16. november 2023: Kyoto vest

Sidste dag i Kyoto

Jeg havde endnu en uge tilbage af min ferie i Japan og havde tilbragt de sidste par dage i Kyoto. Dette var dog min sidste dag i byen, før jeg skulle tjekke ud fra mit hotel og rejse mod nye egne den næste dag, så denne dag havde jeg på forhånd valgt at bruge på at udforske de vestlige egne af Kyoto, som jeg tidligere havde besøgt. Dagen ville derfor byde på flere gensyn end nye oplevelser, og jeg vidste derfor også, hvad der ventede mig de fleste steder, men således havde jeg også forventninger til det, jeg skulle se, for der var jo en grund til, at jeg gerne ville besøge dem igen. Dagen forinden var jeg allerede gået i seng klokken 20, så da jeg stod op klokken 7, havde jeg altså fået hele 11 timers søvn, hvilket jeg da også følte, at jeg havde brug for. For jeg havde tilbragt lige knap to uger i Japan, og selvom jeg godt nok ikke havde planlagt nogle anstrengende aktiviteter som på mine tidligere rejser, så var jeg hver dag ude at opleve ting, så jeg blev fodret med indtryk og minder.

Det var derfor også rart med en dag, hvor jeg kunne genkalde gamle minder ved at besøge allerede kende steder, og det første sted, jeg valgte at tage forbi, var templet Jojakkoji, der ligger lige ved siden af bambuslundene i Arashiyama, som jeg besøgte tidligt om morgenen dagen før, hvor oplevelsen var en direkte modsætning. Da jeg ankom til Arashiyama klokken 9, var der nemlig allerede fyldt med mennesker, og særligt omkring de kendte bambuslunde. Jeg valgte derfor at gå uden om disse, da jeg begav mig hen til Jojakkoji, hvor jeg ankom kort efter åbningstid. Der var derfor ikke så mange mennesker til stede, så hér kunne man i ro og fred gå rundt i templets have og nyde synet af bambus samt de svage efterårsfarver, der endnu var nogle uger fra at opnå deres perfekte nuance. Ved templet hang desuden et skilt, som advarede om kæmpehvepse, og sådan en endte jeg da også med at støde på senere, da jeg fik øje på en, der sad på asfalten.

Efter mit besøg ved Jojakkoji gik jeg videre til nabotemplet Nisonin, hvor jeg utroligt nok var den eneste besøgende, selvom der er tale om et tempel med en temmelig stor grund. Det skyldtes nok, at det endnu var tidligt på dagen, men entréprisen havde muligvis også betydning, idet jeg måtte betale hele 1000 yen for at få adgang, hvilket var en fordobling af den pris, jeg betalte under mit sidste besøg. Jeg syntes derfor, at det var temmelig dyrt sammenlignet med andre templer, men på den anden side var jeg jo helt alene, så jeg dermed kunne gå rundt og udforske alle afkroge uden at der var andre til stede.

Så heldig var jeg ikke ved det næste tempel, jeg tog forbi, for efterfølgende gik turen videre til Gioji, der er kendt som mostemplet, idet et besøg ved templet sådan set bare er en tur rundt i en moshave, der ikke desto mindre er betagende. De grønne farver var virkelig flotte, og selvom der var en håndfuld andre besøgende, så kunne folk finde ud af at være stille, så man i sandhed kunne nyde omgivelserne. Og det kunne man også ved det næste tempel, som jeg besøgte, hvilket var Adashino Nenbutsuji, der blandt andet er kendt for sine mange stenskulpturer, men herudover er der også en smuk passage af bambusrør, der ofte benyttes som et alternativt billede af bambuslundene i Arashiyama, fordi langt færre mennesker vælger at besøge Adashino Nenbutsuji, hvilket jeg slet ikke kan forstå, for det er et af mine yndlingssteder i Kyoto.

Præcis ligesom i de østlige egne af Kyoto, så er der i de vestlige mange templer, som ligger side om side, og det er derfor nemt at begive sig fra det ene tempel til det andet. Dog havde jeg nu set dem, som jeg gerne ville, så jeg begav mig tilbage til stationen, og denne gang valgte jeg så at tage turen gennem de famøse bambuslunde, hvilket ikke ligefrem var en fornøjelse, for der var nu hundedvis af turister, så det var fuldkommen umuligt at nyde omgivelserne, og særligt ved indgangene opstod der en flaskehalseffekt - også fordi at folk kom kørende i rickshaws, som de gående blev nødt til at gøre plads til. Alt i alt var der for mange mennesker og dermed også for meget larm efter min smag, så jeg skyndte mig videre til stationen, hvor jeg hoppede ombord på et tog, som bragte mig væk fra Arashiyama. Jeg skulle dog kun ganske få stop, før jeg igen steg af og denne gag begav mig mod endnu et tempel i skikkelse af Ninnaji.

Da jeg ankom til Ninnaji, viste det sig dog, at templet var ved at blive renoveret og derfor var dækket til af stilladser. Og eftersom en billet kostede 800 yen, mens der tilmed var kø, valgte jeg at droppe mit besøg for i stedet at gå videre til det nærliggende Ryoanji, der er mest kendt for sine stenhaver. Faktisk i en sådan grad, at der var fyldt med mennesker, som stort set kun var kommet for at beundre disse - heriblandt en rejsegruppe fra Danmark, så jeg dermed hørte dansk for første gang i to uger. Hidtil havde jeg jo kun haft mine egne tanker, så det var nu engang rart at høre sit eget sprog igen.

