20. april 2019: Hyggedag i Tokyo

Rundtur i Tokyo

Jeg havde boet på hotel i Tokyo de sidste par dage, men jeg havde egentlig ikke tilbragt disse i byen. Jeg havde for det første valgt at bo i Tokyo af praktiske grunde, da det var nemt at komme til de steder uden for byen, som jeg gerne ville besøge, men også fordi jeg faktisk havde planlagt at bruge min sidste dag i Japan i Tokyo. Da jeg tilrettelagde min ferie, fandt jeg nemlig ud af, at der på denne dag var bueskydning i Asakusa Park, som jeg gerne ville se, og det viste sig, at der også blev afholdt yabusame - bueskydning til hest. Mens selve bueskydningen var gratis, så krævede det dog billet til yabusame, da der var begrænsede pladser, og disse billetter kunne kun købes via mailordre eller i Japan, hvor salget åbnede en måned før tid, så jeg altså ville have meget små chancer for at få en billet, hvis jeg havde ventet med at købe en til jeg var ankommet.

Jeg fik i stedet min japanske ven til at købe en billet for mig, og eftersom han også gerne ville se yabusame, så foreslog han, at vi gjorde det til en hyggedag, og at han også købte en billet til sig selv. Billetterne kom i hus, samme dag som de blev sat til salg, så en måned inden turen gik til Japan kunne jeg se frem til denne dag. Bueskydningen begyndte dog først klokken 11.45, så jeg aftalte med min ven at mødes foran Asakusa station klokken 11.

Morgenen kunne jeg derfor bruge på lidt sightseeing i Tokyo, men først skulle jeg lige tjekke ud fra mit hotel, eftersom jeg skulle tilbringe min sidste nat på et andet hotel tættere på Narita lufthavn. Jeg tog herefter videre til Tokyo station, hvor jeg efterlod min taske i et opbevaringsskab, så jeg ikke behøvede at slæbe rundt på den hele dagen, og derfra gik turen så ud i Tokyos gader, hvor det første, jeg gerne ville besøge, var den såkaldte East Imperial Gardens i paladsparken.

Det passede lige med at haven ville åbne, efter jeg havde forladt stationen i nærheden, men da jeg ankom til paladsparken, var der en gigantisk kø, der hurtigt fik mig til at droppe besøget. I stedet for at bruge tid på kø ville jeg nemlig hellere se på andre seværdigheder i nærheden, og jeg fortsatte derfor videre gennem paladsparken, forbi den japanske parlamentsbygning, der var tæt bevogtet af politi alle vegne, før jeg endte ved Hie-helligdommen, der er en af Tokyos mest kendte men knap så populære helligdomme, så hér var til gengæld ikke mange mennesker.

Fra Hie-helligdommen gik turen så tilbage mod paladsparken, så jeg kunne følge voldgraven, der omgiver denne videre til min næste destination - den omdiskuterede Yasukuni-helligdom, som er dedikeret til faldne japanere i krig, heriblandt krigsforbrydere. Allerede på min tur gennem paladsparken havde jeg bemærket et usædvanligt antal løbere, men nu viste det sig, at der åbenbart var et stort byløb i gang, eftersom hundredvis af mennesker i løb passerede forbi mig. De havde dog ikke løbenumre, så jeg ved ikke lige, hvilket arrangement der var tale om, men det var alligevel en oplevelse i sig selv, da jeg overhovedet ikke er løbetypen, så det var meget sjovt at se så mange forskellige typer af folk med interesse for det. Jeg har dog aldrig kunnet forstå, hvordan folk kan holde ud at løbe i varmt vejr, for temperaturen rundede 20 grader på denne sag, så jeg gik og svedte hele tiden, mens jeg var ved at dehydrere bare af at gå på trapper

Med tiden ankom jeg så til Yasukuni-helligdommen, der egentlig ikke er noget særligt. Jeg ville bare gerne se stedet, nu hvor jeg havde tid, og jeg blev lidt overrasket over at se så mange kinesere ved helligdommen, fordi Kina har været en af de største kritikere af den. Men det viser vel bare, at folk generelt er kommet videre efter Anden Verdenskrig, selvom man politisk set stadig hænger fast i fortiden. Klokken var dog endt med at blive 10, og jeg skulle derfor videre til Asakusa station for at møde min ven. Desværre er Asakusa station ikke en JR-station, så jeg kunne ikke komme dertil med mit Rail Pass. I stedet tog jeg toget til en station cirka 2 kilometer derfra og valgte at gå med min gps som guide. Og så skete der naturligvis det, der ikke måtte ske, for som så mange gange før endte min gps med at svigte, så jeg blev ledt på vildspor. Asakusa er et meget populært område med masser af mennesker på meget små gader, så det var meget svært at finde vej, og det endte da også med ,at jeg for vild og gik i ring - også fordi at Asakusa station ligger skjult på et hjørne.

