Dødsstraf i Japan

Japan er et af de mere end 50 lande i verden, hvor man endnu kan blive dømt til døden for en forbrydelse. Dog kan man kun modtage dødsstraf i Japan, hvis man har begået mord, og man skal som regel have taget livet af mere end én person, men hvis der er tale om et enkelt drab af særlig bestialsk karakter, så kan det dog også ske, at man bliver dømt til døden for dette. I det japanske retssystem følger man 9 uofficielle kriterier, der blev opsat efter at Norio Nagayama i 1987 blev dømt til døden efter at have slået 4 mennesker ihjel i 1968. Han var allerede blevet idømt dødsstraf i 1979, men denne blev omstødt til en livstidsdom i 1981, hvorefter denne så også blev omstødt til en dødsdom på ny.

Præcis som i Danmark har man i Japan nemlig tre forskellige domstole, der kan ændre på dommen, hvis denne appelleres, og sagen bliver taget om. Efter hændelsen med Norio Nagayama besluttede man sig så for, at det skulle være nemmere for de japanske domstole at forholde sig til en forbrydelses karakter, så der ikke længere skulle være tvivl om, hvorvidt en dødsdom er den rette straf. Dette førte til udarbejdelsen af de 9 vejledende kriterier, som altså ikke er et officielt kodeks, men derimod guidelines, som de japanske dommere nu forholder sig til, når de dømmer drabsmænd i sager, hvor anklagemyndigheden søger om dødsstraf.

 

De ni såkaldte Nagayama-kriterier er:

1. Brutalitet

2. Motiv

3. Drabsmetode

4. Antal ofre

5. Samfundskonsekvenser

6. Gerningsmandens alder

7. Gerningsmandens straffehistorik

8. Gerningsmandens grad af anger

 

Domstolene inddrager ikke samtlige af disse 9 kriterier i deres overvejelser, når de dømmer folk. Tværtimod er det punkter, man kan forholde sig til og på den måde vurdere, hvorvidt en dødsdom er den oplagte straf eller ej. Antallet af ofre er det absolut vigtigste kriterium, for hvis man med fuldt overlæg slår mere end én person ihjel i Japan, så vil dette typisk resultere i en dødsdom, medmindre man betegnes som værende psykisk ustabil, hvilket man i nyere tid er begyndt at anerkende som en formildende omstændighed, da dette kan være medvirkende til, at man er sindssyg i gerningsøjeblikket, og man kan i så fald være heldig at slippe med livsvarigt fængsel eller sågar en behandlingsdom. Dog er der en fin balance mellem de ni kriterier, og af den grund kan man altså sagtens blive dømt til døden for et enkelt drab i Japan, hvis det bliver relevant at forholde sig til nogle af de andre kriterier - såsom brutalitet i forbindelse med drabsmetoden. Har man tidligere været dømt for drab, hvorpå man efter sin løsladelse begår et nyt, vil dette som regel også udløse en dødsstraf, idet man jo beviser, at man intet lærte efter sin første dom, hvorved man betragtes som en trussel mod samfundet.

Det, der kan tale imod en dødsdom, er som oftest gerningsmandens alder, fordi man i Japan helst vil søge efter at rehabilitere unge mennesker, før man idømmer dem fængsel, men hvis man ikke udviser anger og tilmed har en plettet straffeattest, så vil domstolen typisk betragte vedkommende som en fortabt sjæl, der ikke kan frelses. Loven forbyder imidlertid henrettelser af folk under 18 år, hvilket fra 2022 blev den japanske myndighedsalder, efter denne tidligere havde været 20 år, hvilket betød, at 18-årige og 19-årige kunne modtage særbehandling i retssystemet, eftersom de jo havde status som umyndige. Generelt var det derfor sjældent, at umyndige personer blev idømt dødsstraf i Japan, og det er kun sket i meget grove sager - eksempelvis var Norio Nagayama kun 19 år, dengang han tog livet af 4 mennesker, og hans alder var blandt andet medvirkende til det retslige dilemma.