Jeg var lidt overrasket over mængden af mennesker ved de to templer, for det var ikke ligefrem, fordi der var fyldt med turister i gaderne. Heller ikke da jeg begav mig videre til en af Kyotos absolut mest populære attraktioner - nemlig Kinkakuji, bedre kendt som den gyldne pavillon.

Så hér havde jeg trods alt forventet den store mængde af mennesker, som da også var til stede, og de fleste var desværre højlydte kinesere, som åbenbart rejste rundt i store grupper, men herudover var der også skoleklasser på udflugt, hvilket var et syn, jeg efterhånden var blevet vant til. De mange mennesker kunne heldigvis ikke forstyrre synet af Kinkakuji, som jeg besøgte under min første tur til Japan i 2015. Men dengang var det regnvejr, og jeg blev derfor en anelse skuffet, så da det denne gang var klart vejr, kunne jeg rent faktisk forholde mig til den skønhed, som stedet rent faktisk udstråler. Og da Kinkakuji befinder sig på en stor grund, var der en masse at se - heriblandt steder, hvor man kunne ofre mønter ved at forsøge at kaste dem i en skål, hvilket hundredvis af personer tydeligvis tidligere havde forsøgt, mens kun en procentdel af dem havde formået at ramme.

To dage forinden havde jeg fundet en løs hund i Kyoto, og da den blev genforenet med sin ejer, fik jeg som tak et dagskort, der kunne bruges i Kyotos busser, hvilket jeg valgte at gøre brug af på denne dag. Kinkakuji ligger nemlig ret langt fra andre seværdigheder, så jeg besluttede mig for at anvende kortet til at tage en bus videre til det nærliggende tempelkompleks kaldet Daitokuji, hvor de fleste templer er lukket for offentligheden, mens andre derimod er åbne.

Men til trods for dette var der kun ganske få mennesker til stede, da jeg først besøgte templet Ryogenin og derefter Zuihoin. Dette til trods for, at begge templer er kendte for deres stenhaver, præcis som Ryoanji, hvor der jo var fyldt med besøgende, så jeg blev overrasket over, at der ved disse templer stort set var tomt. Faktisk var der kun to andre turister ved Zuihoin, hvor munken, der solgte billetter ved indgangen, da tydeligvis også kedede sig, idet han sad og spillede spil på sin telefon. Det skyldtes nok mest af alt, at det kunne være svært at se, hvilke templer der var åbne for besøg, for jeg blev selv i tvivl, imens jeg gik rundt på grunden, men hjemmefra havde jeg heldigvis markeret de to templer på mit offlinekort, så jeg på den måde kunne finde frem til dem. Og så var de endda billige at besøge, så mit budget ikke led overlast på denne dag, hvor jeg måtte betale for at få adgang til de fleste steder, fordi de mest af alt er turistattraktioner.

Resten af dagen blev derfor brugt på at besøge gratis seværdigheder, da jeg tog et smut forbi nogle helligdomme, heriblandt Shimogamo-helligdommen, hvor jeg også sluttede dagen, da jeg hoppede på en bus med retning mod Kyoto station, så jeg kunne komme tilbage til mit hotel. Men jeg havde begivet mig så langt nordpå, at det var en længere tur, og det var samtidig blevet så sent på eftermiddagen, at det var blevet myldretid, hvilket er en af de ting, jeg virkelig hader ved Japan, for på dette tidspunkt af dagen er der latterligt mange mennesker på gader og i offentlig transport, og eftersom jeg sad i en bus, fik jeg begge dele at føle. Bussen var nemlig propfyldt, mens den begav sig afsted i sneglefart, så det tog over en halv time at komme frem til Kyoto station, hvor der også var kaotiske tilstande, da jeg steg på et tog videre mod mit hotel.

I nærheden af dette ligger dog et tempel kaldet Mibu-dera, som jeg endnu ikke havde besøgt, fordi det hidtil var nået at blive mørkt, hver gang jeg var vendt tilbage til mit hotel på de andre dage. Men eftersom det fortsat var lyst, kunne jeg lige kunne nå at slå et smut forbi templet, der mest er kendt for sin unikke stenpyramide. På turen blev jeg dog næsten kørt ned af en cyklist, imens jeg krydsede et fodgængerfelt, fordi han kørte rundt og kiggede på sin telefon. I Japan kører cyklisterne da også ret hasarderet, men jeg synes generelt, de er gode til at udvise opmærksomhed, så dette var første gang, jeg rent faktisk var blevet snittet af en.

Det nåede lige akkurat at blive mørkt, da jeg vendte tilbage til mit hotel, og eftersom dette skulle være min sidste nat i Kyoto, så blev jeg nødt til at spise resten af min mad og pakke min taske, så jeg kunne være klar til at rejse videre den næste morgen. Efter en række travle dage havde jeg nemlig planlagt en lang tur, hvor jeg kun ville få tid til at besøge et enkelt sted, så det meste af dagen kunne bruges på transport og dermed også afslapning.

Jeg havde valgt at bo på hotel i Kyoto, så jeg kunne få oplevet byen, men jeg må indrømme, at der var og generelt er alt for mange turister i Kyoto til, at jeg virkelig nød mit ophold. Turisterne i Kyoto prøver nemlig at leve "den japanske stil" ved at gå rundt i kimonoer, køre i rickshaws og deltage i teceremonier, så det alt i alt bliver en slags moderne illusion af det traditionelle Japan. Det er da også det, som mange folk tiltrækkes af, men når det netop mest er udlændinge, der forsøger at opføre sig japansk, så bliver det bare et såkaldt turisthelvede frem for en autentisk kulturel oplevelse.

Total Page Visits: 151 - Today Page Visits: 1