet der lå grave i selv de mest øde afkroge. Jeg kom endda så langt væk, at jeg på et tidspunkt blev mødt af et par hjorte, der var mindst lige så overraskede over at se mig. De fleste folk vælger nemlig kun at følge ruten med retning mod Okunoin, men da jeg med tiden ankom til templet, valgte jeg dog at vende om igen, eftersom jeg allerede havde besøgt det før, ligesom man heller ikke måtte tage billeder ved det.
Jeg fik derimod taget det ene billede efter det andet på gravpladsen, der virkelig er et overdådigt syn, idet hundredvis af mosbeklædte gravsten befinder sig side om side med stenlanterner, statuer og diverse monumenter. Mens nogen med tiden er gået til, er der andre, der er helt nyopførte, så det er et sted, hvor man kan observere mødet mellem fortid og nutid på spirituel vis, for gravene har trods alt det til fælles, at de alle er dedikeret til de døde, og derfor er det også overvældende at gå rundt og kunne betragte så mange gravsteder, fordi man bliver mindet om, at livet ikke varer evigt for nogen af os, eftersom vi alle deler den samme skæbne i form af døden. Gravsteder er således en måde at blive husket af de levende, men på Koyasan bliver man også konfronteret med det faktum, at man med tiden vil blive glemt. Gravpladsen kan derfor godt minde om en konkurrence mellem de døde om, hvem der har det mest opsigtsvækkende gravsted og dermed endnu kan tilegne sig opmærksomhed.
Der havde kun været få mennesker langs ruten, imens jeg begav mig imod Okunoin, men på vejen tilbage stødte jeg derimod ind i flere - heriblandt en gruppe buddhistiske munke fra et andet asiatisk land. Jeg kunne ikke identificere deres sprog, men de var i hvert fald alle ens, idet de havde kronragede hoveder og bar brune klæder. Det sjove var, at de opførte sig som turister, selvom de lod til at være på en religiøs rejse, eftersom de både tog billeder af omgivelserne og hinanden.
På vejen væk fra Okunoin begyndte det så endelig at regne, og selvom det startede med små dryp, varede det ikke længe, før det styrtede ned, hvilket det blev ved med resten af dagen. Denne blev derfor tilbragt under min paraply, idet jeg på intet tidspunkt begav mig indenfor, eftersom jeg kun valgte at besøge seværdigheder, der befandt sig udendørs.
Efter at have forladt gravpladsen, tog jeg nemlig et smut forbi Kiyotaka Inari-helligdommen, som jeg tilfældigvis var faldet over året forinden, hvor jeg var helt alene, da jeg besøgte denne. Dette var også tilfældet i denne omgang, selvom det ellers er en af de Inari-helligdomme, der er kendetegnet ved at have en passage med torii-porte, hvilket derfor giver anledning til gode billeder, når der ikke er andre folk til stede. Selve helligdommen er dog ret lille, så det kunne være derfor, at folk ikke besøgte den, idet de fleste lod til at befinde sig ved Koyasans store attraktioner i form at templerne.
Efter mit besøg ved Kiyotaka Inari-helligdommen tog jeg derfor et hurtigt smut forbi Tokugawa-mausoleet, der er dedikeret til de to første Tokugawa-shoguner. Og heller ikke hér var der mange mennesker, men det var dog det eneste sted, hvor jeg skulle betale for entré, da jeg ved min ankomst skulle lægge 200 yen i en æske, eftersom stedet var ubemandet.
Efter at have besøgt to knap se populære attraktioner, begav jeg mig så videre til tempelkomplekset Danjo Garan, hvor jeg igen stødte ind i de buddhistiske munke fra tidligere. Og hér var der desuden også et par danskere, hvorved jeg efter knap to uger hørte dansk for første gang. Generelt var der dog ikke fyldt med mennesker ved Danjo Garan, og jeg gik ud fra, at det måtte være, fordi det regnede, men ude på gaderne var der underligt nok proppet med folk, så det var lidt svært at komme frem, fordi vi jo alle gik med paraplyer.
Mange gik nemlig i retning mod Okunoin, som jeg jo var ved at begive mig bort fra, idet jeg søgte mod enden af byen og frem til den store røde port kendt som Daimon, hvilket er den oprindelige indgang til Koyasan. herfra havde jeg oprindeligt tænkt mig at benytte de gamle pilgrimsruter til at forlade bjerget, men vejret var trods alt ikke til det, og eftersom min taske lå i et opbevaringsskab ved kabelbane-stationen, blev jeg nødt til at tage bussen tilbage til denne.
Da det var søndag, kørte busserne dog noget uregelmæssigt, så da jeg ankom til stoppestedet, var der en halv time, til den næste ville komme. Jeg valgte derfor at bruge ventetiden på at købe noget at spise og besøge en lille helligdom i nærheden. Og da bussen så endelig kom, var den bogstavelig talt propfyldt, for jeg befandt mig jo i udkanten af byen, så mange derfor havde nået at stige på, imens bussen var kørt igennem denne. Jeg måtte derfor stå op og være mast i menneskemængden under den 20 minutter lange tur til kabelbane-stationen, hvor alle skulle af.
Det kom lidt bag på mig, at så mange mennesker skulle væk fra Koyasan midt på dagen, men det kunne jo være, at folk havde overnattet på hoteller eller i templer, hvor de var tjekket ud og derfor skulle videre til en anden destination ligesom mig, idet mit næste hotel befandt sig i Wakayama, som jeg meget praktisk kunne komme til med mit Rail Pass, som jeg kunne benytte i toget efter at være steget af kabelbanen.
Videre til Wakayama
Selvom klokken kun var blevet 12, så havde jeg jo været oppe siden klokken 5, så til trods for at det var middag, så havde jeg været i gang i syv timer og var derfor allerede træt. Turen til Wakayama tog også over to timer, så jeg derfor ankom klokken 15.30, men mit hotel åbnede først for indtjekning klokken 17, så jeg blev nødt til at slå tiden ihjel, før jeg kunne få lov at slappe af. Jeg valgte derfor at tage forbi et storcenter for at købe noget at spise og drikke i 100-yen-butikken Daiso, hvor jeg havde gjort flere af mine køb de seneste par dage for på den måde at spare penge. Og eftersom jeg skulle overnatte i Wakayama i to dage, kunne jeg også tillade mig at købe stort ind.
Da det så endelig blev tid til at tjekke ind på mit hotel, blev jeg overrasket over, hvor stort mit værelse var. For dette var et trestjernet hotel, hvor en overnatning kostede mig over 300 kroner, hvilket er i den høje ende i forhold til de hoteller, jeg ellers overnatter på. Da jeg valgte at forlænge min ferie med to dage, skulle jeg nemlig også finde et hotel med ledige værelser, og dette var det billigste, jeg kunne finde. Jeg mistænker dog, at der var tale om et tidligere Love Hotel, for indretningen var meget speciel, og der var tilmed en enarmet tyveknægt. Sengen var dog enorm, og der var også et karbad, hvilket jeg ikke havde på mit forrige hotel, så jeg kunne endelig få mig et langt, varmt bad, inden jeg naturligvis valgte at gå tidligt i seng, så jeg kunne få sovet længe efter en kort, men våd dag.
Dagens højdepunkt: Gravpladsen ved Okunoin
Dagens gode minde: At se buddhistiske munke fra udlandet ved Okunoin og Danjo Garan
Dagens forbrug på seværdigheder: 200 yen
Dagens gode råd: Man kan sagtens besøge Koyasan som en endagstur, hvis man starter dagen tidligt