Når man i Japan modtager en dødsdom bliver man sendt til dødsgangen i et af landets syv fængsler med et henrettelseskammer. Disse ligger i henholdsvis Tokyo, Osaka, Nagoya, Fukuoka, Hiroshima, Sapporo og Sendai. Som dødsdømt har man dog ikke status som indsat, og de syv faciliteter kaldes derfor heller ikke for fængsler i Japan, men derimod for detentionscentre, og forholdene her er desuden værre end i almindelige fængsler, hvilket blandt andet indebærer, at fangerne holdes isoleret fra hinanden i deres separate celler, hvor de eksempelvis ikke har adgang til TV, ligesom det ikke er tilladt at dyrke motion. De dødsdømte har dog mulighed for at dyrke visse hobbyer, så der er blandt andet eksempler på personer, som har udgivet bøger og kunstværker, imens de befandt sig på dødsgangen, og hér kan man også vælge at udføre praktisk arbejde såsom håndarbejde eller samlearbejde, så man kan tjene penge, som kan benyttes i fængslet, hvor det er muligt et købe produkter såsom toiletartikler og læsestof. 

Selvom man er blevet dømt til døden, er det stadig muligt at blive rehabiliteret, så de dødsdømte har adgang til psykiatrisk bistand samt spirituelle vejledere, hvilket eksempelvis kan være religiøse formidlere, så det er ikke unormalt, at dødsfanger tilslutter sig en religion og begynder at praktisere denne. Der er dog grænser for, hvor ofte en dødsfange må få besøg, og selv møder med advokater foregår i et opdelt rum med glasvæg og overvågning. Alle besøg skal forudgodkendes af fængselsmyndighederne, som også gennemlæser al den post, som de indsatte modtager. Da det kun er nære slægtninge, som har ret til at besøge dødsfanger, er det desuden en udbredt metode, at disse gifter sig med eventuelle støtter, så de på den måde kan møde dem ansigt til ansigt. Men en dødsfange får altså aldrig mulighed for at komme i fysisk kontakt med et menneske uden for fængslet.

Dødsstraf blev indført i Japan via Kina tilbage i det 4. århundrede, men fra Kina kom senere buddhismen, der var med til at begrænse brugen af dødstraf, idet religionen taler for respekt for livet. Det førte til, at dødsstraffen i en periode blev afskaffet, før den blev implementeret på ny efter 300 års pause. Herefter blev dødsstraf en hyppigt anvendt straf - selv ved mindre forbrydelser, og der fandtes derfor også forskellige henrettelsesmetoder, som man kunne tage i brug, alt efter hvilken forbrydelse, der var tale om. En forbryder kunne blandt andet blive kogt levende, trukket fra hinanden af oksekærrer, savet i stykker eller brændt. Selv familiemedlemmer kunne blive dømt til døden for en forbrydelse, som deres slægtninge havde begået, hvilket for eksempel var tilfældet med samuraier, der som oftest blev dømt til at begå seppuku - nogle gange sammen med deres nærmeste familie såsom hustru, børn og forældre, fordi at slægten var underlagt dens overhoved, som omvendt kunne blive straffet for deres handlinger.

En anden hyppigt anvendt henrettelsesmetode var korsfæstelse, der blev temmelig udbredt, da kristendommen blev bandlyst i Japan i begyndelsen af 1600-tallet, hvorved det blev ulovligt at være kristen, og straffen for at praktisere kristendommen var derfor døden. I de fleste tilfælde fik man mulighed for at frasige sig sin kristne tro via tortur - hvilket også blev anvendt som straf ved mindre forbrydelser, hvor offentlig piskning var en af de mest anvendte torturmetoder. Hundredtusinder af folk er gennem tiden blevet henrettet i Japan, men siden 1873 er antallet af henrettelser faldet drastisk, da man via loven har opsat specifikke regler for, hvornår man kan dømmes til døden, og hvordan en henrettelse skal foregå. 