Bueskydning i Asakusa Park

Klokken blev simpelthen over 11.30, før jeg fandt vej, og på det tidspunkt var min ven gået. Der var heldigvis gratis Wi-fi på stationen, så jeg kunne logge på Facebook og se, at min ven havde skrevet, at han var gået hen til en anden station, der også hedder Asakusa, fordi han troede, at jeg troede, at det var der, vi skulle mødes. Jeg skyndte mig derfor at skrive og sige, at jeg for vild og derfor var blevet forsinket, men at jeg var ankommet stationen. Det varede da kun få minutter, inden min ven vendte tilbage til stationen, og han undskyldte simpelthen for at være gået, selvom det var mig, der skulle undskylde for at have ladet ham vente så længe. Ulempen ved at fravælge internet på sin ferie er jo, at man mister muligheden for at komme i kontakt med andre.

Min ven og jeg tog straks videre til Asakusa Park, hvor vi ankom tidsnok til at se bueskydningen begynde. Der var tale om kyudo, hvilket er traditionel bueskydning med traditionelle buer og traditionelle klæder, så det var ikke en konkurrence, men derimod en opvisning, hvor der på en halv time kun blev skudt omkring 15 pile af, og nogle af disse ramte desværre ikke målet, der var en hjortefigur. Flere af bueskytterne var dog ældre mennesker, som ramte denne hver gang. Der var sjovt nok ikke så mange mennesker, selvom det ellers var lørdag, så det var derfor muligt at få nogle gode pladser, og det kunne særligt betale sig at være et hoved højere end de andre, hvilket jeg også kunne værdsætte, da det blev tid til at se yabusame, som skulle overværes på siddepladser.

Herefter gik turen nemlig videre til grunden, hvor der skulle afholdes yabusame, og selvom vi ankom før tid, så var alle de forreste pladser taget. Vi fik dog plads på anden række ikke så langt fra det tredje og sidste mål, som bueskytterne skulle ramme, når de kom ridende på deres hest i fuld galop. Målet er en firkantet træplade, der bliver placeret på en stolpe af bambus, og rammer man pladen på midten, vil den splintre og fremtrylle konfetti. Selvom opvisningen ifølge planen skulle begyndte klokken 13, så gik det første kvarter med lutter snak i højtalerne, mens det næste kvarter bød på en parade, hvor deltagere, ryttere og heste blev præsenteret for publikum... hele tre gange, hvor de gik frem og tilbage forbi os. Det mest interessante ved dette var, at folk var klædt i traditionelt tøj og at rytterne bar klæder inspireret af jagttøj fra dengang yabusame opstod, så det føltes som et nogenlunde autentisk indblik i fortidens Japan.

Da konkurrencen så endelig begyndte, blev man taget på sengen, da der slet ikke lød noget signal. Dette var nemlig en lydløs vifte for enden af banen, som vi ikke kunne se, så lige pludselig kom der en hest løbende med en brølende mand på ryggen, der sigtede og skød efter den tredje målskive, som han desværre ikke ramte. Jeg kunne hverken se eller høre, om han ramte de første to, men der lød i hvert fald et "aww" fra de tilskuere, jeg befandt mig i blandt.

Sandet, der blev hvirvlet op i luften af hestens fødder, blæste over på publikum og lagde sig på vores tøj og svedende hud, så man blev temmelig beskidt. Jeg var dog en af de eneste, der sad i bare arme, for selvom japanere godt nok syntes, det var varmt, så var det vigtigere, at deres hud blev beskyttet mod solen, end at den fik lov at ånde, så de sad i store jakker i over 20 graders varme, mens jeg så endte med at blive skoldet på nakken og armene af at sidde under den åbne himmel.

Det mærkede jeg dog først senere, for jeg var alt for betaget af de mange bueskytter, der red forbi os med jævne mellemrum, og flere af dem begyndte faktisk at ramme målskiven i nærheden af os, mens enkelte tilmed ramte alle tre. De blev belønnet med et hvidt klæde som et symbol på deres bedrift. Langt de fleste ryttere var mænd, men der var dog også en enkelt kvinde, men selvom folk indtil videre havde ramt målskiven, så havde ingen ramt den midt på og dermed skabt konfetti. Da dette så endelig skete, brød folk ud i fornøjede klapsalver, og så skete det endda igen kort tid efter.

Bueskydningen forud for yabusame havde ikke budt på mange skud, så jeg troede faktisk, at yabusame ville ende efter den første gruppe på 4-6 ryttere. Til min store glæde blev det dog bare ved og ved og ved, så man faktisk fik ret meget for de 3000 yen, som en billet havde kostet. Vi fik tilmed også en goodiebag med souvenirs.

Sidste aften i Japan

Da opvisningen sluttede, var klokken blevet 14.30, og min ven havde herefter lovet, at han ville hjælpe mig med at finde en tekop, som jeg skulle købe for en ven hjemme i Danmark. Han hjalp mig derfor med at finde en 100 yen-butik, hvor man kunne få ret pæne tekopper, og derefter inviterede han mig tilmed på en ramen-restaurant, hvor vi spiste en portion ramen.

Selvom min ven var under 160 centimeter høj og vejede under 60 kg., så fik han ret hurtigt gjort kål på sin ramen, mens jeg nok gik lidt mere op i at nyde maden. Japanere er ret gode til at bælle maden i sig i ret store mængder, men alligevel forbliver deres maver flade som brædder, mens jeg føler mig oppustet efter at glas cola ... Deres fadøl har også absurde størrelser, der sætter dansk ølkultur til skamme.

Der var ufatteligt mange mennesker i Asakusa, selvom det var ved at blive sent, og de fleste seværdigheder var begyndt at lukke. Jeg foreslog derfor, at vi kunne tage til Shinjuku og gå en tur i Tokyo Metropolitan Government Building, hvor der er et gratis observatorium, som jeg besøgte på min første dag i Japan nogensinde tilbage i 2015. Siden havde jeg ikke været forbi, og min ven havde aldrig været der, så han var frisk på at tage dertil.

Shinjuku var dog i den modsatte ende af Tokyo, så det tog noget tid at komme frem, og da vi ankom, var mørket lige ved at falde på. I observatoriet kunne vi derfor betragte, hvordan dette sænkede sig over byen, hvor lyset på gader og i bygninger blev tændt og med tiden blev det eneste, man kunne se. Det var en noget speciel oplevelse at kunne iagttage den overgang, hvor Tokyo fuldkommen ændrede karakter på blot få minutter.

Eftersom mit hotel lå uden for Tokyo i Narita, så skulle jeg dog af sted, så jeg ikke ankom alt for sent. Jeg ville nemlig gerne nå at få noget søvn, så jeg kunne besøge Naritas store tempel dagen efter, inden jeg skulle til lufthavnen klokken 10, men dette endte jeg dog med at droppe, da jeg sidst på aftenen fik lyst til at sove længe i stedet, så jeg kunne være udhvilet til den lange flyrejse hjem.

Fra Shinjuku tog mig og min ven sammen toget videre til Tokyo station, hvor jeg først hentede min taske i opbevaringsskabet. Men Tokyo station er enorm, så jeg kunne ikke finde frem til billetkontoret, hvor jeg skulle have lavet en pladsreservation til toget mod Narita, hvilket var påkrævet. End ikke min ven kunne finde rundt på kortet, så da jeg fortalte stationspersonalet, at jeg ikke kunne finde billetkontoret, gav de mig lov til at tage toget uden reservation, da jeg trods alt havde mit Rail Pass.

Jeg tog afsked med min ven ved at takke for en hyggelig dag sammen og steg på toget til Narita, hvorfra jeg tog en bus videre til mit hotel. Denne blev propfyldt med kinesere med enorme indkøbsposer, da vi på turen gjorde stop ved et indkøbscenter, og de knevrede naturligvis som høns resten af vejen, så det var umuligt at slappe af. Det var nærmest lige før, at jeg på denne ferie havde set flere kinesere end japanere.

Dette havde ikke desto mindre været en dog og på mange måder begivenhedsrig rejse, hvor jeg havde besøgt mange nye steder i Japan. Højdepunktet var imidlertid turen gennem de japanske alper. Det er jeg også overbevist om, at jeg aldrig kommer til at prøve igen, for selvom det var en stor oplevelse, så var det samtidig en ubehagelig færd med tusindvis af mennesker og skift med forskellige transportmidler. Jeg er også glad for, at jeg langt om længe fik Fuji-bjerget at se, og så var yabusame en ganske unik oplevelse, som selv ikke mange japanere har set.

Jeg skulle egentlig have været til Japan igen i 2020, og ferien var da også planlagt, men en uge før afrejse blev Danmarks grænser lukket af, da corona ramte landet. Og da Japan samtidig forbød udenlandske turister at komme til landet helt frem til slutningen af 2022, blev mine årlige Japan-ture sat på en lang pause, idet jeg måtte vente helt til 2023, før jeg kunne komme til Japan igen. Der havde jeg dog også så meget at indhente, at det blev til hele tre rejser på et år.