Da loven blev indført, var både halshugning og hængning den officielt anvendte henrettelsesmetode, og henrettelserne fandt endda sted i offentligheden, så folk kunne overvære disse og blive mindet om konsekvenserne ved at bryde loven. I dag foregår henretter kun folk via hængning i de detentionscentre, hvor de dødsdømte har befundet sig på dødsgangen. I Japan får man ingen dato for sin henrettelse sammen med sin dødsdom, idet muligheden for at appellere fører til, at en dødsdom typisk først er endegyldig efter flere år eller sågar årtier med retssager, indtil alle appelforsøg er brugt op eller blevet afvist. Nogle indsatte ender derfor med at dø af naturlige årsager, mens nogle i meget sjældne tilfælde er blevet benådet, fordi de er blevet erklæret for uskyldige. I andre tilfælde er folk så heldige at få omstødt deres dødsdom til en livstidsdom, så de dermed undgået henrettelse. Nægter man derimod at anke dødsdommen, bliver denne automatisk stadfæstet, hvorved henrettelsen hurtigere kan finde sted.

Før i tiden fik dødsfanger endda omstødt deres dødsdom til livsvarigt fængsel i forbindelse med vigtige begivenheder såsom fredsaftalen mellem Japan og de allierede i 1952 eller et kejserskifte, men i dag er det kun mindre forseelser, der bliver slettet fra folks straffeattester i den anledning. Normalt sidder folk i gennemsnit på dødsgangen i 5 til 10 år, efter dødsdommen er blevet stadfæstet, før de en dag får at vide, at de skal henrettes. Japanske dødsfanger får nemlig ingen advarsel før samme dag, som henrettelsen skal finde sted, og de lever således hver dag med uvisheden om, om denne bliver deres sidste. Dog kan henrettelser ikke finde sted på nationale helligdage, så på de dage kan dødsfanger føle sig sikre.

Henrettelsesproceduren starter med, at justitsministeren underskriver henrettelseserklæringen, og herefter skal henrettelsen finde sted inden for fem dage. Den dødsdømte har mulighed for at få et sidste måltid efter eget valg og få en sidste snak med en religiøs rådgiver, før vedkommende i dybeste hemmelighed bliver sendt til hængning i fængslet. Selve henrettelsen foregår i et specialdesignet rum med en markeret faldlem, hvor den dødsdømte bliver placeret med bundne hænder og fødder og ligeledes får bundet en løkke om halsen, som er forbundet til loftet. Faldlemmen bliver efterfølgende aktiveret via et tryk på en knap, og den dødsdømte falder ned i et nyt rum, hvor vedkommende erklæres for død af en læge efter at have brækket nakken i faldet. Der er imidlertid fem forskellige knapper, som fem fængselsansatte bliver sat til at trykke på på samme tid, men kun den ene af disse aktiverer faldlemmen, og ingen af de ansatte vil dermed vide, hvem af dem, der har stået for henrettelsen, og de kan dermed heller ikke stilles til ansvar for den. Først efter henrettelsen får de pårørende og offentligheden noget at vide, og de fanger, hvis identiteter har været hemmeligholdt, vil få offentliggjort deres navne. De efterladte får udleveret liget efter henrettelsen, så en privat begravelse kan finde sted.

Der lader ikke til at være noget system i henrettelserne i Japan, idet der nogle år kan være adskillige henrettelser, mens der andre år slet ikke er nogen. I 1993 genoptog man eksempelvis henrettelser af dødsfanger efter at have holdt pause siden 1989 grundet kritik fra Vesten som følge af en række sager i 1980'erne, hvor flere dødsfanger blev benådet, da deres uskyld blev bevist, efter at de ellers var blevet dømt til døden, og under og efter corona-epidemien har der også været flere år uden henrettelser. Mens nogle af de henrettede har siddet få år på dødsgangen, så er der andre, der har ventet i mere end et årti, så det vides ikke, hvordan de bliver udvalgt af myndighederne. Hvis dødsfanger er blevet dømt i den samme sag, er det dog almindeligt, at man henretter dem alle på samme tid for at ligestille dem som gerningspersoner. Hvert år bliver flere japanere dømt til døden, men majoriteten af disse er mænd, eftersom kvinder kun udgør en meget lille procentdel af de dødsdømte.

Herunder ses en liste over antallet af officielle henrettelser, som årligt har fundet sted i Japan siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Det er dog kun i nyere tid, man er begyndt at offentliggøre navnene på de henrettede personer, så det er derfor ikke muligt at angive identiteten på dem alle.

: